Den kommunale erhvervsskole i praksis gennem 10 år

Skolen i Tasiilaq lagde stærkt ud med flere udviklingsprojekter i 1980. Man kørte ikke-fagdelt undervisning i forskolen, hvilket blev opgivet efter 3 år, da lærerkollegiet ikke kunne indfri de krav til samarbejde, som en ikke-fagdelt undervisning forudsatte. Der var større succes i kursusskolen, som 12. - 13. klasse kaldtes. Her blev endda drevet bundgarnsfiskeri - men torsken forsvandt også i Østgrønland. Hjemmestyret havde bygget en større værkstedsbygning, der skulle kunne lidt af hvert, bl.a. tage mindre kuttere indendørs for reparation osv.

Onsdag d. 28. oktober 1998
Laurits Bloch
Emnekreds: Uddannelse.

Som bekendt er der beherskede erhvervsmuligheder i Ammassalik kommune. Man har alene haft et fangererhverv, der siden 1960’erne har været økonomisk utilstrækkeligt til alene at sikre en familie den indtjening, der er nødvendig til dækning af udgifter til båd, motor, hus, el, renovation, fjernsyn, telefon osv. I 1980 overtog kommunerne folkeskolen fra staten, og i den første 10-års periode var der vide rammer for den enkelte kommunalbestyrelse til selv at fastsætte sin undervisningsaktivitet. For at udruste den opvoksende generation med mulighed for et erhvervsskifte stod det klart for kommunalbestyrelsen, at folkeskolen skulle prioriteres højt med tilkendegivelser som "der var ikke noget fornuftigere at bruge ressourcer på", og kommunalbestyrelsen har til dato fastholdt en økonomisk begunstiget folkeskole. Skolen i Tasiilaq lagde stærkt ud med flere udviklingsprojekter i 1980. Man kørte ikke-fagdelt undervisning i forskolen, hvilket blev opgivet efter 3 år, da lærerkollegiet ikke kunne indfri de krav til samarbejde, som en ikke-fagdelt undervisning forudsatte. Der var større succes i kursusskolen, som 12. - 13. klasse kaldtes. Her blev endda drevet bundgarnsfiskeri - men torsken forsvandt også i Østgrønland. Hjemmestyret havde bygget en større værkstedsbygning, der skulle kunne lidt af hvert, bl.a. tage mindre kuttere indendørs for reparation osv. Da fiskeriet blev opgivet måtte man revidere den fremtidige aktivitet, og en Søren Vestergaard Mikkelsen arrangerede som konsulent for folkeskolen et fremtidsværkstedsarrangement i byen. Han fik nedsat noget så spændende i hjemmestyret som en "tværdirektoral arbejdsgruppe" repræsenterende 5 direktorater, der deltog i seancen i Ammassalik, og det var en oplevelse for alle involverede. Resultatet blev opstilling af en række "lokalkvalificerende uddannelsesprogrammer" - der i respekt for landets koloniale traditionen for forkortelser døbtes LKU. En skole etableredes ved at kommune og hjemmestyre fandt en sækfuld penge hertil, og der gennemførtes flerårige timelæreruddannelser, turistguidekurser, trawlerkurser til havs, husflidskurser og en række mindre jobtræningslignende uddannelsesforløb - og det gør der stadigt. I 1988, da STI blev indført var det derfor naturligt i Ammassalik at udnytte den allerede opbyggede uddannelsesorganisation. Der blev indgået en kontrakt mellem Hjemmestyret og Kommunen om kommunal drift af STI-skolen. Vor uddannelsesleder blev forsynet med det fornødne personale til fra 1989 at varetage LKU, STI og arbejdsmarkedskontorets uddannelsesvejledning. I den politiske organisation henførtes områderne direkte til økonomiudvalget. Vi har i Ammassalik taget vor kommuneplan ret så seriøst hvad angår vore årlige planredegørelser og gennemførsel af temadebatter, der munder ud i reviderede mål- og handleplaner. Først underkastedes socialområdets indsats på børn- og ungeområdet en gennemgang struktureret i en almindelig projektorganisation, der efter 1½ år fik opstillet et sæt mål- og handleplaner. Herefter var det naturligt at se på situationen for de 15-25 årige. Med baggrund i en folkegistergennemgang fandt vi frem til hvad hver enkelt lavede, og det viste sig at være temmelig vanskeligt - men det lykkedes dog. De vanskeligheder der var forbundet med denne registrering gjorde det naturligt at se på mulighederne for at indrette aktiviteterne for aldersgruppen således, at det blev lettere at overvåge gruppen med henblik på at opfange dem, der kunne tabes ud af aktiviteterne. Det blev derfor fra 1. august 1996 besluttet at etablere Ammassalik Uddannelsescenter, hvor man samlede uddannelsesvejledningen, STI, Ungdomstjenesten, beskæftigelsesprojekter, LKU, 12-klasser, specialarbejderkurser og en praktikskole for skoletrætte elever fra 14 år. Den sidste aktivitet har vi stadig til gode. Der er brugt nogle millioner på bygningsmæssige faciliteter, da det var vigtigt for os, at synliggøre virksomheden. I valgåret 97 besluttede vi ikke at have kræfter til en temadebat; men her i efteråret tager vi hul på folkeskolen. Erhvervsskolen år 2003 - "et tilbageblik"

I 2003 sås det endeligt, at de mål, man satte for STI-uddannelserne i 1988 var opfyldt. Der var realiseret en fornuftig decentralisering, og strømmen af rapporter og redegørelser, der gennem de forløbne 15 år havde gjort skolernes fremtid usikker, er nu stærkt begrænset. Skolen er nu velforsynet med alle værkstedsfaciliteter. Uddannelsescentret er blevet samlingspunkt for alle byens unge. I skolens kursuscenter afvikles en række jobtræningsaktiviteter. Der afholdes fortløbende ad hoc kurser for ansatte i både private og offentlige virksomheder. De særligt udviklede kurser i husflid og for turistbranchen har stor søgning. Byen har taget skolen til sig som sin helt egen. Baggrunden herfor var, at den bevidste og målrettede indsats i kommunen op gennem 90’erne på opdragelses-, skole- og uddannelsesområderne havde gjort det klart for alle, at det var nødvendigt med et personligt engagement herom. Der blev gjort op med tendensen til af usikkerhed at lade stå til med sin opdragelse. Det er lykkedes at få hele 1. år af uddannelserne og i flere tilfælde også 2. år afviklet i hjembyen i overensstemmelse med de gode hensigter besluttet i 1988, og det har reduceret antallet af afbrudte uddannelser. Der er stor flexibilitet i forløbet efter folkeskolen. For at undgå fejlvalg med afbrudte uddannelser starter eleverne med et introduktionsforløb, hvori der indgår en skolepraktik i bestræbelserne på bedre udnyttelse af det begrænsede antal praktikpladser i byens virksomheder. Der er sket en større spredning af elever på de forskellige brancher. Ændringerne på de store brancheskoler er nu slået igennem. Det er nu lykkedes dem at leve op til forventningerne fra 1988 således, at der nu er stor tilfredshed med deres produktion af de basale undervisningsmaterialer og pædagogisk understøtning af lokalskolernes undervisning iøvrigt. De enkelte erhvervsskoler har fundet sammen i naturlige samarbejdsforhold, hvor de personelle ressourcer udnyttes effektivt i selve undervisningen og i et sprudlende kollegialt udviklingsarbejde. Baggrunden herfor var, at lokalskolerne af nød tog den i mange år i hjemmestyret strandede sag omkring IT-anvendelsen i undervisningssektoren i egen hånd, og sammen med den kommunale folkeskole fik realiseret den fornødne udvidelse af det kommunale net med videokonferenceudstyr og pc-baseret interaktiv undervisning. Brancheskolernes store indsats har været en ændring i undervisningsstrukturen, der nu er modulopbygget således, at det er muligt for den enkelte at få sammensat sin uddannelse individuelt efter muligheder og jobønske. Centraliseringstankerne i slutningen af 90’erne omkring brancheudvalgenes engagement i praktikpladsgodkendelsen blev opgivet som tåbelig overbureaukratisering - det viste sig indlysende, at kun de lokale uddannelsesudvalg havde det fornødne lokalkendskab og mulighed for at påvirke virksomhederne så praktikforholdene kunne blive tilfredsstillende. Situationen, hvor kun 50% af optagne elever kunne skaffe sig praktikplads, har ændret sig således, at ingen blev ramt af tilfældighederne omkring dette problem. Der blev skåret igennem brancheskolernes kassetænkning i elevtal og løsere fremmøderegler. Både på de lokale erhvervsskoler og brancheskolerne indførtes løbende evalueringer med prøveafholdelse som en naturlig foreteelse, hvilket også har givet de uddannelsessøgende bedre mulighed videregående faglige uddannelser.