Kunsten at spise kameler!

Derfor må alle parter i den nuværende konflikt mødes med det formål at nå en løsning. Det vil også være nødvendigt at forhandle med Danmarks Lærerforening. Foreningsdiktatur eller ej, Grønland har ikke midler til at slå igen. Den nuværende blokade kan Danmarks Lærerforening fortsætte i evighed, det koster ikke foreningen noget, men det koster Grønland noget, nemlig hele skolesystemet.

Mandag d. 27. april 1998
Carl Høgstedt
Emnekreds: Løn og overenskomster, Uddannelse.

Egentlig vil jeg håbe, at dette indlæg er uaktuelt, når det når frem til avisen! Det vil nemlig betyde, at der er kommet gang i forhandlinger om folkeskolens fremtid, vel at mærke reelle forhandlinger, hvor parterne mødes for at finde løsninger og ikke for at sende politiske markeringer og en masse varm luft afsted.

Med udgangspunkt i den seneste tids debat, og ikke mindst de seneste anbefalinger til kommunerne om sparetiltag i skolerne, er der næppe tvivl om, at folkeskolen i Grønland har det skidt. Og skal alle de fine mål om selvstændighed og uafhængighed af tilkaldte nåe, ja så skal folkeskolen drejes væk fra den nuværende katastrofekurs, og det kan ikke gå hurtigt nok.

Det er fint med sygeplejerskeuddannelse, STI-skoler, seminarium og universitet, men uddanner vi ikke Grønlands ungdom ordentligt i folkeskolen, ja så er det hele spildt, og Grønland vil i evighed være afhængig af tilkaldte på alle områder.

Derfor må alle parter i den nuværende konflikt mødes med det formål at nå en løsning. Det vil også være nødvendigt at forhandle med Danmarks Lærerforening. Foreningsdiktatur eller ej, Grønland har ikke midler til at slå igen. Den nuværende blokade kan Danmarks Lærerforening fortsætte i evighed, det koster ikke foreningen noget, men det koster Grønland noget, nemlig hele skolesystemet. Det ville være godt, hvis Grønland selv kunne levere de nødvendige folkeskolelærere, men det kan vi altså ikke, og så må politikerne vise, at de kan æde de nødvendige kameler, det er det vi har politikere til. Det kan ikke passe, at flere årgange i skolesystemet skal tabes, fordi man politisk ikke ønsker at forhandle med en dansk forening, eller fordi lærerne ikke kan enes indbyrdes.

Så: Kære politikere og forhandlere: Kom i gang, kamelerne er serveret og venter kun på at blive spist. Eventuelt kan man engagere en forligsmand, der kan tilberede kamelerne lidt mere appetitligt. Luk jer inde i et lokale og send hvid røg ud når I er enige. Tag til Kina sammen eller find på noget andet, men kom i gang. Det drejer sig faktisk om grundlaget for hele Grønlands fremtid, om muligheden for at nå de mål som politikerne selv har sat. Her kan vi da ikke vente på, at en eller anden international domstol skal komme med en tåget udtalelse om 5 år, vi må selv gå i gang - NU.