Et svar til Anders Nilsson

Anders Nilsson skriver, at det grønlandske samfund vil lide uoprettelig skade, hvis vi beslutter os for en langvarig blokade mod det grønlandske skolevæsen.

Mandag d. 27. april 1998
Anni Herfort Andersen
Emnekreds: Løn og overenskomster, Uddannelse.

Det er unægtelig ikke småting landstingsmedlem for Atassut, Anders Nilsson skyder Danmarks Lærerforening i skoene i sit debatindlæg den 21. april, hvor han beskriver vores blokade af det grønlandske skolevæsen som udtryk for rendyrket fagforeningsimperialisme og kynisme. Men man får nu engang ikke mere ret, fordi man råber højt. Vores blokade har intet med hverken imperialisme eller kynisme at gøre. Blokaden er en naturlig konsekvens af, at Landsstyret ikke har villet forhandle med os om en løsning, der sikrer rimelig vilkår for de af vores medlemmer, der vil ansættes ved det grønlandske skolevæsen.

Vi beklager, at det har været nødvendigt at tage et så alvorligt kampskridt i brug. Vi synes grundlæggende, at det er godt, at vores medlemmer kan være med i udviklingen af det grønlandske skolevæsen. Men det skal ske på rimelige vilkår. Og det gør det ikke i øjeblikket. Jeg synes, at det er meget skuffende, at Landsstyret i så ringe grad bakker op om lærerne.

Anders Nilsson udtrykker fuld opbakning til Landsstyrets princip om, at overenskomster skal indgås med fagforeninger, der har hjemsted i Grønland. For mig er det bestemt ikke mindre imperialisme, at arbejdsgiverne vil bestemme, hvilken organisation, der skal være deres modpart. Sagen er jo, at har overenskomst med adskillige danske organisationer, f.eks. læger og jurister. Landstingsmedlemmet giver derefter udtryk for "at de seneste års lærermangel viser, at det er nødvendigt, at gøre arbejdet i folkeskolen mere attraktivt og her kan en målbar lønforhøjelse være et af midlerne". Her er vi ganske enige, men i modsætning til os, så har Anders Nilsson, som landstingsmedlem haft mulighed for at øve indflydelse på om det skete.

Sagen er jo, at lærerne i Grønland siden 1991 har haft betydelig lavere lønstigninger end andre betydende grupper. Aftalefornyelsen, som Landsstyret gennemførte med NAK, efter at NAK havde ekskluderet Grønlands Lærerforening, indeholdt store lønstigninger til flere andre grupper med henvisning netop til rekrutteringsproblemerne (f.eks. sygeplejerskebehovene) og næsten ingen penge til lærergruppen som helhed med henvisning til, at der ikke er rekrutteringsproblemer. Om det var en rigtig bedømmelse fra Landsstyrets side, kan alle vist se i dag.

Når Landstingsmedlemmet herefter slår fast, at "det skal være en solidarisk lønforhøjelse, der gives til hjemmehørende og tilkaldte", så kan jeg oplyse ham om, at Danmarks Lærerforening aldrig kunne drømme om, at der skulle være forskellige vilkår afhængig af, hvor i Rigsfællesskabet det seminarium er beliggende, som uddanner nye lærere, som skal ansættes i Grønland efter den overenskomst, der forhåbentlig snart bliver forhandlet på plads med Danmarks Lærerforening. Jeg kan i øvrigt oplyse Landstingsmedlemmet om, at begreberne hjemmehørende og tilkaldte inden for tjenestemandsområdet blev afskaffet for flere år siden, blandt andet med Danmarks Lærerforeningens aktive medvirken.

Anders Nilsson skriver, at det grønlandske samfund vil lide uoprettelig skade, hvis vi beslutter os for en langvarig blokade mod det grønlandske skolevæsen. Men det er jo faktisk helt op til landsstyret, hvor længe blokaden skal vare. Vi er stadig indtillet på at forhandle om en løsning. Og vi er parate til at gå i gang med det samme. Det er Landsstyret, der har bolden.