Børnene ofre i lærerkonflikt

Målsætningen i folkeskolen må selvfølgelig være at lære eleverne grønlandsk, men en lige så vigtig målsætning er lige fra første klasse at forberede de unge mennesker på videreuddannelse i et dansk uddannelsessystem.

Fredag d. 30. januar 1998
Sermitsiaq
Emnekreds: Sprog, Uddannelse.

Det vigtigste område for Grønlands fremtid som "selvstændig" nation er et uddannelsessystem, der fungerer. Lærerne har en kæmpeopgave. Med hjemmestyrets begrænsede midler bør man koncentrere sig om at få den grundliggende folkeskole til at fungere, før man kaster sig ud i dyre videreuddannelser. Grønland er i den heldige situation, at man gratis kan bruge det danske videreuddannelsessystem. Så hvad med at bruge pengene på at gøre folkeskolen bedre og spare de dyre videreuddannelser, som i det grønlandske samfund er væsentlig dyrere end det danske. I 80'erne og begyndelsen af 90'erne foretog man to væsentlige fejl. Folkeskolen blev skilt i en grønlandsk og en dansk del. Det betød, at der blev uddannet en masse rent grønlandsksprogede, som senere har haft og stadig har svært ved at komme videre i uddannelsessystemet, fordi man uddannede dem i grønlandsk til et dansk system. På den anden side blev der uddannet en masse dansksprogede, som ikke kan klare sig i et grønlandsk samfund, fordi deres grønlandske ikke er godt nok. Nu har man i folkeskolen integreret sprogene, men ned-prioriteret det danske sprog, hvilket betyder, at alle får vanskeligheder i det danske uddannelsessystem, som folkeskolen skal forberede dem på. Målsætningen i folkeskolen må selvfølgelig være at lære eleverne grønlandsk, men en lige så vigtig målsætning er lige fra første klasse at forberede de unge mennesker på videreuddannelse i et dansk uddannelsessystem. Udfordringen ligger så i at få de to mål til at hænge sammen. Ellers undgår vi aldrig at tilkalde den dyre uddannede arbejdskraft udefra. Dyr, fordi det er kortvarige ansættelser, hvor man ikke sikrer kontinuiteten. Dyr, fordi den ikke udnyttes effektivt, da en masse tid går til tilpasning og indlæring i nye forhold og en masse tid går på afvikling. Desuden er den dyr, fordi man må konkurrere med lønforhold i et andet samfund. Endelig er den dyr på grund af flytteomkostninger, og fordi tilkaldte selvfølgelig vil have mulighed for at komme hjem på ferie. Ellers vil de ikke tage arbejde i Grønland. Med de eksisterende rejseudgifter betyder det, at en familie på fire skal lægge 4.000 kroner til side om måneden for at kunne holde ferie. Det er der ingen, der har råd til. Vi er altså fortsat afhængig af at tilkalde arbejdskraft udefra, også lærere til en folkeskole, som - trods sin vigtighed for samfundsudviklingen - fortsat ikke fungerer tilfredsstillende - trods næsten 20 års hjemmestyre. For at vi kan få disse lærere, er det imidlertid vigtig at give dem ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, ellers kommer de ikke. Nu er balladen mellem Danmarks Lærerforening og hjemmestyret gået i hårknude, og konflikten er endt i arbejdsretten. Men det er ikke væsentligt. Uanset om hjemmestyret vinder denne sag, så er folkeskolen og eleverne fortsat taberne i et system, hvor man ikke vil tilgodese folkeskolen med de ressourcer, der er nødvendige. Hvor man kører på konstante lappeløsninger, fordi man ikke afsætter de nødvendige midler. Det var Konrad Steenholdt, der selv brugte udtrykket lappeløsning forleden, da Qanorooq afslørede, at lærermanglen i virkeligheden er 250 - det vil sige 25 procent fordi lærerne skal påtage sig overarbejdstimer. Spørgsmålet er, om lærermanglen i virkeligheden ikke er endnu højere, fordi mange lærerstillinger er besat af uuddannede timelærere. Hvis man brugte flere ressourcer på at gøre undervisningen i Grønland mere attraktiv, i hvert fald i en årrække, kunne vi få et bedre resultat og altså hurtigere nærme os den situation, hvor vi ikke behøver at tilkalde arbejdskraft udefra. Der bliver selvfølgelig tale om en merudgift, men så må man spare en af videreuddannelserne her i landet. Det er vigtigt, at folkeskolen fungerer optimalt, hvis vi skal have et grønlandsk hjemmestyre. Når folkeskolen fungerer kan vi så langsomt udbygge videreuddannelses-systemet, efterhånden som vi får råd til det.