Lovforslag om psykologer endt i landsstyrets syltekrukke?

Meget tyder på, at det til dato har været nemmere at rekruttere og fastholde psykologer ansat i Sundhedsvæsnet. Det er i sig selv et positivt element. Men det giver stof til eftertanke, at det ikke er lykkedes for andre vigtige områder som skolepsykologisk rådgivning, de centrale sociale myndigheder og kommunerne?

Fredag d. 26. juli 2002
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet, Telemedicin.

Indholdsfortegnelse: Derfor en lov Dansk lovgivning Attraktivt at arbejde som psykolog Hidtidige erfaringer Kombi-stilling Vi må have sagen op af syltekrukken På Landstingets efterårssamling 1999 stillede jeg forslag om, at vi i Grønland skal have en Lov om psykologer. Landsstyret svarede, at den var på trapperne, som en del af en større lovpakke på Sundhedsområdet. Hvor bliver lovforslaget af? Derfor en lov Det er en alvorlig sag at beskæftige sig med sine medmenneskers psykiske liv. Det kræver stor faglig viden og indsigt, menneskelighed samt etisk tænkning og handling. At komme så tæt på andre menneskers inderste liv og væsen kræver evnen til at udvise respekt og sætte grænser. Derfor skal samfundet formulere, hvilke kvalifikationer psykologerne skal have og opbygge en form for kontrolsystem, som skal kontrollere og dermed beskytte både psykologfaget, den enkelte psykolog samt borgeren der er i behandling. Disse forhold kan sikres gennem lovgivning. Dansk lovgivning Fra 1. januar 1994 indførte Folketinget Lov om psykologer. Den er interessant og inspirerende læsning. Den indeholder regler vedrørende autorisation, hvilken myndighed der kan udstede autorisation, om titelbeskyttelse, om psykologers rettigheder og pligter, samt regler om tilsynsmyndighed og straffebestemmelser. Man kan sige, at loven sikrer et minimumskrav til kvaliteten af det psykologiske arbejde. Attraktivt at arbejde som psykolog Det er tankevækkende, når psykologerne i en pressemeddelelse i juni i år meddelte, at der er ti ubesatte psykologstillinger. Psykologerne er en relativt lille faggruppe, og trods alt spredt over det meste af Grønland. Der bør gøres en særlig indsats for at sikre bedre vilkår til psykologerne i Grønland: Løbende faglig og personlig udvikling Vore dages højtudviklede teknologi gør det muligt at afholde jævnlige videokonferencer. Også her i Grønland. Når sygeplejerskerne er begyndt at benytte denne teknologi til faglig vejledning og supervision, må det også være muligt for andre faggrupper at gøre det samme. Også for psykologerne. Selv om videoudstyr har sine begrænsninger, for eksempel i forhold til egenterapi, bør dens positive muligheder anvendes. Specialiseringsmuligheder Det er ikke realistisk at tro, at vi kan blive selvforsynende med specialister inden for psykologien i de næste mange år. Også fremover vil der være brug for at hente viden og inspiration fra specialister i andre lande. Det må være muligt at udvikle et samarbejde med andre lande om en model for videreuddannelse med henblik på specialisering for vore psykologer i Grønland, på en måde som kombinerer muligheden for, at de bibeholder den faglige forankring og ansættelse i Grønland med specialistuddannelse i andre lande. Psykologerne skal have et fagligt fællesskab Fagfæller har brug for hinanden, også psykologer. En mulighed kunne være, via ansættelsen at sikre halvårlige faglige træf for hele landets psykologer. En slags fagligt seminar kombineret med kursusvirksomhed, hvor der også kunne foregå en løbende opsamling af de faglige erfaringer inden for skiftende temaer, identificering af nye problemer og perspektivering af udviklingstendenser. Et forum, som forpligter sig til at melde tilbage til Hjemmestyret og kommunerne. Hidtidige erfaringer Meget tyder på, at det til dato har været nemmere at rekruttere og fastholde psykologer ansat i Sundhedsvæsnet. Det er i sig selv et positivt element. Men det giver stof til eftertanke, at det ikke er lykkedes for andre vigtige områder som skolepsykologisk rådgivning, de centrale sociale myndigheder og kommunerne? Der bør laves en analyse heraf, således at de gode erfaringer kan komme de andre sektorer til gavn. Vi skal også lære af vore succeser. Inden for de sidste ti år har vi været vidner til, at Ilulissat, Sisimiut, Maniitsoq, Nuuk, Qaqortoq, Narsaq og Tasiilaq kommuner har oprettet psykologstillinger i kommunalt regi. Der er uden tvivl høstet en række meget forskellige erfaringer hermed. Erfaringer som er relevante at få draget ind i debatten i dag og udviklingen fremover. Kombi-stilling Ilulissat kommune oprettede endog tilbage i midten af 1990’erne en kombinationsstilling, hvor en fuldtidsansat psykolog delte sin tid mellem socialkontoret og sygehuset. Erfaringerne hermed blev fremlagt på Nuna Med konferencen i efteråret 1997. Var det ikke en idé at videreudvikle disse erfaringer? Jeg synes generelt, vi er for dårlige her i landet til at samle op og til at analysere de erfaringer, vi hen ad vejen gør os. Det gælder ikke specielt for psykologernes arbejdsfelt, men generelt i det behandlingsmæssige og forebyggende arbejde. På den måde bidrager også behandlingssektoren ufrivilligt til en slags "brug og smid væk"-kultur, hvilket betyder, at vi hele tiden starter forfra, som om her slet ingen faglige traditioner, erfaringer og kulturer var. Mere systematisk opsamling og analyse af de forskellige psykologarbejdspladser, herunder hvorledes løn- og ansættelsesforhold influerer på rekruttering og fastholdelse, kunne give Landsting og landsstyre bedre styringsredskaber til prioritering også mellem behandling og forebyggelse. Vi må have sagen op af syltekrukken Der skal gøres en ihærdig indsats for at besætte de normerede psykologstillinger og for at skabe arbejdsbetingelser, som giver arbejdsglæde og udviklingsmuligheder. Ovenfor har jeg forsøgt at skitsere tre veje at gå: Udarbejde lov om psykologer. Det er min vurdering, at spørgsmålene om hvilke myndigheder, der kan fungere som autorisations- og tilsynsmyndighed for psykologer i Grønland, kræver særlig bevågenhed. Arbejdsbetingelser - de overenskomstmæssige forhold som bør bane vejen for en udvidelse af det faglige miljø, for at forebygge ensomhed, ikke mindst i kommunerne. Desuden bør mulighederne for specialisering forbedres og tilpasses de fastboendes behov. Opsamling af erfaringer, som skal danne grundlag for nytænkning og alternative løsninger. Det er ikke mindst vigtigt, når man tager de få faglige ressourcer, der er til rådighed, i betragtning. Et flertal i Landstinget bestående af Atassut, Kattusseqatigiit og Inuit Ataqatigiit bakkede utvetydigt op om forslaget om en psykologlov under debatten i Landstingssalen den 13. oktober 1999.