Telemedicin, Teknologirådets rapport, Afsnit 4. Scenarier

Vi begynder i det fjerne, hvor det er indlysende at anvende telemedicin, nemlig ved de danske fredsbevarende styrker på Balkan.

Mandag d. 8. december 1997
Teknologirådet
Emnekreds: Telemedicin.

Indholdsfortegnelse:
4.1 En kompliceret sygdom på Balkan
4.2 En hændelse om bord i et skib
4.3 En livstruende trafikulykke
4.4 En kvinde med en knude i brystet
4.5 Patienten med tyktarmskræft
4.6 Patienten ud af centrum og ind i kredsen
Hvordan vil samarbejdsformerne se ud om 5 år?

I det følgende beskrives et antal scenarier for telemedicin. Scenarierne er ikke "futuristiske" i den forstand, at de forudsætter ny og ukendt teknologi, tværtimod baserer de sig alle på eksisterende teknologi.

Det fremtidsorienterede ligger i, at teknologien anvendes på en ny og kompleks måde. Teknologien kobles til de infrastrukturelle potentialer, der findes i uddannelses- og undervisningsområdet og i forsknings- og sundhedssektoren. I den forstand kunne scenarierne blive virkelighed i morgen, men i realiteternes verden kan de kun blive virkelighed som resultat af et koordineret udviklingsprojekt, sådan som vi har lagt op til i forslaget til handlingsplan.

Arbejdsgruppen har valgt at fremlægge et antal scenarier fremfor en systematisk beskrivelse, fordi vi ikke tror på, at telemedicinens muligheder kan forudses. Den menneskelige fantasi rækker næppe til virkeligheden. Vi håber, at scenarierne vil give en forståelse af, at telemedicin rummer muligheder, vi også bør begynde at udforske og udnytte i den danske sundhedssektor.

Egentlig ville vi helst have vist scenarierne i levende billeder på video eller multimedie, men af praktiske grunde måtte vi holde fast ved den velkendte formidlingsteknologi: lineær tekst på papir.

Hvert scenario indledes med en kort opsummering af nogle forudsætninger for scenariet og nogle pointer om telemedicin, som vi mener det illustrerer.

4.1 En kompliceret sygdom på Balkan
Vi begynder i det fjerne, hvor det er indlysende at anvende telemedicin, nemlig ved de danske fredsbevarende styrker på Balkan.

Historien illustrerer, hvorledes man med telemedicinsk assistance kan stille vanskelige diagnoser uden at have den lægelige ekspert i sin geografiske nærhed. Her anvendes telemedicin på et område, som er i hastig udvikling.

Scenario
Jensen er en 30-årig sergent, der skal udstationeres i den danske militærforlægning på Balkan. Nogle uger før afrejsen får han en kortvarig "influenza-lignende" sygdom, som han kommer sig godt af, og han erklæres helbredt inden udsendelsen.

Under udstationeringen bliver han efter få ugers forløb imidlertid syg igen. Nu med feber, mathed og underlige symptomer i brystet, som kunne opfattes som stammende fra hjertet. Han indlægges på det danske militærhospital, der er veludrustet med udstyr, men som kun har få specialkyndige læger. Der tages røntgenbilleder af brystkassen og et EKG. Det drejer sig muligvis om en hjertesygdom, men forandringerne er så mærkelige, at man sender både røntgenbilledet, EKG og en kortvarig stetoskopisk optagelse af hjertelydene til hjertespecialisterne på Rigshospitalet i Danmark. Hjertespecialisterne beder militærhospitalet på Balkan udføre en ultralydundersøgelse af hjertet. Militærhospitalet har udstyr til at udføre en ultralydundersøgelse af hjertet, men lægerne er ikke specialister på området og kan hverken gennemføre undersøgelsen eller fortolke undersøgelsens resultat med sikkerhed. Via interaktiv video over satellit forbindes undersøgelsesapparatet på Balkan direkte med en skærm på hjertelægens kontor i Danmark. Det sætter hjertelægen i stand til at dirigere undersøgeren og opnå et definitivt resultat.

Det viser sig, at Jensen har komplikationer til den sygdom, han troede overstået, før han rejste. Han har betændelse på hjerteklapperne. Den korrekte behandling iværksættes, og da Jensens tilstand er blevet stabil, flyves han til afsluttende undersøgelser og behandling i Danmark.

4.2 En hændelse om bord i et skib
Systemet, som beskrives i denne historie, er under udvikling som en EU-prototype. Systemet består af tre hoveddele, der hver især har afgørende betydning: procedurer, uddannelse og teknik.

Historien illustrerer, hvorledes man ved hjælp af telemedicin kan lade en paramediciner, her en styrmand, udføre undersøgelse og behandling af en art, der normalt udføres af en læge. Systemet sikrer, at lægen først og fremmest får de oplysninger, der er afgørende nødvendige, for at lægen kan stille en diagnose. Dernæst muliggør systemet, at lægen kan vejlede paramedicineren i behandling af patienten.

Paramedicineren er uddannet til at agere som lægens øjne, ører og hænder og har definerede procedurer at følge. Lægen har indsigt i, hvad paramedicineren kan, og er endvidere uddannet til at udtrykke sig på en klar procedurebetonet måde, sådan at paramedicineren får netop den vejledning, der er nødvendig.

Teknikken hjælper dels til, at procedurerne følges, og dels til at fremskaffe og formidle de informationer, der er nødvendige såvel for lægen som for paramedicineren. Teknikken alene er utilstrækkelig. Hvis paramedicineren ikke er uddannet til at agere 'lægens forlængede arm', er det givet, at der opstår alvorlige misforståelser.

Systemet kan nemt tænkes videre udbygget, sådan at lægen i land via et netværk kontakter den søfarendes egen praktiserende læge og inddrager denne i videokonsultationen. Herved opnås, at den syge søfarende kan konsultere sin egen læge bistået af en læge med særligt kendskab til søfart. Telemedicinen er således det nødvendige element, der kan tilnærme sundhedstjenesten for søfarende de vilkår, folk i land har.

Scenario
Søren er skibsassistent om bord i et skib. En dag, medens han arbejder på dækket med en slibemaskine, får han noget i øjet. Om aftenen er øjet voldsomt irriteret, og Søren kontakter styrmanden Berit, som er skibets sygdomsbehandler.

Berit har i sin uddannelse som sygdomsbehandler lært at foretage en forundersøgelse af patienter. Hun udspørger Søren i.h.t. et pc-baseret rutediagram og undersøger herefter Sørens øje i.h.t. til fastlagte procedurer. Et PC-baseret journal- og kommunikationssystem assisterer og vejleder Berit i fremgangsmåden. Alle disse oplysninger sender hun ved hjælp af systemet til den vagthavende læge hos Radio Medical tjenesten i land.

Lægen gennemlæser de modtagne oplysninger og beslutter at kontakte skibet via en interaktiv video-forbindelse. Lægen ser Berit og Søren på sin TV-skærm, og Berit og Søren ser lægen på en TV-skærm, der findes i skibets sygerum.

Med et særligt videokamera tager Berit billeder af Sørens øje, hvorefter lægen sammen med Berit afgør, at Søren har fået en slibesplint fastbrændt i øjeæblet. Lægen afgør, at Berit skal fjerne splinten ved hjælp af en såkaldt hulmejsel. Berit udfører denne operation under vejledning af lægen, der hele tiden kan se, hvad Berit gør. Da splinten er fjernet, ordinerer lægen antibiotika til Søren. Denne ordination sender han ved hjælp af journalsystemet til skibet, så Berit får den på skrift sammen med vejledning om dosering og indtagelse.


4.3 En livstruende trafikulykke
I Danmark har man oprettet akutte modtageafdelinger - svarende til de amerikanske Emergency Departments - på alle sygehuse. Her visiteres og primærbehandles alle akutte patienter uanset sygdommens natur, f.eks. hjertetilfælde, trafikulykker, forgiftninger mv. Behandlingen af mindre komplicerede tilfælde færdigbehandles ligeledes på det lokale sygehus, mens mere intensiv og specialiseret behandling - f.eks. traumebehandling - foregår på centre på de tre regionale universitetssygehuse i København, Aarhus og Odense. Universitetssygehusene har helikoptertjeneste. Samtlige sygehuse er bundet sammen via IT netværk. Der er således muligheder for at transmittere billeder, lyd, tekst og signaler. Lokale sygehuse har helipads og ambulancetjenester. Køretøjerne er bemandede med anæstesi- og paramedicinsk personale og udrustet med kommunikationsudstyr, så det er muligt at sende og modtage billeder, lyd, tekst og signaler fra ulykkesstedet og fra køretøjet.

Historien illustrerer, at den nye teknologi giver nye muligheder:

Specialiseret diagnostik og behandling kan centraliseres. Man kan i princippet nøjes med et europæisk center, eller man kan have et nationalt center. I dette tilfælde har vi valgt at have tre regionale centre tilknyttet universitetshospitalerne. Udførelsen af den operative diagnostiske handling - f.eks. scanning røntgenoptagelser, vævs- og blodanalyser - ligger fortsat lokalt, men forudsætter ikke bemanding af særligt specialiseret lægefaglig kundskab. Herved opnås en rationaliseringsgevinst, samtidigt med at man løser et problem med lokal mangel på sundhedspersonale. Videre øger man den diagnostiske og behandlingsmæssige kvalitet ved at centralisere vanskelig diagnostik og behandling til få centre, som dermed får øget viden og kompetence.

Den lokale enhed har i dette tilfælde undergået en forvandling fra tidligere at fungere som et "lille sygehus" med en lav specialiseringsgrad og et bredt behandlingstilbud til at fungere som en fremskudt base for den regionale enhed. Den lokale enheds hovedfunktion er at foretage den akutte behandling, som maksimerer patientens muligheder for overlevelse med så få mén som muligt. Sundhedspersonalets uddannelse er således specialiseret til den akutte behandling af livs- og førlighedstruende tilstande, f.eks. blodprop i hjernen eller i hjertet, trafiktraumer, forgiftninger og forbrændinger.

Scenario
På vejen mellem Hvide Sande og Ringkøbing er en motorcyklist forulykket. Ambulancen fra Ringkøbing sygehus rykker ud bemandet med et traumehold bestående af en læge, en sygeplejerske og en paramediciner. Redningsholdet bærer hjelme, hvorpå der er monteret kamera og telefon. På ulykkesstedet iværksættes avanceret livreddende førstehjælp, hvor den forulykkedes vejrtrækning understøttes med respirator, blødninger standses, kredsløbet stabiliseres med drop, og potentielle brud immobiliseres med kraver og skinner. Under transporten foretages akutte blodanalyser, herunder bestemmelse af blodtypen. Redningsoperationen følges konstant fra studiet på lokalsygehuset i Ringkøbing og fra studiet på traumecenteret i Skejby. Alle kliniske og personlige data som f.eks. bevidsthed, iltmætning, puls, blodtryk og blodtype samt CPR, bopæl og pårørende videregives kontinuerligt til såvel Ringkøbing sygehus og Skejby. I fællesskab beslutter man sig til, at den ulykkesramte yderligere skal stabiliseres og scannes på Ringkøbing sygehus før en eventuel transport til traumecenteret. Pårørende underrettes.

Ved ankomsten til Ringkøbing sygehus gives blodtransfusioner og patienten scannes. Sygehusets tekniske apparatur betjenes af teknikere. Alle data transmitteres til specialisterne på Skejby, og al billeddiagnostik, vævsdiagnostik og laboratoriediagnostik foregår på Skejby, som beslutter at evakuere den forulykkede til Skejby med redningshelikopter.

4.4 En kvinde med en knude i brystet
Mange kvinder vil på et eller andet tidspunkt i deres liv enten selv mærke en knude i brystet eller få opdaget en knude ved en mammografi undersøgelse. Kun et fåtal af disse knuder er ondartede.

For at finde ud af, om knuden er ondartet, skal kvinderne under tiden opereres. Under operationen udtages prøver af det mistænkte væv, som sendes til nærmere undersøgelse ved en patolog. Når patologen har undersøgt, om vævet er godartet eller ondartet og afgivet sit svar, fortsættes operationen. Under hele denne procedure er patienten i narkose.

I mange amter er den patologiske afdeling centraliseret til ét sygehus, som så betjener amtets øvrige sygehuse. Hvis amtets patologiske afdeling er beliggende i en anden by end der, hvor operationen foregår, transporteres det mistænkte væv f.eks. med taxa til patologerne. Patienten kan således risikere, at skulle holdes i narkose i et betydeligt tidsrum, hvor der ikke sker stort andet, end at operationsholdet venter på patologens telefoniske svar.

Den følgende historie viser, at patienterne kan undgå sådanne lange bedøvelser. Den viser ligeledes, at operationsstuerne kan udnyttes bedre, at transport af præparater kan undgås, at visse patologiske rutiner kan udføres af billigere personalegrupper, og at visse diagnostiske procedurer kan internationaliseres.

Scenario
Helle Jensen er 40 år. Hun er af sin læge henvist til Viborg sygehus på grund af en knude i brystet. Knuden er konstateret med sikkerhed ved en mammografi. Der er mistanke om kræft. Helle Jensen har ved samtalen med kirurgen sagt, at dersom man finder kræft i hendes bryst, vil hun - om muligt - helst have brystet bevaret.

Helle Jensen er på operationsbordet og bragt i narkose. Efter få minutter har man udtaget den mistænkte knude, som af en tekniker præpareres til et frysesnit, der lægges under mikroskop. Mikroskopibilledet studeres samtidigt af en patologisk ekspert i brysttumorer. Eksperten sidder ved et center i Paris. Efter yderligere fem minutter har operationsstuen i Viborg patologens svar på computeren: Svulsten er godartet.

4.5 Patienten med tyktarmskræft
I den nære fremtid vil vi se computerstyrede scannere, der kan fremstille alle indre organer tredimensionalt og på en måde, så man kan frafiltrere uønsket "støj". Man vil kunne fremstille hjernens nerveceller uden at forstyrres af f.eks. hjernens støttevæv og på en måde, så man fornemmer at stå inde i hjernen og betragte vævene. På samme måde kan man undersøge f.eks. tyktarmen uden først at skulle tømme tarmen for afføring og uden at skulle have lange fiberscoper op fra endetarmen og ud i tyktarmen. Undersøgelserne bliver således sikrere og mindre ubehagelige, men samtidigt stiger presset på udgifterne til teknisk udstyr.

Fremtidens alment praktiserende læger er via Internettet koblet op på en database, der guider lægen gennem de seneste opgraderinger af undersøgelsesprogrammer for f.eks. alle kræftsygdomme. Databasen tager udgangspunkt i et symptom, f.eks. hoste, smerter eller blødninger. Via et rutediagram guides lægen til at opstille et relevant primært diagnostisk undersøgelsesprogram for patienten. Mere specialiserede undersøgelses- og behandlingsprogrammer er centraliseret til et fåtal landsdelscentre, og almen lægen kan via sin computer få on-line oplysninger om ventetider ved centrene samt afgive sin tidsbestilling ved centeret med den korteste ventetid.

Patientgrupper har oprettet deres egne internationale HOME PAGEs på Internettet, hvor de meddeler deres erfaringer f.eks. med enkelt læger, med sygehuse, med behandlingsformer, med praktiske løsninger på dagliglivets problemer som patient med en given sygdom etc. IT samfundets kritiske forbruger vil som patient kunne få større "varedeklaration" på sundhedsydelser udenom sundhedsvæsenet og vil stille skærpede krav.

Denne historie illustrerer, at større opgaver kan lægges ud i den primære sektor. Med forbedrede værktøjer sikres en opdateret og ensartet diagnostisk procedure hos den alment praktiserende læge. Patienten undgår herved en måske fatal latenstid, og patienten sikres en ensartet behandling på højeste specialist niveau uanset geografisk tilhørsforhold.

Den patologiske undersøgelse af væv kvalitetssikres ved et intereuropæisk ekspertnet. Centralsygehusets funktion er i denne historie og i denne situation reduceret til et lokalt sygehus. Mere primærdiagnostik vil overgå til primær praksis, fordi den praktiserende læge er tæt ved patienten, kan kommunikere audiovisuelt direkte med ekspertcentre og har tilgængelighed for livslang uddannelse og træning on location. Dette er udtryk for en decentralisering. Mere vanskelig, kostbar og specialiseret diagnostik og behandling vil overgå til ekspertcentre. Denne tendens ses allerede med f.eks. "hjertecentre" og "transplantationscentre", ligesom nye centre er på vej, f.eks. centre for tarmkræft og for urinblærekræft. Dette er udtryk for en centralisering. Herved vil den nu kendte struktur, der er bygget op med et eller flere "centralsygehuse" og et antal mindre lokale sygehuse, og som primært er baseret på de amtskommunale grænser, antageligt undergå betydelige forandringer.

Scenario
En 60-årig mand fra Esbjerg har blod i sin afføring og henvender sig til sin praktiserende læge. Lægen udspørger og undersøger sin patient i henhold til det computer baserede rutediagram. Samtidig bestilles laboratorieundersøgelser og scanning af maven og tarmene. Disse undersøgelser udføres af teknisk personale på det lokale sygehus i Esbjerg. Data transmitteres til det valgte landsdelscenter - Odense Universitetshospital, hvor diagnostikken foretages af lægelige specialister. Man tager vævsprøver fra det syge område af tarmen. Patologerne er usikre på diagnosen og rundsender mikroskopi prøver til det europæiske cancer patologi netværk. Efter få timer er kræftdiagnosen verificeret. Patienten opereres, men man nødsages til at lægge tarmen frem på bugen for en tid.

Som et led i det efterfølgende program udleveres en CD-ROM med interaktiv undervisning i livet som tarmopereret. I programmet findes tillige Internet adresser på relevante patientgrupper og på sundhedsfaglig ekspertrådgivning.

4.6 Patienten ud af centrum og ind i kredsen
I vores næste historie er patienten et yngre og velinformeret menneske, der har en kronisk sygdom og som ikke vil nøjes med "at være i centrum" - altså beskues. Han vil ind i beslutningskredsen. Med telemedicin vil patienterne kunne få flere muligheder for valgfrihed. Det kalder på nye samarbejdsformer. Men historien har flere aspekter, der kalder på samarbejde.

Mange kræftpatienter tilbydes efter operation supplerende behandling med henblik på varig helbredelse eller i hvert fald undertrykkelse af sygdommen. Der er visse andre kræftsygdomme, som man vælger ikke at tilbyde kirurgisk behandling, men går direkte til strålebehandling og/eller kemoterapi. Det drejer sig f.eks. om patienter med kræft i blod- eller lymfesystemet. Strålebehandling og medicinsk behandling af kræft er komplikationsfyldt og forudsætter nøje kontrol. Knoglemarvstransplantation, som er meget ressourcekrævende og forudsætter yderligere intens kontrol, kan komme på tale i udvalgte tilfælde. I Danmark har denne stråleterapeutiske og kemoterapeutiske behandling først og fremmest hjemsted på få centre, der samarbejder med patientens eget sygehus og de praktiserende læger. Valg af behandling finder sted på grundlag af en række undersøgelser, der giver svar på, hvor udbredt sygdommen er og hvilken grundtype, det drejer sig om. Den mikroskopiske klassifikation af svulsten og dens aflæggere er grundstammen i denne vurdering. Hertil kommer bedømmelse af røntgenbilleder, ultralydbilleder og en række blodprøveværdier, som vil være bestemmende for, hvor meget og hvor længe man vil tilbyde patienten behandling. Et behandlingsforløb består derfor af indlæggelser og ambulante besøg, dels på eget sygehus, dels på centret, ofte relativt langt fra patientens hjem.

Samarbejde mellem de forskellige behandlingsinstanser er nødvendig for at indhøste og opretholde erfaring om både diagnose og virkninger på efterforløbet af en given behandling. For eksempel må det kræves, at kræftvævs mikroskopiske billede tolkes ens i København og Slagelse, hvis man skal kunne drage holdbare konklusioner.

Den ny telekommunikationsteknologi vil kunne finde anvendelse på mange måder, dels så patienten sparede lange ture til ambulatoriebesøg på centrene, dels så lægerne kan få et mere ensartet og konklusivt vurderingsgrundlag. Formålet er kvalitetsudvikling, kvalitetssikring og kontinuitet.

I historien har vi valgt en sukkersygepatient. Vi kunne lige så vel have valgt en anden gruppe som f.eks. en transplantationspatient eller en kræftpatient som eksempel.

Scenario
Bjarne er 30 år og har en meget svær sukkersyge, der har påvirket hans blodkredsløb i fødderne og hans syn. Bjarne er et socialt menneske med en stor vennekreds, og han er et aktivt foreningsmenneske. Han har sin hjemmecomputer, der er udstyret med videokamera og mikrofon. Han er med i Internettets diabetes forening og er informeret om de nyeste behandlingsmuligheder.

Gennem de sidste tre år har Bjarne haft et sår på foden, som ikke vil hele. Han har derfor været adskillige gange på sygehuset og er blevet opereret et par gange. Ved det seneste kontrolbesøg har man på Bjarnes initiativ afholdt video-konference mellem det lokale sygehus og universitetshospitalet. Efter en nøje inspektion og undersøgelse af såret diskuterer specialisten, Bjarne og den lokale læge behandlingsmuligheder og deres konsekvenser. Man enes om, at forreste del af foden må amputeres og aftaler de videre procedurer.

Inden operationen skal Bjarnes insulin justeres, og nyrefunktionen skal kontrolleres. Specialisten kontakter nyrespecialisten og sukkersygespecialisten på universitetshospitalet, som opstiller et program for blodanalyser og insulinjusteringer. Dette program gennemføres lokalt af Bjarne og den lokale læge. Bjarne er nu klar til operation.

Bjarne kommer hurtigt ud af sengen igen, men hans sukkersyge er meget svær at styre. Man beslutter, at han skal hjem, hvor han er mere aktiv og forhåbentlig bedre kan styre sukkersygen. Inden udskrivelsen afholdes video-udskrivningssamtale med hjemmesygeplejersken bl.a. for at vise hende, hvornår og hvordan Bjarnes sårforbindinger skal skiftes.

Bjarne indtaster dagligt sine blodsukkerværdier på computeren. Én gang om dagen kontakter kan sukkersygespecialisten og ernæringseksperten, som ud fra værdierne og Bjarnes tilstand i øvrigt kommer med forslag til ændringer af hans kost og insulin.

Bjarnes sår heler langsomt. Hjemmesygeplejersken kommer og skifter sårforbindingen to gange om dagen. Med digitalt kamera tages et billede af såret. Billedet sendes via Bjarnes computer til specialistens skærm, og ved samme lejlighed holdes videokonference mellem Bjarne, sygeplejersken og specialisten.

Bjarne er tilfreds. Han ved nemlig, at den vejledning og behandling, han får, er i overensstemmelse med de bedste internationale standarder. En viden han har fra klubben på internettet.

Hvordan vil samarbejdsformerne se ud om 5 år?
Det hidtidige samarbejde mellem et center og patientens lokalsygehus vil være udvidet og ændret ved anvendelse af:
  • Telekonferencer, altså interaktiv video,
  • Internetteknologi for en lukket gruppe af deltagende medicinsk personale i et såkaldt intranetsamarbejde. Intranet skal bruges til at sende tekst, mikroskopibilleder, røntgenbilleder, billeder af kikkertundersøgelser til hinanden via et elektronisk postkassesystem,
  • Opbygning af databaser over de karakteristiske sygdomsfund, både ved forløbets start og ved kontrolundersøgelserne.
Konferencerne kan holdes regelmæssigt én eller flere gange om ugen til at opnå enighed om, hvorvidt en given patient skal tilbydes behandling, og hvor den skal gives. Konferencerne skal også bruges til efterfølgende at vurdere forløbet af den givne behandling. Ved konferencerne kan patienten evt. være til stede, der kan fremlægges røntgenbilleder, mikroskopibilleder o.lign. Ofte vil resultatet være enighed om indlæggelse på centret til start af behandling med efterfølgende kontrol på lokalt sygehus eller hos egen læge.

Intranettet bruges til erstatning for ambulant efterkontrol på centret, ved at lokalsygehuset kontrolundersøgelser sendes til centrets elektroniske postkasse med adresse hos onkologerne, røntgenlægerne, patologerne osv. Tolkningen af undersøgelserne og råd om videre behandling gives ved efterfølgende telekonferencer eller skriftligt som elektronisk post.

Intranettets databaser har hjemsted på centret. Man vil opbygge databaser for de enkelte veldefinerede patientkategorier. I disse databaser lagres alle indhøstede data i henhold til et aftalt system, der har til formål at rubricere de forandringer, som behandlingen medfører. Alle de behandlende sygehuse, der er tilsluttet databasesystemet, har adgang til data, som opgøres fortløbende og danner det samlede og fælles erfaringsgrundlag for de deltagende afdelinger/speciallæger/alment praktiserende læger med henblik på vurdering af behovet for indførelse af forbedrede behandlingsregimer i fremtiden. Faretruende undersøgelsesresultater giver anledning til umiddelbar indgriben. På både kort og lang sigt opbygges således kvalitetsudvikling og -sikring. Patienten spares for nogle af de i dag så hyppige besøg i centrenes ambulatorier.

Allerede i dag foregår det nationale og internationale samarbejde mellem centene på denne måde, men kun i udvalgte tilfælde. Samarbejdet om forbedret og risikofri behandling af patienterne vil i fremtiden hyppigere og hyppigere foregå globalt. Det vil være naturligt, at også patientens læge og hjemmesygeplejen inddrages i det beskrevne forløb.
Forrige afsnit:
Afsnit 3. Handlingsplan		 Indholdsoversigt Næste afsnit:
Afsnit 5. Spørgsmål