Det er ganske vist!

For at komme i nærheden af Mandela og få del i hans stråleglans, havde LEJ fundet på den kuriøse idé, måske i en rus – begejstringens rus, förstås – at rejse til Sydafrika for at udnævne Mandela til årets julemand for 1996. Grønland var jo julemandens bolig. Verdens mest berømte politiske fange skulle nu gøres til en harmløs Santa Claus, et faktisk ret så betegnende sindbillede på Illorsuit-drengens politisk banale tankegang. Alt er dybest set kun gøgl uden egentlig substans.

Torsdag d. 18. maj 2017
Esben Skytte Christiansen, samfunds- og sprogvidenskabelig kandidat, lærer, fhv. skoleleder.
Emnekreds: Journalistik, Plattenslageri, Siumut.


Over flere sider i AG nr. 18 fra netop uge 18, årets alkoholfrie uge, er der en fyldig præsentation af en portrætbog om landets vel nok mest kendte tørlagte alkoholiker under titlen ”Den utæmmelige”. Bogen er forfattet af en AG-journalist, som må have trukket ikke så lidt på sine erfaringer med portrætter af folk som storsvindleren Stein Bagger. Meget kan siges om den portrætterede, Lars Emil Johansen (LEJ), men i en bog på 352 sider er nok ikke alt med, om end det meste af officiel karakter uden tvivl er det.

Derfor må jeg berette om en for LEJ ret kendetegnende fortælling, som jeg for to år siden blev præsenteret for i Sydafrika. Jeg havde undervejs fra Kapstaden til Østafrika gjort ophold i landets hovedstad, Pretoria, hvor jeg boede hos Jensen Safari. Storvildtjægeren Jensen selv hentede mig ved banegården for Blue Train, og jeg blev indkvarteret i hans Karen Blixen Lodge. Derefter satte vi os godt til rette med nogle gedigne gin & tonics midt i Jensens enorme samling af jagttrofæer. Eftersom jeg kom fra Grønland fortalte Jensen da en ret utrolig historie om LEJ og konsorter, som ikke indgår i portrætbogen.

Sydafrikas allerede dengang nærmest sagnomspundne leder, Nelson Mandela, var blevet sat på fri fod i begyndelsen af 1990’erne efter en menneskealder i fængsel på grund af sin modstand mod regimets apartheidpolitik, og kort derefter var han blevet landets præsident. Mandela blev hyldet over alt i verden, han blev et symbol på de undertrykte folks frigørelse, og han fik tildelt Nobels fredspris. Alle der mente, at de selv var af stor betydning, bestræbte sig på at blive set sammen med Mandela, koste hvad det ville. Således også LEJ, der dengang var landsstyreformand. Mandela var et venligt og høfligt menneske, der udmærket vidste, hvad det betød ikke at være i rampelyset, så han afviste ikke selv den mindste og mest ihærdige bejler.


For at komme i nærheden af Mandela og få del i hans stråleglans, havde LEJ fundet på den kuriøse idé, måske i en rus – begejstringens rus, förstås – at rejse til Sydafrika for at udnævne Mandela til årets julemand for 1996. Grønland var jo julemandens bolig. Verdens mest berømte politiske fange skulle nu gøres til en harmløs Santa Claus, et faktisk ret så betegnende sindbillede på Illorsuit-drengens politisk banale tankegang. Alt er dybest set kun gøgl uden egentlig substans.

Som sagt, så gjort. Der blev organiseret en stor regerings- og embedsmandsdelegation, der valfartede på den dyre skatteyderbetalte rejse til det regnbuefarvede flags land. Også den blev, som jeg (dog for egen regning), indkvarteret hos storvildtjæger Jensen, for kunne man ikke, når man nu alligevel var i landet, lige så godt tage en safaritur med i købet? Jovist, alt var jo så storsindet betalt af skatteyderne i Danmark og Grønland. Jensen fortalte muntert, at det eneste virkelige problem, delegationens medlemmer havde at kæmpe med, og det gjaldt især landsstyrets medlemmer, herunder LEJ, var, at de stort set alle var på antabus og derfor ikke rigtig kunne slå gækken løs, som de havde for vane hjemme i Grønland. Det var de meget ærgerlige over.

Under den næsten alkoholfrie, men alligevel utvungne sammenkomst hos Safari Jensen kom en grøn embedsmand – dansk naturligvis, dog ikke på antabus – med nogle utidige bemærkninger om, hvorvidt Mandelas sorte ANC-regering, hvor selv kommunister havde sæde, nu også ville kunne tage den store udfordring op, som magtovertagelsen udgjorde. Landsstyreformanden fór utæmmeligt op som trold af en æske og læste den formastelige dansker lektien. Her skulle ikke siges noget negativt om grønlændernes sorte brødre, for var de ikke deres lidelsesfæller, lød det retoriske spørgsmål? Havde de sorte i Sydafrika ikke også lidt under kolonialismens og den hvide mands hårde åg, nøjagtig som den grønlandske befolkning havde gjort det i århundreder? Den uvorne embedsmand måtte kunne begribe, at inuitter og sorte var brødre udi lidelsen. De havde været udsat for de samme overgreb, den samme udbytning, den samme fornedrelse. Derfor måtte de også stå sammen i nødens som i sejrens stund.

Såre patetisk, javist, men Mandelas politiske projekt var jo forsoning og tilgivelse, noget ganske ukendt for LEJ og proselytter. Den hvide mand var ikke fjenden. Selv julemanden var trods alt også en hvid opfindelse.

Når alt kommer til alt har ingen enkeltperson skadet Grønlands omdømme ude i den store verden mere end LEJ. Det kan man forvisse sig om mange steder, det være sig i Sydafrika eller i de andre BRICS-lande. I stedet for at udgive et næsegrust beundrende hyldestskrift, burde man opstille en skamstøtte af fossiler på markedsgøglets plads midt i hovedstaden.

Se, den historie er ikke at læse i portrætbogen, men sligt skal man, med eventyrdigteren, ”ikke fortie, og jeg vil gøre mit til, at den historie kan komme i avisen, så den går landet over”. Vi får så se, om avisen tør! Kogt ned i sin substans er historien da også et mere ægte symbol på hele LEJs politiske credo end alt det øvrige flimmer tilsammen. Her i denne historie ser man, hvor små mennesker, af såvel krop som ånd, kan være, når magten gør dem så storagtige, at virkeligheden splintres – som polaristerninger i en gin & tonic under den sydafrikanske sol. ”Og det er ganske vist”.
Se en video af overrækkelsen her
Mandela blev fremvist som en mandshøj figur udklædt som julemand