Landsstyret har mistet styringen

Det ser sort ud. Med Finanslovsforslaget for 2015 fortsætter landsstyret sin visionsløse tilgang til udviklingen af vort samfund. Pilen peger direkte mod afgrunden.

Onsdag d. 27. august 2014
Justus Hansen, Medlem af Landstinget for Demokraterne
Mike K Andersen, formand for Demokraterne Region Sermersooq Vest
Emnekreds: Landsstyret, Politik, Siumut.

De sidste par dage har været sørgelige for Grønland. Først præsenterede landsstyret et helt igennem trist forslag til Finanslov uden nogen former for visioner og retning. Hernæst gennemtrumfede landsstyret en udligningsmodel uden at have nogen som helst anelse om, hvorvidt den er retfærdig. Styringen og overblikket er totalt forsvundet.

Det ser sort ud. Med Finanslovsforslaget for 2015 fortsætter landsstyret sin visionsløse tilgang til udviklingen af vort samfund. Pilen peger direkte mod afgrunden.

Landsstyret har tilsyneladende intet begreb om at få gang i beskæftigelsen, man er ligeglad med at bygge boliger, hvor der er behov og man trækker på skuldrene af, at man ikke er i stand til at udarbejde en Finanslov i balance. Det er ikke godt nok. Styringen er totalt forsvundet.

Og som om det ikke var nok, så har landsstyret besluttet at straffe borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq med beslutningen om en ny udligningsmodel. Ingen ved om den er retfærdig for der eksisterer intet talmateriale, der er godt nok. Her kunne landsstyret have valgt at bevare overblikket og styringen, og sat sig til at vente på de rette data. Det har man valgt at lade være med. I stedet har man stukket en finger i luften, og gjort hvad man følte var rigtigt. Og det var ikke overraskende at belønne de Siumut-styrede kommuner på bekostning af Kommuneqarfik Sermersooq.

Landsstyrets beslutning kommer især til at gå ud over de svageste områder i Kommuneqarfik Sermersooq, hvilket i praksis betyder Østgrønland. Der er nemlig ingen tvivl om, at leveforholdene her er blevet forbedret på grund af kommunesammenlægningen. Kommuneqarfik Sermersooq har foretaget gode og målrettede investeringer, der har gjort hverdagen og leveforholdene bedre end de var før kommunalreformen. Det har kostet penge, men de har været godt givet ud. Men der er fortsat behov for investeringer på stort set alle områder i Østgrønland for, at forbedringerne kan blive som minimum opretholdt og gerne udbygget. Det er der formentlig ikke længere råd til, og det er altså et kæmpestort ansvar som landsstyret må tage på sine skuldre.

Det er snart halvandet år siden, at der var valgkamp. Den gang lovede Siumut gang på gang bedre forhold for borgerne i bygder og yderdistrikter. Siumut glemte vist bare at oplyse, at det løfte ikke gjaldt for borgerne i Kommuneqarfik Sermersooq.