Skjult partistøtte i millionklassen til Siumut

Af cirkulæret fremgår det endvidere, at det skam ikke er nødvendigt at opslå stillingerne offentligt. Hvorfor dog alt det besvær med at gennemgå ansøgninger, når det eneste formål tilsyneladende er at give Siumut et skjult milliontilskud til politisk arbejde.

Fredag d. 3. januar 2014
Andreas Uldum, landsstyremedlem for Finanser og Råstoffer, formand for Demokraterne
Emnekreds: Kammerateri, Politik, Siumut.

Hvorfor selv betale for rådgivning, når man kan få landskassen til at punge ud? Nogenlunde sådan må rationalet have været, da Siumut besluttede at åbne op for ansættelse af særlige rådgivere til landsstyret.

De politiske partier i vort land modtager hver især et årligt partitilskud, der blandt andet bliver brugt på personale og ekstern konsulentbistand eksempelvis i form af rådgivning.

Men det er åbenbart ikke nok for det dybt forgældede regeringsparti Siumut – her vil man have mere personale og flere rådgivere, men man har åbenlyst ikke selv råd til at betale for det. Heldigvis har Siumut fundet en smart løsning – landskassen og dermed skatteborgerne skal da betale i stedet.

Siumut har derfor i al hast fået udarbejdet et cirkulære, der er trådt i kraft 1. januar. Med cirkulæret i hånden kan medlemmer af landsstyret ansætte hver en særlig rådgiver, mens formanden for landsstyret kan ansætte et ubegrænset antal særlige rådgivere. Disse særlige rådgivere bliver udstyret med en løn på kontorchef-niveau, og får naturligvis også mobiltelefon, bærbar computer og hvad man nu ellers skal bruge.

De særlige rådgivere er naturligvis formelt ansat i Selvstyret, men heldigvis for Siumut fremgår det tydeligt af cirkulæret, at de særlige rådgivere skam godt må deltage i møder i landsstyremedlemmets parti, og at de også godt må stå for kontakten til partiorganisationen. Det nye cirkulære giver med andre ord mulighed for, at Aleqa Hammond kan ansætte et ikke nærmere bestemt antal rådgivere, mens de seks øvrige siumuttere i landsstyret kan ansætte hver en. Der bliver vist trængsel i Siumuts mødelokale fremover…

Af cirkulæret fremgår det endvidere, at det skam ikke er nødvendigt at opslå stillingerne offentligt. Hvorfor dog alt det besvær med at gennemgå ansøgninger, når det eneste formål tilsyneladende er at give Siumut et skjult milliontilskud til politisk arbejde, som andre partier ikke kommer i nærheden af?

Nogen vil måske mene, at vi fra Demokraterne skulle lade tvivlen komme Siumut til gode? Hvem ved; det kunne jo være, at man kigger benhårdt på erfaringer og kvalifikationer? Det er så heller ikke tilfældet. Allerede den 2. januar – dagen efter cirkulæret trådte i kraft blev den første særlige rådgiver udpeget. Landsstyremedlem for Fiskeri og Fangst Karl Lyberth ansatte Tom Ostermann, der gjorde sig bemærket som en af Siumuts kandidater ved det seneste valg til Landstinget. Derudover er det vist mere end almindeligt kendt, at Tom Ostermann har endog meget nære relationer til toppen i Siumut.

Siumut har desværre valgt, at alting i 2014 skal være præcis som det plejer.