Politisk tæft i stillingen som landsstyrets retschef

Med tanke på stillingens beskaffenhed kunne man vel – ud over selvfølgelig betydelig juridisk indsigt og erfaring – have forventet et krav om faglig kompromisløshed og mod til at insistere på overholdelse af gældende regler.

Onsdag d. 21. august 2013
Palle Christiansen, Landstingsmedlem for Demokraterne
Emnekreds: Landstinget paragraf 37 spørgsmål, Love og konventioner, Politik, Siumut.

I medfør af § 37 i Forretningsorden for Landstinget fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål:

Hvad er baggrunden for det besynderlige krav om ”politisk tæft” i jobopslaget til stillingen som landsstyrets retschef?

Begrundelse
Som det vil være de fleste bekendt, er stillingen som retschef for landsstyret for tiden ledig. Enkelte har måske også bemærket at stillingen for nyligt er blevet slået op.

Selv har jeg med interesse læst stillingsopslaget og har særligt hæftet mig ved de angivne kvalifikationskrav.

Med tanke på stillingens beskaffenhed kunne man vel – ud over selvfølgelig betydelig juridisk indsigt og erfaring – have forventet et krav om faglig kompromisløshed og mod til at insistere på overholdelse af gældende regler. Et sådant krav indeholder jobopslaget dog ikke. Som det første blandt flere kvalifikationskrav nævnes derimod ”politisk tæft”.

Man må spørge sig selv hvad der mon menes hermed, og hvad formålet kan være?

Retschefen er Selvstyrets øverste jurist og skal i enhver henseende udføre sit job uden politiske hensyn. Såvel Landstinget som landets befolkning skal kunne have ubetinget tillid til, at retschefen varetager sine opgaver på en måde som er saglig og politisk neutral.

At nævne ”politisk tæft” blandt jobopslagets kvalifikationskrav sender derfor et besynderligt og ikke særligt tillidsvækkende signal – et signal som vel kun kan bestyrke den bekymring, som presseforlydender om baggrunden for afskedigelsen af den tidligere retschef må give anledning til.