Om pressens rolle

I den konkrete sag er millioner af skatteyderbetalte kroner på spil i en sag som kunne være afværget. Nanortalik, fangerne og Puisis ansatte betaler en uhyggelig høj pris for det økonomiske lemmedaskeri, vi alle har været vidne til, men som nogle mener, at vi helst ikke skulle have skrevet om.

Fredag d. 4. februar 2000
Erik Holmsgaard
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Erhverv, Politik, Puisi.



//////"Frihed under ansvar gælder for politikere, når vi skal varetage den politiske magt. Det gælder for eksempel også for pressen, når de kaster sig over en sag. Vi har i det forgangne år set eksempler på begge disse områder, hvor friheden har grænser."
Sådan udtrykte landsstyreformand Jonathan Motzfeldt sig, da han 1. januar henvendte sig til befolkningen i TV.

Jeg lige siden grublet over substansen i det citat. Hvad mente manden i grunden? Hvilke eksempler henviste han til? Hvor og hvornår har pressen nået grænsen for frihed? Kunne det være sagen om tidligere landsstyremedlem Mikael Petersen? Kunne det være Sermitsiaqs artikler om Puisi A/S, som for størsteparten bærer undertegnedes signatur? Eller var det blot et surt opstød som følge af, at pressen forsøger at leve op til rollen som vagthund?

Jeg kender ikke svarene på disse spørgsmål, for jeg har ikke spurgt landsstyreformanden. Men skulle vi her på Sermitsiaq være mål for Motzfeldts bitre bemærkninger, så melder vi hus forbi.


3 tidligere artikler
i Sermitsiaq om
om Puisi A/S:
28/1-2000 Pølsen uden ende...
29/10-1999: Fænomenet Puisi
14/5-1999: Puisi, pølser, piller og politik
I op mod 40 artikler og redaktionelle kommentarer har vi behandlet Puisi-sagen. Vi har forsøgt at vende hver en sten i det principielt interessante og løfterige virksomhedsinitiativ. I den forbindelse har vi også givet ledelsen spalteplads til at fortælle om projektet og deres visioner. Vi har været i Nanortalik for at se projektet. At vi aldrig kom til Kina er en journalistisk fejl.

Fra begyndelsen har vi anlagt en kritisk vinkel - ikke fordi vi er sortseende pessimister, men fordi budgetmaterialet og hele begivenhedsforløbet under opbygningen af virksomheden har udstrålet eklatant mangel på troværdighed.

Gang på gang har vi skildret hvordan det, der (formentlig) kunne være blevet til en sund eksportvirksomhed, i stedet blev offer for politiske trakasserier, økonomisk uansvarlighed og skalten og valten med menneskeskæbner og en hel kommune alene fordi de ansvarlige netop ikke levede op til deres ansvar.

Vi dømmer ingen på forhånd.

Men når vi griber en virksomhedsleder i usandheder, så skriver vi det og kalder en spade for en spade.

Når landsstyreformanden sender en af sine direktører i byen for at skaffe penge til, at landsstyreformandens valgløfter kan blive opfyldt, så skriver vi om det og kalder det for kommissærmetoder.

Når vi kan dokumentere, at en virksomhed overtræder myndighedskrav, så skriver vi det, selvom nogen føler sig trådt for nær.

Når SIK-formanden jonglerer med lønmodtagermidler uden at have bestyrelsesdækning for det, sår vi tvivl om mandens hæderlighed.

Når forsøg på at bremse en skæv udvikling i Puisi bliver fejet af bordet i dølgsmål af Sulisas generalforsamling, så skriver om det etc., etc.

Sådan er pressens rolle nu engang. Vi skal ikke kun ved højtidelige lejligheder kalde os selv for demokratiets vagthund. Vi skal være bidske i hverdagen.

I den konkrete sag er millioner af skatteyderbetalte kroner på spil i en sag som kunne være afværget. Nanortalik, fangerne og Puisis ansatte betaler en uhyggelig høj pris for det økonomiske lemmedaskeri, vi alle har været vidne til, men som nogle mener, at vi helst ikke skulle have skrevet om.

Vi skrev alligevel, og vores dokumentation har været i. orden. Det har historien bevist.

I al beskedenhed mener vi, at Sermitsiaqs artikler forlængst burde have fået de ansvarlige til at spærre øjnene op - og reagere. Intet skete. Dvask og uansvarligt lod man millionerne rulle.

"Det interessante er nu, hvem der påtager sig ansvaret, hvis det lykkes at smadre et ellers udmærket projekt. Vi ved godt, hvem der vil stå frem, hvis det bliver en succes.
Mon de samme vil tage ansvaret for en fiasko?"
Citat: Sermitsiaqs leder 29. oktober 1999.