Puisi A/S skal finde et nyt koncept

Vi har alle blandt andet hørt om priser på spæk på 500 kroner pr. kilo!!! Hvem tror på sådan en skrøne? Udover altså lige bestyrelsen, som blåøjet har fundet sig i en hvilken som helst påstand fra de såkaldte samarbejdspartnere.

Tirsdag d. 1. februar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi.

ATASSUT ER faret i flint over Puisi-skandalen. Det forstår vi kun alt for godt. Endnu engang er offentlige midler snoldet op på et projekt, der måske kunne være blevet godt, men bestemt ikke blev det. Selskabet nåede lige akkurat at bruge alle de indskudte midler, før nøglen blev drejet om. Ikke en eneste krone er tjent. Der er hverken solgt pølser eller sælolie, mens de uvederhæftige samarbejdspartnere i Kina øjensynligt har brugt, hvad de har haft til rådighed. Det har ikke skortet på advarsler, både om konceptet, om de alt for sparsomme forberedelser, og om de manglende garantier for et marked. Der er ifølge det overfor AG oplyste brugt godt og vel 50 millioner kroner, og det har vi fået en gigantisk pølsefabrik for i Nanortalik. I branchen siger man, at den kan imødekomme hele Nordeuropas samlede servelatpølsebehov. Altså en stor, flot fabrik, som nødvendigvis måtte have et talstærkt kinesisk kundeunderlag for at få nok at bestille. Men desværre har man arbejdet efter et koncept, der skaber problemer fra starten. Ideen går nemlig ud på at lave pølser i et af de lande i verden, hvor produktion er dyrest - nemlig Grønland - og sælge dem der, hvor der er flest fattige. Der har været opereret med et fantom-marked, som formentlig kun har eksisteret i amerikanske, canadiske og kinesiske samarbejdspartneres fantasi; det er mennesker, der har hævet løn siden efteråret uden at bestille noget. Det er fortvivlende, at vi kan blive ved med at gribe storstilede projekter så uprofessionelt an. Hvad er vi dog for en samling godtroende nørder, at vi den ene gang efter den anden kaster os ud i eventyrprojekter, vi ikke har forstand på. ENDNU ENGANG kommer man til at tænke på dokumentarfilmene "Mondo Cane", der i begyndelsen af 1960’erne fremstillede mennesker og kulturers mærkværdige særpræg - blandt andet en isoleret stamme, der satte landingslys i bjergenes regnskov for at lokke den store sølvskinnende fugl med bugen fuld af rigdom ned fra himlen - sådan som man gjorde i den teknologisk verden u uden for regnskoven. Nat efter nat stod de helt tavse og betragtede den sorte nattehimmel. Men der kom ingen sølvfugle. Her i landet bygger vi en fabrik, producerer en masse pølser og venter tavse på, at nogle en dag vil komme og betale for dem. Atassut har i en pressemeddelelse forlangt, at Puisi A/S’ bestyrelse fyres, fordi den har ladet virksomheden køre helt af sporet, inden den begyndte at gribe ind. Det er nok lidt vanskeligt at hænge koncernchefen i Royal Greenland, Ole Ramlau-Hansen, op på selskabets kollaps, idet han som den sidst ankomne trådte til i december og med det samme bad om at få kontrolleret rigtigheden af virksomhedens økonomiske forudsætninger. Men hvad med de andre? Ja, dem er det knap så godt med. De har været i gang siden sommer, og de har fra begyndelsen vidst, at det kneb med dokumentationen. Der findes ingen dokumentation for de eventyrlige muligheder, der blev opregnet for de to sælfabrikker, men vi har alle blandt andet hørt om priser på spæk på 500 kroner pr. kilo!!! Hvem tror på sådan en skrøne? Udover altså lige bestyrelsen, som blåøjet har fundet sig i en hvilken som helst påstand fra de såkaldte samarbejdspartnere. Bestyrelsen kunne have grebet ind. Der har som sagt været advarsler nok, som kunne have ført til en tidligere og mere overkommelig start på retableringen af Puisi A/S.