Historien gentager sig igen og igen og igen...

Bare det var så let. Så kunne vi læne os tilbage og slappe af og være sikre på, at »den hellige grav er vel forvaret«. Men erfaringerne fortæller os, at der er al mulig grund til bekymring. Det er ikke nok, at politikerne »finder projektet interessant«, og at Jess G. Berthelsen tror på det. Der skal helt anderledes kvalificerede vurderinger til, før man kan satse halvdelen af sin ejendom (aktierne i Sulisa). Og selv med kvalificeret optimisme og overbevisende dokumentation for succes skal et selskab som Sulisa aldrig indlade sig på økonomiske garantier, der kan få så alvorlige følger for selskabet, hvis det alligevel går galt.

Tirsdag d. 13. april 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi, Turisme, Økonomi.

KRYDSTOGT-EVENTYRET med "M/S Disko" endte med et brag, en økonomisk fiasko så fatal, at der burde rulle hoveder, hvis de ikke allerede var rullet. Og det er de vel. Nogle af dem i alt fald.

Og endnu engang skal skatteyderne betale gælden: 25-35 millioner kroner eller op mod 1.000 kroner pr. skatteyder. Endnu engang har et forfejlet projekt kostet en masse penge, fordi middelmådige politikere og embedsmænd ikke har gjort deres arbejde godt nok.

For "Greenland Cruise"’s vedkommende har muligheden for at forudse projektets forløb været de bedste. Markedsmæssigt har krydstogtprojektet været en uforbeholden succes. Der har været masser af passagerer, og de berømmer krydstogtet som det bedste turistprojekt i verden.

Og alligevel går selskabet ned.

"Disko" er ikke sunket, men det er rederiet "Greenland Tourism". Med mand og mus. Kapitalen er væk, og de 25-35 millioner kroner, der skal udredes, er selskabet ikke god for. "Disko" kan ifølge direktør Stig Rømer Winther sælges for en fjerdedel af den bogførte værdi på 36 millioner kroner. Greenland Tourism er reelt gået rabundus. Nøglen kan drejes om udefra.

DET MEST FORBISTREDE ved denne skandale er, at det ikke skortede på advarsler, da tidligere direktør Kim Folmann Jørgensen lancerede ideen. Alene problemerne med finansieringen talte deres tydelige sprog. Uden en stensikker garanti fra landskassen ville ingen være med. Så efter en række sonderinger, hvor Grønlandsbanken blev omtalt særdeles negativt for sin "overforsigtighed", endte det med landskasselån.

Det havde været klogere at lytte til Grønlandsbanken og de andre adspurgte investorer, som naturligvis ser på sikkerhed og bæredygtighed. Heri burde der ikke være nogen konflikt mellem investorerne og det offentlige Grønland. Grønland har ikke brug for flere synkefærdige eventyr, der udover at blive igangsat for skattekroner, skal holdes kunstigt i live med skattekroner for ikke at gå neden om og hjem.

Både det grønlandske erhvervsliv, investorerne og hjemmestyret må følge samme regler for udviklingen. Det private erhvervsliv er nødt til det. Hjemmestyret må lære at indse det.

NETOP NU VERSERER en debat om de økonomiske garantier, som erhvervsudviklingsselskabet Sulisa A/S vil yde til sælprojektet i Nanortalik "Puisi A/S", og der er unægteligt lighedspunkter mellem de to investeringsforløb. Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at skaffe kapital til "Puisi A/S"’s virkeliggørelse. Hverken banker eller andre investorer kan på det nuværende beslutningsgrundlag gå med i finansieringen uden meget sikre garantier, og dem vil "Sulisa A/S" nu stille. Sikkerheden skal dække et beløb på 18 millioner kroner, svarende til 40 procent af Sulisa’s aktiekapital. Det vil uundgåeligt bringe selskabet i vanskeligheder, hvis garantien på et eller andet tidspunkt kræves indløst.

I Radioavisen har Sulisa-formanden Jess G. Berthelsen forsøgt at forklare det rimelige i garantistillelsen, men hans svar var ikke overbevisende.

Han gjorde det helt klart, at han er af den opfattelse, at garantien er en formalitet. -Den kommer aldrig til udbetaling, sagde han. - For vi tror på projektet.

Bare det var så let. Så kunne vi læne os tilbage og slappe af og være sikre på, at "den hellige grav er vel forvaret". Men erfaringerne fortæller os, at der er al mulig grund til bekymring. Det er ikke nok, at politikerne "finder projektet interessant", og at Jess G. Berthelsen tror på det. Der skal helt anderledes kvalificerede vurderinger til, før man kan satse halvdelen af sin ejendom (aktierne i Sulisa). Og selv med kvalificeret optimisme og overbevisende dokumentation for succes skal et selskab som Sulisa aldrig indlade sig på økonomiske garantier, der kan få så alvorlige følger for selskabet, hvis det alligevel går galt.

Grønlands Arbejdsgiverforening har kritiseret landsstyreformand Jonathan Motzfeldt for at have lagt pres på Sulisa’s bestyrelse, og landsstyreformanden afviser kritikken på det kraftigste. Men han indrømmer, at han har spurgt Sulisa, om selskabet kan yde økonomisk garanti.

Det kan godt være Jonathan Motzfeldt ikke har forsøgt at lægge pres på Sulisa og dets formand, men det er forkert og uforsigtigt at henvende sig med et "uforpligtende spørgsmål" til et selskab, hvis formand man står overfor at skulle føre overenskomstforhandlinger med. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre at skille tingene ad på den måde, og Jonathan må i fremtiden afholde sig sådanne henvendelser. Det er nemlig ikke alene et spørgsmål om hans forventninger til en sådan samtale. Det handler også om Sulisa-formandens. Og han kan opfatte tingene anderledes forpligtende.