Få et overblik over Grønlands kostbare undergrund

Det eneste råstof i Grønland, der findes i ubegrænsede mængder, er varm luft. Det er kendt for at have en stærkt forstyrrende indflydelse på evnen til at tænke klart. Det rammer især politikere og journalister. Men ellers kan det ikke bruges til noget.

Mandag d. 21. januar 2013
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Efterforskning, Medier, Nyhedsbreve, Politik.

Politiken 21.01.2013:
Grafik: Grønlands undergrund rummer et væld af råstoffer, som gør øen sikkerhedspolitisk vigtig i fremtiden.
Kamikpostens kommentar
Politikens grafik omfatter fire forekomster, hvoraf den første ikke har noget med undergrunden at gøre. Det er Alcoa-projektet, der er baseret på billig energi fra nogle vandkraftanlæg, der skal opføres inde i landet bag Maniitsoq/Sukkertoppen.

Den næste forekomst er jernmalmen inde ved indlandsiden, mange kilometer fra havet inde i bunden af Godthåbsfjorden. Forekomsten har været kendt og undersøgt gennem mange år, men er ikke mere interessant, end at kun et firma har budt ind på udnyttelsen, der kun bliver til noget, hvis det kan ske med billig arbejdskraft fra Kina.

De to sidste forekomster drejer sig om sjældne jordarter ved Narsaq. Problemet med forekomsterne er et uundgåeligt indhold af uran, som enten skal oparbejdes eller deponeres. Det er de høje omkostninger ved at udtrække jordarterne og det problematiske indhold af uran, der siden 1980-erne har givet Kina et de facto monopol på sjældne jordarter.
Man stoppede dengang udvindingen andre steder, inklusive USA.
Det er således ikke mangel på kendskab til sjældne jordarter andre steder på kloden, der har skabt monopolet.
I bekymring over Kinas de facto monopol og de høje priser er man i USA og andre lande ved at overveje en genåbning for udvinding af sjældne jordarter.

Det er, hvad man i Politiken kalder "et væld af råstoffer, som gør øen sikkerhedspolitisk interessant" :-)


Resultatløs boring efter olie på Nuussuaq-halvøen i 1995 (an)

Ikke et ord om resultatløse boringer efter olie i flere omgange i de sidste mange år.

Ikke et ord om kulminen Qullissat, der blev lukket efter mange år med underskud og under store protester fra det, der senere blev til Siumut og Inuit Ataqatigiit. Trods protesterne har der ikke været så meget som et enkelt tilløb til at genåbne kulminen, siden Grønland fik Hjemmestyre i 1979.

Du finder her en historiske gennemgang af minedrift i Grønland.

I dag er der kun gang i guldminen ved Nanortalik. Den lukker og genåbner i takt med udsving i guldprisen på verdensmarkedet.

Med hensyn til olieefterforskningen, så er den sat på en længerevarende pause, dels under indtryk af det voldsomme olieudslip i den Mexikanske Golf og dels - og mere længerevarende - på grund af den eksplosive vækst i udvinding af skifergas.

Det eneste råstof i Grønland, der findes i ubegrænsede mængder, er varm luft. Det er kendt for at have en stærkt forstyrrende indflydelse på evnen til at tænke klart. Det rammer især politikere og journalister. Men ellers kan det ikke bruges til noget.