Indsigt: Et bæredygtigt Grønland

Et bæredygtigt Grønland

Indholdsfortegnelse:: Skyd ikke på biologerne; Fangernes og fiskernes viden; Forvalterne; Politikerne; Forvaltning kan også baseres på sund fornuft; Eksempler på anvendelse af sund fornuft; Grønland ved en skillevej

"Bæredygtig udnyttelse betyder at naturen ikke skal udnyttes udover sin ydeevne. Selvom begrebet er løst defineret, har det alligevel fået godt tag i politiske beslutninger over hele verden - også i Grønland. Skal begrebet bruges til at forvalte naturen med, kræver det, at man beslutter sig for hvad det egentlig betyder. Dette vil vare det centrale diskussionsemne på seminaret om de levende ressourcer, som afholdes i Nuuk 9-11 oktober 1998. I det følgende skal jeg komme med mit bud på hvordan de forskellige aktører: forvaltere, fiskere, biologer, politikere m.fl., skal samarbejde og benytte hinandens viden til at forvalte de levende ressourcer. Når linierne visse steder er trukket vel skarpt op, skyldes det at min erfaring hovedsageligt er fugle og pattedyr, hvor konflikterne i øjeblikket er størst.

Skyd ikke på biologerne

Det er en udbredt misforståelse - bl.a. blandt biologerne - at biologer skal værne om naturen og sikre bæredygtigheden af udnyttelsen. Del er forkert. Det er politikernes opgave al bestemme hvordan og hvor meget ressourcerne skal belastes. Hvis politikerne beslutter, at det er bedre at spise alle rensdyrene i dag, i stedet for at gemme nogle til i morgen, så er det deres ansvar og biologerne må acceptere beslutningen.

En anden misforståelse er, at det er biologerne som bestemmer. Umiddelbart ser det ud som om biologerne - jeg selv inkluderet - producerer endeløse serier af rapporter om naturens tilstand og står for selve formuleringen af forvaltningen. Sammenligner man Grønlands Naturinstituts nye bygning med fangernes hytter i Nordgrønland, ser det også ud som om biologerne sidder på magten. Realiteten er dog, at trods alle de fine og dyre undersøgelser, rapporter og gode formuleringer fra biologerne, er det sjældent, at biologernes rådgivning følges af forvaltningen og lovgiverne. Der er endda flere eksempler på at forvaltere og politikere, er gået til modangreb på biologerne og har fejet rådgivningen af bordet og i stedet taget fangernes og fiskernes parti. Konflikterne har været størst inden for fugle og pattedyr, mens der har været større accept af biologernes rådgivning indenfor fiskeriet.

Endelig er det også en misforståelse - også blandt biologerne - at biologeme skal være naturens vogtere og holde øje med om reglerne overholdes. Det er ikke biologernes opgave, dertil findes der jagtbetjente og fiskerikontrollører, som er meget bedre naturvogtere. Biologerne skal observere og rapportere, så objektivt som muligt, om naturens tilstand og effekten af både den lovlige og ulovlige udnyttelse.

Fangernes og fiskernes viden

Fangere har stor viden om dyrenes færden og forekomst. Det påstås ofte at biologerne ikke benytter sig af denne viden. Til det er blot at konstatere, at det er en meget dårlig biolog, som ikke lytter til de oplysninger man kan få fra folk, der lever tæt på naturen. I enhver planlægning af undersøgelser og deltagelse i feltarbejde, har fangernes viden en vigtig funktion. Når det er slået fast, skal det samtidig bemærkes, at der er en række oplysninger, som fangerne slet ikke kan hjælpe biologeme med. Det er ofte forhold som ligger udenfor hvad man lokalt kan observere.

Det har været fremført at fangere og fiskere bør sidde med til bords, når biologeme planlgger deres undersøgelser, fremlægger resultaterne og udformer rådgivningen. Fordelen ved dette skulle være, at dem som udnytter ressourcen dermed er med i hele processen, har forstået den og kan være enig med de konsekvenser biologernes arbejde har. Det er unægtelig lettere for forvalterne, hvis biologer og fangere er enige, men arrangementet er egentlig ikke særlig demokratisk.

For det første bør biologerne ikke tvinges til at anvende fangernes viden; de kan tvinges til at lytte til den, men ikke til at bruge den. Biologerne bør stå frit og uafhængigt. Biologernes resultater vurderes bedst af andre uafhængige biologer.

For det andet - og det er måske den vigtigsie indvending - så er biologerne ikke de bedste til at repræsentere fangernes synspunkter. Fangernes og fiskernes opfattelse af situationen bør fremføres gennem de politiske kanaler og det er op til politikerne, at vægte hvem der har mest ret: biologerne eller fangerne. Man skal nemlig undgå to ting: dels at biologerne udgør et alvidende teknokratvælde og dels at fangernes synspunkter bliver filtreret og frasorteret inden de når beslutningstagerne. Vægtningen af hvilket verdensbillede - biologernes eller fangernes - som skal gives ret er det politiske ansvar.

Forvalterne

Dem som støber lovgivningen er forvalterne. De vurderer den rådgivning de modtager fra biologerne og foreslår til politikerne hvilke tiltag der skal laves. De har kontakt til ressourcebrugerne og kender konsekvenserne - og-så internationalt - af lovgivningen. De sidder længere tid på deres poster end politikerne og man kan derfor forvente, er større mål af langsigtet ansvarlighed. Men deres arbejde er ofte vanskeliggjort af den tætte kontakt til ressourcebrugerne. Der er mange eksempler på store fiskerier, som har lidt skibbrud, fordi forvaltningen ikke har haft tilstrækkelig afstand til fiskeriet. Dette er også et problem i Grønland og der bør arbejdes på at forvaltningen i langt højere grad benytter sig af de uafhængige anbefalinger den modtager.

Hvis forvaltningen ikke kan lide den videnskabelige rådgivning den modtager, eller hvis den er usikker på kvaliteten af den, så er der faste procedurer for hvordan man kontrollerer videnskabelig kvalitet. Er man utryg ved biologernes rådgivning, er det bedre at sende den ud til vurdering blandt uafhængige eksperter, end at forvalterne selv forsøger at lege videnskabsfolk og gå biologernes beregninger efter i bedene. Langt det meste af den rådgivning der vedrører havets ressourcer, har været ude i internationale organisationer, hvor uafhængige videnskabsfolk har vurderet kvaliteten af den. Alle har hørt om Hvalfangstkommissionen, men også rensdyr- og fugleundersøgelser kan blive checket af uafhængige forskere.

Politikerne

Politikerne har ansvaret for at samfundet, og dets udnyttelse af naturen, hænger forsvarligt sammen og at den langsigtede udvikling tilgodeser flest mulige interesser. Biologerne ser som fagfolk kun en mindre del af virkeligheden og fangere og fiskere tænker først og fremmest på deres levebrød. Politikerne må sikre, at der er forvaltningsplaner med klare målsætninger for de arter og fiskerier som udnyttes. Det som er bæredygtigt for den ene art, er ikke nødvendigvis bæredygtigt for den anden. Det er heller ikke altid at samfunds vil anvende bæredygtighedsprincippet. Nogle arter ønsker man måske at bekæmpe og andre - som for eksempel torsken - vil man udnytte mens de er der.

Det vigtigste er al have en klar plan for forvaltningen af ressourcerne. Politikerne skal også have modet til at handle mod erhvervsmæssige interesser og på baggrund af biologiske undersøgelser. Det er for eksempel velkendt, men uansvarligt, når politikerne anmoder om flere undersøgelser af et spørgsmål, blot for at trække tiden ud og undgå en ubehagelig beslutning. Det koster flere penge og kan øge risikoen for overudnyttelse.

Politikerne skal undgå at der sker en polarisering mellem fangere, fiskere, biologer og forvaltere. Det er politikernes opgave at sørge for at forvaltningen arbejder på en mere langsigtet (mere end en valgperiode) bevaring, eller bæredygtig anvendelse, af ressourcerne. Det er også politikernes opgave, at sikre biologernes uafhængighed i deres videnskabelige arbejde - altså vel at mærke uden at fangernes viden bliver overhørt.

Forvaltning kan også baseres på sund fornuft

Usikkerheden i biologernes rådgivning er noget vi må 1ære at leve med. Det er næsten en naturlov, at der er stor usikkerhed forbundet med undersøgelser af - især havets - levende ressourcer. Det er op til en politisk modenhed, at bruge usikkerheden på en ansvarlig måde.

Ønsker man 100% sikkerhed for resultaterne af en undersøgelse, det være sig optælling af rensdyr eller bestemmelse af mængden af rejer, så kræver det, at indsatsen for undersøgelserne øges betydeligt. Dette setter naturligvis flere biologer i arbejde, men koster samfundet formuer, som kan anvendes bedre. I mange tilfælde vil det være ligeså godt at lytte til det man med en vis usikkerhed ved og så lade tvivlen komme ressourcen til gode.

Vi vil næppe nogensinde få fuldstændig overblik over ressourcernes status i Grønland. To ting kan dog opveje og billiggøre situationen. Det ene er, at man i mange tilfælde kan erstatte biologisk præcise oplysninger med simpel sund fornuft om hvordan man kan forvente ressourcerne reagerer på jagttryk og fiskeriudnyttelse. Det andet er politisk ansvarlighed, som rækker ud over valgperioden. Ofte vil en overudnyttelse først kunne mærkes flere år efter at politikerne, som accepterede udnyttelsen, er forsvundet fra magten. Med andre ord: i stedet for dyre undersøgelser, kan man benytte den viden man har og anvende langtrækkende politisk ansvarlighed i ressourceudnyttelsen.

Eksempler på anvendelse af sund fornuft

Nogle enkle politiske indgreb vil kunne vride udviklingen over mod det bæredygtige. Jeg skal nævne nogle eksempler. Det sker med risiko for at blive beskyldt for ar lave politik, i stedet for at holde mig til mit område: biologien. Jeg kan kun forsvare det med at dyre og endeløse undersøgelser kan undgås, hvis man laver helt indlysende forbedringer af forvaltningen.

Visse fangstdyr er mere følsomme overfor udnyttelse end andre. Særlig isbjørn, hvalros, hvidhval, narhval og storhvalerne skal man passe på pga deres langsomme formering. Sælerne kan, med undtagelse af spættet sæl, tåle betydeligt større fangstindsatser. Dette bør være med i overvejelserne når forvaltningen udformes.

Et af de største prohlemer med fangsten, er de økonomiske interesser i visse dyr, som ikke er kvoterede. Fangsten af hvidhvaler og narhvaler drives i høj grad for den indbringende handel med mattak. Selvom Grønland ikke officielt driver kommerciel hvalfangst, så må handlen med mattak fra Nordgrønland til Sydgrønland, betegnes som kommerciel For de arter, som har problemer med udnyttelsen, vil det være klogt at fjerne de kommercielle interesser; f.eks. ved stop for handel med produktet.

Et andet økonomisk aspekt, som bør ændres, er støtten til køb af større både. Alt for mange både beregnet til fiskeri, bliver i stedet brugt til hvalros og hvalfangst. Tidligere kunne man fange dyrene tæt på hvor man boede. Med stigende fangster forsvandt de og man måtte længere væk for at fange dem. Det er en ond cirkel, som kun bliver værre af at man indsætter flere og mere effektive både.

Man bør også lave en mere hårfin skelnen mellem fiskere og fangere. Dette fordi der ofte opstår et konkurrenceforhold når fiskere går på fangst og fordi fiskerne har en anden økonomisk situation end fangerne. Store kuttere kan tage længere væk og fange hvalrosser og hvidhvaler, og dermed ødelægge fangernes muligheder for fangst fra joller der hvor de bor. Der er ofte bedre og mere langsigtet økonomi i at fange få dyr, med billige redskaber, tæt på hvor man bor.

Bestande som ikke ser ud til at være særligt store (f.eks. spættet sæl, hvalrossen i Vestgrønland, strømand) bør automatisk fredes. For bestande som beviseligt er i tilbagegang (f.eks. hvidhvaler, lomvie, edderfugl), skal der holdes igen med fangsterne, indtil der er tegn på en stigning i bestanden.

Hvis fangsten af en ressource, det være sig fugl eller fisk, begynder at gå tilbage, er det et klart advarselssignal. Fangsten bør derefter begrænses, indtil man har overblik over om tilbagegangen skyldes klima eller overudnyttelse af ressourcen.

Det er også indlysende at mindske tabene i fangsterne. Mange havpattedyr synker fordi de ikke harpuneres eller fordi de tages på et forkert sted eller årstid. Fugle anskydes og forsvinder. Der ville kunne bringes mere fangstudbytte på land, hvis man arbejdede mere ihærdigt på at reducere tabene.

Grønland ved en skillevej

I disse år står Grønland ved en skillevej hvor man skal beslutte, hvor meget de levende ressourcer skal udnyttes og hvem som skal have adgang til dem. Der er en flere hundrede år gammel tradition for at dem som bor i Grønland har en selvfølgelig ret til at skyde dyr og endda så mange man har lyst til. Ikke alle dyrearter kan længere tåle denne udnyttelse. Hvis man ønsker stadig at kunne fange hvidhvaler, narhvaler, isbjørne, hvalrosser og en række havfugle om 50 år, skal den nuværende udvikling stoppes og tendensen vendes. Der må gøres op med traditionen om at alle i Grønland kan skyde på hvad som helst. Een vej er at reservere de store fangstdyr til fuldtidsfangerne; det vil også forbedre mulighederne for at dette fine erhverv kan overleve.