§ 37 - Lufthavne

Formanden for landsstyret sagde meget klart i sin nytårstale, at arbejdet med anlæggelsen af de nye lufthavne i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat nu er i gang. Denne udmelding var en anelse overraskende, da hverken offentligheden eller Landstinget er blevet orienteret om, at finansieringen til disse store anlægsprojekter er på plads.

Fredag d. 13. januar 2017
Randi Vestergaard Evaldsen, formand for Demokraterne
Emnekreds: Infrastruktur, Landstinget paragraf 37 spørgsmål, Politik.


(an)

I medfør af § 37 i Forretningsorden for Landstinget fremsætter jeg hermed følgende spørgsmål:

Spørgsmål til landsstyret vedr. lufthavne:
  1. Hvad er status med henblik på at skaffe finansiering til anlæggelse af de planlagte lufthavne i Ilulissat, Nuuk, Qaqortoq, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit, og hvordan forventer landsstyret at de enkelte lufthavne vil blive finansieret?
  2. Anser landsstyret det som realistisk, at den nuværende atlantlufthavn i Kangerlussuaq fortsætter uændret i forhold til i dag såfremt der bliver anlagt atlantlufthavne i Ilulissat og/eller Nuuk?
  3. Anser landsstyret det som realistisk, at den nuværende lufthavn i Narsarsuaq fortsætter uændret i forhold til i dag såfremt der bliver anlagt en regional lufthavn i Qaqortoq?
  4. Hvad er landsstyrets planer med hensyn til de nuværende lufthavne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq?

Begrundelse:
Formanden for landsstyret sagde meget klart i sin nytårstale, at arbejdet med anlæggelsen af de nye lufthavne i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat nu er i gang. Denne udmelding var en anelse overraskende, da hverken offentligheden eller Landstinget er blevet orienteret om, at finansieringen til disse store anlægsprojekter er på plads.

Demokraterne finder det på den baggrund interessant at få oplyst en status på arbejdet med at finde finansiering som os bekendt ligger hos Kalaallit Airports A/S.

Det er endvidere interessant for os alle at høre om landsstyrets planer for de eksisterende lufthavne i Kangerlussuaq og Narsarsuaq, da der ikke umiddelbart synes at være et økonomisk grundlag for at drive disse lufthavne videre på det nuværende niveau såfremt de planlagte lufthavne (lufthavnsudvidelser) i Ilulissat, Qaqortoq og Nuuk bliver en realitet.

Borgerne i Narsarsuaq og Kangerlussuaq har i vores øjne ret til at vide, hvad landsstyret planlægger med hensyn til deres nuværende lufthavne.