Landingsbanen ved Uummannaq

Men bifaldet og skulderklappene kom til at brænde i håndfladerne på vælgerne i Uummannaq, hvis chance for en landingsbane i byen for altid er forpasset.

Torsdag d. 29. juli 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Infrastruktur.

DET VAR EN gevaldig reaktion, der kom på Arne Niemanns frustrerede nødråb fra Uummannaq i sidste nummer. Der har været surhed, fornærmelse og vrede: - Hvordan kan AG tage sådan en gadedreng alvorligt... - Aviserne skriver da også, hvad der passer dem... - Sludder og vrøvl fra ende til anden... - Sådan en helikopter findes slet ikke! Og mere af samme skuffe. Men i dag bekræfter Grønlandsflys administrerende direktør Peter Fich, der ikke har haft noget med planlægningen af den kommende trafikstruktur at gøre, at i alt fald en af Arne Niemanns skuffelser er velbegrundet: Det bliver mere besværligt at flyve til og fra Uummannaq. Og kun 50 kroner billigere! - Lad os beholde den gamle ordning, sagde Arne Niemann. - Den er trods alt bedre, end den, vi får. DET KAN GODT VÆRE, at nogle har noget imod Arne Niemanns facon. Og det kan være, han ind imellem er skide irriterende. Men derfor behøver man ikke at stoppe ørepropperne i, før manden har åbnet munden. Arne Niemann har nemlig ret i, at trafikken til og fra Umnmannaq bliver mere besværlig, og når den - i modsætning til andre byer med landingsbane - ikke bliver billigere, hvad skal den så gøre godt for. - Opgiv banen, før den påfører samfundet nye omkostninger og bomber Uummannaq tilbage til et sted i fortidens trafikale afkroge! siger han. HER PÅ REDAKTIONEN kan vi godt forstå Arne Niemann. Vi ynder også at kalde tingene ved deres rette navn. Og hvis nogen har lavet en fejl, så må den erkendes og rettes. Det gør bare ondt at erkende en fejl til langt mere end 100 millioner kroner, især når de er brændt af på et prestigeprojekt, hvis formål det var at sikre Siumutpartiet nogle af yderdistrikternes afgørende bastioner. I Uummannaq fortryder de i dag, at de hoppede med på vognen. Det havde været bedre at vente, til der var penge til en ordentlig landingsbane. Af skade bliver man klog. Men ham "gadedrengen" brokkede sig længe før det første spadestik i Qaarsuarsuit. Allerede dengang kunne han se, at lufthavnen ville blive et lokalt "Kangerlussuaq", hvor ingen mennesker havde noget at gøre. Men det var billigt at bygge der, -troede man dengang. Nu ved man noget andet. Og netop fordi landingsbanen har kostet det hvide ud af øjnene, bliver den naturligvis ikke opgivet. På det punkt er Arne Niemann alligevel for naiv. Fejlinvesteringer betaler man sig fra. Koste, hvad det vil. DE REJSENDE til og fra Uummannaq er overladt til en helikopterbaseret luftbro mellem by og landingsbane. Men helikoptertrafik er sårbar. Den er mere athængig af vejret end fastvingede fly, og passagerpukler i Qaarsuarsuit kan næppe undgås. Området er kendt for at have mere tåge end Uummannaq, hvorfor regulariteten bliver kendeligt dårligere end i dag. Samtidig bliver trafikfrekvensen halveret, fordi Dash-7 kan have dobbelt så mange passagerer som S-61 helikopterne. Kvaliteten i trafikken til og fra Uummannaq bliver altså forringet betydeligt, og årsagen til Arne Niemanns skuffelse og irritation er til at få øje på. Han påpeger i øvrigt, at selvom Grønlandsfly kan gennemføre det kommende trafikprogram til samme pris som hidtil, så er der meromkostninger til landingsbanens anlæg og drift, omkostninger, der skal lægges til de hidtidige udgifter uden at der kommer andet ud af det end ringere service. Det er ikke nemt at få øje på den fornuftige begrundelse for placeringen af en landingsbane i Qaarsuarsuit. Og det er nok derfor Arne Niemann for et par år siden begyndte at rende aviser og politikere på dørene for at få stoppet galmandsværket. Ikke engang som led i en overordnet trafikstruktur synes landingsbanen at have mening. En Dash-7 kan nemlig let flyve fra Ilulissat til Upernavik og tilbage uden problemer, og derfor er det alene den lokale trafik mellem Qaarsuarsuit og Uummannaq, der kan begrunde den underlige placering af en lufthavn. Skal der komme noget fornuftigt ud af anlægsomkostningerne i forbindelse med den nye lufthavn er man nok nødt til at flytte befolkningen fra Uummannaq til Qaarsuarsuit. Der er rigelig plads til byudvidelser de næste 100 år, og måske er det i virkeligheden det, de vise fædre tænkte på, da landingsbanerne i begyndelsen af 1990'erne blev planlagt som en del af det politiske proselytmageri. Men bifaldet og skulderklappene kom til at brænde i håndfladerne på vælgerne i Uummannaq, hvis chance for en landingsbane i byen for altid er forpasset.