Uddannelse og digitalisering

E-undervisning kan laves på begge sprog. Man kan lave CD-ROM’er, man kan lave online fora, og videoer, m.m., til gavn for både undervisere og elever. Selvom vi kan omgås internethastigheder, ved f.eks. at lave CD-ROM’er, så skal vi så vidt muligt følge med teknologien, for den udvikler sig hele tiden. 4G-netværk er f.eks. nødvendig, hvis man vil bruge iPads i undervisningen, for teknologien står aldrig stille, og det må vi som land heller ikke.

Mandag d. 17. november 2014
Avijaja Sinkbæk, kandidat til Landstinget for Demokraterne
Emnekreds: Informationsteknologi, Internet, Landstingsvalg november 2014, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse:
Digital Børne- og elevmappe
Stille krav
Måling af resultater
Digital undervisning, version 2.0



Skolen i Qaanaaq sommeren 2000
(an)

Uddannelse Grønlands vigtigste råstof. Det er et råstof, der i den grad er med til at berige Grønland. Det er et råstof, som vi har til rådighed lige nu. Indbyggermæssigt er vi et lille land, og det gør, at vi skal satse på viden og opkvalificering af børn og unge. Viden er et af de vigtigste fokusområder i Grønland.

Digital Børne- og elevmappe
Derfor skal undervisning underbygges. Skatte- Velfærdskommissionen foreslår en børne- og elevmappe, der følger det enkelte barn fra fødslen. Det er et forslag, som Demokraatit støtter op om. Mappen skal være elektronisk og indeholde de vigtigste data om barnet og dets trivsel.

Det skal fremgå tydeligt, hvem der har ansvar for at handle på de data som børnemappen indeholder, f.eks. skolelærere, sociale myndigheder, eller sundhedsvæsenet. Det gode ved denne børne- og elevmappe, er at den vil følge barnet eller eleven uanset skole eller geografi. I dag er der en del viden om eleverne, men den viden skal også bruges, og ikke bare produceres. Det er på tide, at vi handler på den viden vi har, og ikke blot laver endnu en uddannelsesrapport, der bliver offentliggjort. Vi som politikere skal også turde handle på den viden som vi får, uanset partifarve.

Stille krav
Som samfund skal vi være klar til at stille krav til forældrene, til børnene, til skolerne, undervisningen og ledelsen på skolerne. Vi skal stille hjælp til rådighed, såfremt der er brug for det, men det er stadig vigtigt at stille krav, for uden krav anerkender vi ikke, at der ligger et stort ansvar hos den enkelte, og hvis ikke vi gør det, kan det være svært at handle på de krav.

Vi skal i dialog med de skoler, der klarer sig godt. Et godt eksempel herpå er Atuarfik Hans Lynge. Her er en stærk ledelse, og det er vigtigt med en stærk ledelse. Der er en god kommunikation med forældrene, og med børnene. Så snart der er nogle konflikter eller problemer, bliver der taget fat i dem med det samme. Vi skal være bedre til at finde de gode eksempler, og videreføre dem til de andre skoler.

Måling af resultater
Vi skal også blive bedre til at måle indsatsen og resultaterne. Som politikere, er vi nødt til at måle effekten på de indsatser, som bliver igangsat. Vi skal i arbejdstøjet. Det kan ikke hjælpe at lukke øjnene for de problemer og udfordringer, der eksisterer i dag. Vi skal også lave en handleplan, som inkluderer både førskoleindsatsen, folkeskolerne, erhvervsuddannelserne og de kompetencegivende kurser. Ellers så risikerer vi, at de penge vi poster i forskellige projekter kun har en ringe effekt, og det skal vi forebygge.

Der skal introduceres flere sprog i klasserne, for da vi indbyggermæssigt er et lille land, er det nødvendigt at lære mindst to, helst tre sprog i skolerne. Dette vil også ruste eleverne til f.eks. videreuddannelse udenfor Grønland.

Og så skal vi være bedre til at lytte til skoleledelsen og lærerne. Det er dem, der arbejder i folkeskolen med børn, og de har ofte mange gode ideer til løsninger. Det er dem vi skal lytte til.

Digital undervisning, version 2.0
Digitalisering vil styrke vores land, da vi er et stort geografisk land, med få mennesker, og digitalisering vil være med til udviske disse grænser og barrierer.

Der er mange udfordringer ude i de mindre byer og bygder. Digital e-undervisning bør introduceres, til at styrke undervisningen i de fag, hvor der f.eks. mangler lærere.

E-undervisning kan laves på begge sprog. Man kan lave CD-ROM’er, man kan lave online fora, og videoer, m.m., til gavn for både undervisere og elever. Selvom vi kan omgås internethastigheder, ved f.eks. at lave CD-ROM’er, så skal vi så vidt muligt følge med teknologien, for den udvikler sig hele tiden. 4G-netværk er f.eks. nødvendig, hvis man vil bruge iPads i undervisningen, for teknologien står aldrig stille, og det må vi som land heller ikke.

Hvis digital undervisning bliver brugt på den bedste måde, kan vi rekruttere nogle af de bedste undervisere til nogle af de fag, hvor vi mangler undervisere, for det er uafhængigt af geografi. Det er vores børns fremtid det gælder. En bedre undervisning giver håb og en lysere fremtid både til de unge, men også til landet som helhed.