Den økonomiske udvikling

Kravene til de hjemmestyreejede virksomheder vil fremover blive skærpet. Den store gældsbyrde og landskassens indirekte seviceringsforpligtelse taget i betragtning, må Grønlands Hjemmestyre som minimum forvente, at virksomhederne har en sund økonomi

Lørdag d. 29. maj 1999
Landsstyret
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
2. Den økonomiske udvikling
2.1 Landsstyrets udgangspunkt
2.2 Økonomien
2.3 Landskassens økonomi
2.4 Kommunernes økonomi


2. Den økonomiske udvikling 2.1 Landsstyrets udgangspunkt 2.1.1 Landskassens budget 2.1.2 Målrettet udvikling - kvalitativ vækst 2.1.3 Erhvervslivets vækstbetingelser 2.2 Økonomien 2.2.1 Handelsbalancen Eksporten 2.2.2 Udviklingen i fiskeriet Indenskærs og udenskærs rejefiskeri Frihed til at beskatte ressourcerenter 2.2.3 Indkomstudviklingen 2.2.4 Prisudviklingen 2.2.5 Ledighed 2.3 Landskassens økonomi 2.3.1 Udviklingen i landskassens økonomi 1994 - 2002 2.3.2 Udviklingen i landskassens budget Landskassens indtægter Landskassens udgifter 2.3.3 De hjemmestyreejede virksomheder 2.4 Kommunernes økonomi

2. Den økonomiske udvikling
Fra 1988 og en række år frem førte Grønlands Hjemmestyre en tilbageholdende finanspolitik for at afvikle den gæld, som var oparbejdet gennem firserne ved udbygningen af fiskeriflåden, investeringer i landanlæg og infrastruktur mv. Efter en periode med overskud på DAU-saldoen og udgiftspolitisk tilbageholdenhed i begyndelsen af 1990'erne, blev den finanspolitiske linie gradvist mindre restriktiv, når det gjaldt driftsudgifterne.

2.1 Landsstyrets udgangspunkt
I årene 1995-98 blev der ført en økonomisk politik, som sigtede mod balance på DAU-saldoen. Udgangspunktet for det netop afgåede landsstyre var en situation med konsoliderede landskassebudgetter og pris- og omkostningsstabilitet. Til forskel herfra har det nuværende landsstyre et udgangspunkt, hvor udviklingen i hjemmestyrets budgetter i 1998 var præget af kraftige driftsudgiftsstigninger og flere år med ekspansiv finanspolitik. Op gennem 1990'erne har lønstigninger og inflation ligget under det danske niveau. I 1998-99 har der dog udviklet sig et stort lønpres, hvilket kan tilskrives, at vi på en række områder konkurrerer med Danmark om arbejdskraften.

2.1.1 Landskassens budget
Figur1 nedenfor viser udviklingen i hjemmestyrets indtægter og driftsudgifter fra 1993 til 1998. Driftsudgifterne er på en femårig periode fra 1993 - 1998 steget med 540 mio.kr. hvoraf de 324 mio.kr. er sket i perioden 1996 - 1998. Alene 1998 bød på en vækst i størrelsen 212 mio. kr. Og tendensen til at driftsudgifterne stiger mere end indtægterne forsætter ind i 1999. Der er behov for en mere systematisk opfølgning på udviklingen i hjemmestyrets driftsudgifter.
  Som det fremgår af figuren er driftsudgifterne steget hastigt - og hurtigere end indtægterne - de senere år med et sandsynligt permanent højere udgiftsniveau til følge. Denne udvikling vækker bekymring, idet vi befinder os i en periode præget af højkonjunktur. Det er muligt at beskære i investeringsniveauet, hvorimod driftsudgifter vil være vanskeligere at beskære i en krisesituation. Derfor må væksten i driftsudgifterne standses, inden den blokerer den økonomiske og politiske handlefrihed. Hvis udviklingen fortsætter, vil det medføre et underskud på niveauet 300 mio. kr. om fire år.

I begyndelsen / midten af 1990'erne var der overskud på DAU’en. Hjemmestyret havde altså større indtægter i perioden, end driftsudgifter, anlægsudgifter og udlån til de hjemmestyreejede virksomheder. Overskuddet betød, at det var muligt løbende at afvikle hjemmestyrets gæld. Perioden var endvidere kendetegnet ved en stor anlægsreserve og pris- og lønstabilitet. Det nye landsstyre starter i modsætning hertil i en situation med underskud på DAU’en, en mindre anlægsramme, som tilmed er under pres pga. renoveringsbehov, et væsentligt højere driftsudgiftsniveau og et betydeligt pres på overenskomsterne med deraf følgende risiko for en løn- og prisspiral.

Den generelle vækst i udgifterne og de nye overenskomster skal finansieres, ligesom der skal tilvejebringes midler til løsningen af en række uomgængelige problemstillinger. Disse faktorer efterlader et antal uløste finansieringsproblemer.

En summarisk gennemgang af landskassens udgifter og indtægter viser, at der kræves aktiv politisk stillingtagen, hvis de stigende behov på en række områder - behov, der i vid udstrækning er ønsket og / eller uomgængelige - skal kunne dækkes, samtidig med at landskassen opretholder finansiel balance.
  Figur 2 viser sammensætningen af landskassens driftsudgifter i 1998 fordelt på formål. De væsentligste driftsudgiftsposter på landskassens budget er, som det fremgår af figuren, udgifter til kommunernes bloktilskud, erhvervstilskud, sundhedsudgifter og overførselsudgifter (pensioner, stipendier og sociale overførsler) - men også administration. Alle udgiftsposterne præges af en tendens til vækst, som fortsætter ind i 1999.

Det eneste forhold, der i væsentlig grad modificerer situationen er, at færdiggørelsen af de regionale landingsbaner vil aflaste presset på anlægsrammen gradvist over de kommende år.

I perioden 1997-99 beslaglægger byggeriet af de regionale landingsbaner et beløb på niveauet 520 mio. kr. Men investeringen modsvares økonomisk set ikke af de budgetterede besparelser og rationaliseringsgevinster.
Landskassens væsentligste kilder til indtægt er illustreret i figur 3. Landskassens vigtigste indtægtskilde er fortsat statens bloktilskud, som i 1998 tilførte vores økonomi 2,575 mia. kr. Derudover bidrog landsskatter og afgifter tilsammen med 1,21 mia. kr. mens fiskeriaftalen med EU indbragte 0,286 mia. kr.

2.1.2 Målrettet udvikling - kvalitativ vækst
Landsstyret vil udvælge temaer for de kommende års finanslove mhp. at koncentrere indsatsen, så der kan skabes et godt kvalitetsniveau på de udvalgte områder. Det betyder, at ikke alle områder prioriteres lige højt nu. Grunden er som anført, at vore indtægter ikke kan følge med de krav, der præger alle områder. Disse krav gør det ekstra vigtigt, at landsstyret og landstinget foretager en øget prioritering og samtidig præciserer det serviceniveau samfundets borgere med rimelighed kan forvente af det offentlige og til niveauet for velfærdssamfundet. Signalet er, at velfærdssamfundet fortsat skal udbygges - men at udbygningen må ske i et tempo, hvor vi ikke risikerer at sætte den økonomiske og politiske handlefrihed over styr.

Derfor er der behov for, at landsstyret konkretiserer velfærdssamfundets niveau. Ønsker vi eksempelvis at nå et nordisk kvalitetsniveau, er der brug for en væsentlig udbygning af de velfærdsmæssige foranstaltninger - alene på sundhedsområdet foreligger der skøn, som anslår et økonomisk behov, der svarer til en tredobling af budgettet. Det er derfor tid at overveje de omkostninger, som knytter sig til samfundsværdierne, vi forfølger. Vi må koncentrere os om at forfølge værdierne på en måde, som der er realistisk mulighed for at kunne leve op til - uden at det indskrænker den økonomiske og politiske handlefrihed.

Det betyder, at vi må sænke ambitionerne for vore serviceydelser. Det er ikke ensbetydende med, at serviceniveauet skal forringes i forhold til dagens standard - men at den standard, som ydelserne vurderes op imod ikke bør sættes urealistisk højt. En sænkning af ambitionsniveauet vil også tage noget af brodden af den løbende kritik - berettiget eller uberettiget - af serviceniveauet.

For både at fastholde en passende finanspolitisk balance og muliggøre iværksættelse af nødvendige tiltag primært på sundheds- og uddannelsesområdet samt bolig- og renoverings- området, er det i den nuværende økonomiske situation væsentligt, at budgetprocessen er velstruktureret og godt planlagt samt at gældende bevillingsbetingelser / -spilleregler overholdes.

Det væsentligste princip i den sammenhæng er princippet om samlet prioritering, jf. nedenstående figur 4 som viser to forskellige, mulige budgetprocedurer.

Ved "løbende udgiftsprioritering" opleves en frihed til at løse de enkeltsager, der forekommer presserende på kort sigt. Der er flere problemer knyttet til denne budgetprocedure:
Enkeltsagsbeslutninger tager ikke hensyn til overordnede målsætninger og viser derfor ikke de mistede økonomiske frihedsgrader på længere sigt - kun den økonomiske pris på kort sigt. Det tværgående informationsgrundlag mellem sektorerne underprioriteres med den følge, at mindre væsentlige enkeltsager utilsigtet prioriteres højere end uomgængelige udgifter. Sektorerne får mulighed for at handle strategisk - dvs. underprioritere uomgængelige merudgifter på finanslovsforslaget, fordi de antages at blive dækket ind på tillægsbevil- lingslovene. Summen af de mange isolerede enkeltsagsbeslutninger kan utilsigtet føre til økonomiske problemer på længere sigt. Ved anvendelse af det "overordnede rammeprincip" forholder man sig i en tidlig fase til det økonomiske råderum og prioriterer udgifterne samlet. Overholdes rammestyringens spilleregler kan det undgås, at de overordnede budgetmyndigheder løbende overbebyrdes af enkeltforslag, som det er tilfældet ved den løbende udgiftsprioritering. Derved bevares styringen bedre på centralt administrativt hold.

Rammestyring forudsætter, at udgiftsrammerne udtrykker en egentlig politisk prioritering og stillingtagen. Dernæst forudsættes det, at der er overensstemmelse mellem de decentrale myndigheders kompetence og ansvar. Med kompetencen til selv at beslutte og prioritere følger ansvaret for, at prioriteringen sker inden for den udmeldte ramme.

Hvis ikke disse to overordnede spilleregler accepteres og følges i praksis, er der en sandsynlig risiko for et fortsat øget udgiftspres - uden at det er resultatet af et overordnet politisk ønske.

Landsstyret har derfor til hensigt at arbejde for en budgetreform, der sikrer øget "overholdelse" af princippet om samlet prioritering.

2.1.3 Erhvervslivets vækstbetingelser
Erhvervslivet betingelser fastlægges i vid udstrækning af de rammer, som det offentlige lægger om dets udfoldelse. Rammebetingelserne, som omfatter de forskellige politiske indsatsområder, inddrages i en samlet politik, der sætter udviklingen af et veludrustet erhvervsliv som det øverste mål.

Vort bosætningsmønster gør det vanskeligt at etablere et rentabelt erhvervsliv uden tilskud i de fleste regioner. Væksten i samfundets værdiskabende aktiviteter sker derfor under den begrænsning, at en del af erhvervslivet er placeret i regioner, hvor det er økonomisk urentablet at opretholde en produktion. For at opretholde denne struktur, flyttes der økonomiske midler fra de rentable regioner til de regioner, hvor økonomien har vanskeligt ved at løbe rundt. Denne ordning går under betegnelsen "Ensprissystemet".

Ensprissystemet (se appendix) lægger som rammebetingelse en del af finansieringsbyrden ved opretholdelse af den decentrale struktur over på erhvervslivet i de rentable regioner. Ensprissystemet bidrager til at fastholde det decentrale bosætningsmønster. Det medvirker til at nedbringe leveomkostningerne og omkostningerne ved at etablere erhverv i områder uden tilstrækkeligt økonomisk grundlag. Konsekvensen af dette er en svækkelse af erhvervslivets konkurrenceevne i de regioner, der er med til at finansiere strukturens opretholdelse. Ensprissystemet bidrager således til at svække erhvervslivets vækst, fordi de vækstpotentialer der ér, pålægges en indirekte omkostning til medfinansiering af yderområderne.

Målsætningen om at realisere det økonomiske potentiale - der i dag på en række områder ikke er fuldt udnyttet, som det f.eks. gør sig gældende i balancen mellem det indenskærs og udenskærs rejefiskeri - er ikke i overensstemmelse med en bestræbelse for at give tilbud og vilkår på samme niveau i alle områder i Grønland. Det være sig inden for erhvervslivet som på sundhedsområdet og andre områder.

Omvendt er det muligt at understøtte en positiv erhvervsudvikling gennem strukturtilpasninger og mindre central regulering - uden at det behøver ske på bekostning af samfundets svageste.

Landsstyret finder det f.eks. relevant at overveje, om en mere markedsbestemt huslejefastsættelse for højindkomstgrupperne i de større byer kunne anvendes til medfinansiering af lavere og mere kostægte priser - bl.a. på transportydelser til de større byer. Dette er et led i processen mod at synliggøre omkostningerne i den nuværende struktur, så ydelserne kan optimeres - og ressourceanvendelsen dermed effektiviseres. Disse overvejelser bør munde ud i, at erhvervsliv og forbrugere kommer til at betale priser, der relaterer sig til de faktiske omkostninger.

Det vil indebære, at elementer i en ensprisreform - med lavere og mere kostægte priser i de større byer - vil kunne finansieres ved en mere logisk prisstruktur på boliger (dvs. højere priser, der hvor presset for boliger i byerne er størst) uden at befolkningen i distrikterne stilles ringere.

Det er naturligvis klart, at befolkningen i distrikterne ikke også kan få del i de lavere priser på f.eks. transport. De vil til gengæld ikke skulle bidrage finansielt til de lavere priser - og relativt set vil de ikke stilles ringere pga. de lavere huslejer i distrikterne.

Gevinsten kunne forhåbentligt blive større vækst i centrene, idet det må erkendes, at det er en del af betingelserne i det moderne internationale samfund, at realiseringen af de økonomiske potentialer kun kan opnås de steder og på de betingelser, som dikteres af de internationale markedsvilkår og teknologien. Ellers kræves store erhvervssubsidier - og her sætter samfundets bæreevne i dag en grænse.

Det er ikke det samme som, at udviklingen skal sættes i stå i distrikterne men alene en erkendelse af, at dynamik kræver, at udviklingen får lov at ske dér, hvor der er forudsætninger for det. Det er samtidig befolkningens eget valg - og sådan bør det også være - hvilken del af samfundsudviklingen, de ønsker at deltage i. Der bør være forståelse for, at lige muligheder ikke medfører, at alle områder kan få samme erhvervsudvikling og frit valg på mange områder.

Det er landsstyrets opfattelse, at omfordeling skal gennemføres over skattepolitikken, gennem den sociale lovgivning og gennem sikring af et basalt infrastrukturniveau. Men omfordelingen skal ikke ske på bekostning af erhvervslivets økonomiske potentiale, der er forudsætningen for øget økonomisk selvstændighed.

2.2 Økonomien


2.2.1 Handelsbalancen
Den grønlandske egenproduktion begrænser sig primært til fødevareproduktion. Eksporten er sammensat af relativt få produkttyper, hvoraf fiskeriet bidrager med ca. 90 % af eksportværdien. Selv mindre udsving i verdensmarkedspriserne på eksempelvis rejer viser sig derfor i mærkbare forandringer på handelsbalancen.

I første halvår af 1998 forværredes handelsbalancen med 147 mio. kr. Heraf kan de 47 mio. kr. tilskrives udviklingen i importen og eksporten af køretøjer og andre transportmidler. Hovedårsagen til den øvrige del af forværringen (100 mio. kr.) skal findes i prisudviklingen på fisk og rejer, hvor eksportindtægterne faldt med 8 % fra første halvår af 1998 i forhold til samme periode i 1997. Der foreligger endnu ikke handelsbalancetal for 2. halvår af 1998.

/////Eksporten
Fiskeriet er den største kilde til indtjening i Grønland. 90 % af eksporten stammer fra fiskeriet, hvorfor selv mindre udsving iTAC’en, de indhandlede mængder og verdensmarkedspriserne øver markant indflydelse på billedet af den samlede økonomi.

I de første tre kvartaler af 1998 havde den samlede eksport en værdi af knap 1,19 mia. kr. mod 1,46 mia. kr. i de første tre kvartaler af 1997. Faldende priser på fiskeriets eksportartikler er en hovedårsag til det dårligere resultat.

Konkurrencen på verdensmarkedet er hård, hvad angår fødevarer. Landbruget og fiskeriet bliver mere og mere produktivt, hvilket fører til lavere priser. Desuden påvirker faktorer som en øget deregulering af handelsområdet, og muligvis konkurrence fra varmtvandsrejerne. Situationen er med til at dæmpe forventningerne til eksportindtjeningen for 1999.

Det forhold, at EU allerede har givet og synes at være indstillet på at give endnu flere toldmæssige præferencer til blandt andet canadiske rejer af arten Pandalus borealis kan på kort sigt udvikle sig til en overforsyning af primært det europæiske marked for kogte og pillede rejer. Et deraf følgende prisfald må formodes at ramme den grønlandske fiskeindustri hårdt, og situationen kan tænkes at udvikle sig analogt til forløbet efter opdagelsen af rejebestanden på Flemish Cap. Konsekvenserne af denne opdagelse, der fandt sted i 1993, blev et prisfald i størrelsesordenen 30 %.

Størrelsen af den canadiske TAC for rejer er i øjeblikket på knap 90.000 tons mod ca. 50.000 tons for tre år siden, da en meget positiv biologisk rådgivning gav baggrund for starten på markante kvoteforhøjelser.

2.2.2 Udviklingen i fiskeriet
I figur 5 nedenfor vises fiskeriets eksportværdi over perioden 1988 - 1997. For 1998 foreligger der endnu kun tal for de første tre kvartaler.
Som det fremgår af figur 5 er eksportens sammensætning ændret, idet hellefisk har overtaget torskens betydning som den 3. største eksportartikel (de 2 største er "skalrejer" og "rejer, kogte og pillede"). Hvor torsken bidrog med over 400 mio. kr. i 1989 og 1990, viser opgørelser for 1. - 3. kvartal i 1998 et bidrag på kun knap 16 mio kr. Øgede mængder og vækst i prisen på hellefisk og filet af saltvandsfisk har fremmet hellefiskens betydning i den samlede eksport siden 1992, hvor eksportværdien af denne type fiskeri var 26 mio. kr. mod 370 mio. kr. i 1997.

I 1998 faldt prisen på hellefisk. Hvor prisen var gennemsnitligt 30,16 kr. i de første tre kvartaler af 1997, faldt prisen til 24,60 kr. i den tilsvarende periode i 1998. Det svarer til et fald i kiloprisen på 18,4 %. Prisen for filet af saltvandsfisk faldt fra 32,87 kr. til 26,45 kr. eller 19,5 % i samme periode.

Eksportværdien af hellefisk og filet af saltvandsfisk var i de første tre kvartaler af 1998 på godt 208 mio. kr. mod 270 mio. kr. i den tilsvarende periode i 1997. Det svarer til et fald på ca 62 mio. kr. eller 23 %. Der er knyttet en vis usikkerhed til de opgjorte tal vedr. hellefisk og filet af saltvandsfisk.

Situationen i det indenskærs fiskeri efter hellefisk i kommunerne Ilulissat, Uummannaq og Upernavik er kendetegnet af, at de landede mængder har været stærkt stigende over en årrække. Grønlands Naturinstitut og NAFOs videnskabelige råd advarer nu mod en fortsat stigning i fangsterne og anbefaler et fiskeritryk på godt 18.000 tons. Fiskeriet i 1998 formodes imidlertid at have andraget omkring 25.000 tons.

Et væsentligt mål i en fremtidig forvaltning af denne ressource vil være at tilvejebringe en situation, hvor en højnelse af kvaliteten af den landede fisk kan kompensere for den mindre- værdi, der ellers vil opstå som følge af kravet om mindre mængder.

Rejeeksporten er ligeledes ramt af vigende priser. Kiloprisen på pillede og frosne rejer faldt gennemsnitligt 8,7 % fra 1997 til 1998, mens prisen på skalrejer gennemsnitligt lå 17,1 % under den gennemsnitlige kilopris de første tre kvartaler af 1997. Den eksporterede mængde er vokset fra 31.100 tons til 34.000 tons, mens indtjeningen er faldet fra 938 mio. kr i 1997 til 870 mio. kr. i 1998. Sammenligningerne gælder som tidligere anført for de første tre kvartaler af 1997 hhv. 1998.

/////Indenskærs og udenskærs rejefiskeri
Rejefiskeriet kan deles i to hovedsektorer - det indenskærs og det udenskærs rejefiskeri. Hvor det indenskærs rejefiskeri subsidieres gennem ESU-ordningen og indhandlingstilskud, fungerer det udenskærs rejefiskeri på rent kommerciel basis.

Landsstyret vil undersøge de samfundsmæssige konsekvenser af en omstrukturering af fiskeriet i retning af en udvidelse af det udenskærs rejefiskeri med produktionsfartøjer. Den indenskærs flåde står over for fornyelse. Samtidig er der opnået teknologiske landvindinger i det udenskærs fiskeri, som øger det samfundsøkonomiske incitament til at omlægge imod denne type fiskeri. En fuld omlægning til udenskærs rejefiskeri vil skønsmæssigt øge den samfundsøkonomiske gevinst med 2-300 mio. kr., som vil kunne realiseres ved en anden forarbejdning af ressourcen end i dag. Som konsekvens af en sådan omlægning reduceres arbejdsstyrken i fiskeriet med anslået 100 mandår, men omlægningen vil betyde, at de tilbageværende arbejdspladser vil være mere produktive og dermed mere fremtidssikrede.

Landsstyret er således inde i overvejelser om de samfundsmæssige konsekvenser af en omlægning af det traditionelle, kystnære rejefiskeri til et fiskeri, der baserer sig på indsættelsen af produktionsfartøjer.

En sådan omlægning kan ikke anbefales gennemført med et slag, hvilket heller ikke er hensigten. Der eksisterer i øjeblikket syv rejefabrikker i landet, og disse ville komme til at lide under en betragtelig råvaremangel, dersom kutterflåden blev erstattet af en flåde af fabrikstrawlere med den traditionelle egenproduktionsret på 75 %.

Skal man imidlertid introducere en højere grad af ombord-forædling, uden at der samtidig findes substitutter for de hidtil landede rejer, må en konvertering af kystflåden til produktionsfartøjer forudses kun at kunne finde sted under medvirken af offentlige midler til en "fabrikskondemnering" i stil med den, der fandt sted inden for flåden af fabriksskibe i begyndelsen af 1990-erne.

/////Frihed til at beskatte ressourcerenter
I forbindelse med efterårssamlingen 1998 besluttede Landstinget at forhøje rejeafgiften fra én til tre procent med virkning fra 1. januar 1999. Det må ses i sammenhæng med, at rejeafgiften er at betragte som beskatning af en ressourcerente, der tilhører hele samfundet.

Det produktionsskibsbaserede rejefiskeri er velkonsolideret efter at have fået støtte til kondemnering i form af lån i begyndelsen af 1990'erne.

Landsstyret ønsker at betone det rimelige i, at der skal være frihed til at beskatte en ressourcerente fremover, når forholdene taler for, at erhvervslivet er i stand til at bære sin del af byrden. I tråd med OECD’s anbefalinger kan det overvejes, om det er muligt at beskatte nogle indkomster ved kvotesalg mere, end hvad der er tilfældet idag.

2.2.3 Indkomstudviklingen
Stimuleringen af de offentlige finanser i 1998 medvirkede til at skabe øget vækst i udskrivnings grundlaget for indkomståret 1998. Landskassens regnskab for 1998 viste således, at skatteindtægterne steg 56 mio. kr. mere end budgetteret på finansloven.

Hjemmestyrets øgede driftsudgifter bidrog således til at øge niveauet for de skattepligtige indkomster, men øgede samtidig den offentlige sektors størrelse. Hjemmestyrets driftsbudget havde i 1998 en realvækst på niveauet 6 %.

Den skattepligtige indkomst faldt fra 1988 til og med 1993. Derpå steg den fra 4.955 mio kr. i 1993 til 5.581 mio. kr. for indkomståret 1997. Væksten fra 1996 til 1997 er afdæmpet (89 mio. kr.), hvilket kan tilskrives et konstateret fald i verdensmarkedsprisen på rejer - kogte og pillede såvel som frosne skalrejer.
Som figur 6 illustrerer, er der ubrudt vækst i den skattepligtige og disponible indkomst fra 1993 til 1997. Den disponible indkomst er udtryk for det beløb, som virksomheder og husholdninger har til rådighed til opsparing, forbrug og investering.

TAC’en på rejer er i 1999 hævet 5,5 % i forhold til 1998, hvilket justerer forventningerne til indkomstudviklingen i indeværende år under forudsætning af, at verdensmarkedsprisen for rejer holder sig nogenlunde på niveauet for 1998, og at størrelsessammensætningen af rejer stabiliserer sig efter en længere periode med stadigt mindre rejer i fangsterne.

2.2.4 Prisudviklingen
Siden 1996 er væksten i forbrugerprisindekset holdt mellem ½ og 1 %. I 1998 er væksten i forbrugerprisindekset 0,9 % mod en vækst på 1,9 % i det danske indeks. Set over den i figur 7 skitserede periode, ligger stigningerne under niveauet i det danske forbrugerprisindeks.

Landsstyret har i 1998 i alt væsentligt fortsat foregående års omkostnings-, skatte- og afgiftspolitik og bidrager således, ved en prisdæmpende politik, til at reducere prisudviklingen. Huslejen holdt i 1998 samme niveau som i 1997, priserne på Nukissiorfiits ydelser er fastholdt og taksterne på telekommunikation er faldende. Prisindekset for telefon og porto viser et fald på 27,2 % fra juli 1998 til januar 1999.
Reguleringspristallet adskiller sig fra forbrugerprisindekset ved at være renset for diverse afgifter og subsidier. Reguleringspristallet viser de markeds bestemte ændringer i forbrugerpriserne, mens forbrugerprisindekset viser de ændringer, som forbrugerne oplever efter tillæg af afgifter og fradrag af subsidier.

Reguleringspristallet er i perioden 1994 til 1997 steget mere end forbrugerprisindekset, hvilket kan tages som udtryk for det tidligere landsstyres prisdæmpende politik. I 1998 skete der en stigning i forbrugerprisindekset, som overstiger de markedsbestemte ændringer. Det skyldes bl.a. de afgiftsforhøjelser på tobak mm., der blev gennemført ved landstingets efterårssamling 1998.

2.2.5 Ledighed
Med en gennemsnitlig ledighed i 1998 på 11,3 % af arbejdsstyrken - hvoraf ca. 80 % af de ledige var uden uddannelse - er der behov for en forstærket indsats på uddannelsesområdet. Derfor er

der - med henblik på aktivering af de ledige - indført uddannelseselementer, som skal lette overgangen fra folkeskole til det etablerede uddannelsessystem. Formålet er at skabe varige arbejdspladser, mindske sæsonarbejdsløsheden og yde en særlig indsats på ungdomsområdet. I medfør af en forandret demografisk befolkningssammensætning, vil der komme større årgange på arbejdsmarkedet i de kommende år.

En styrkelse af indsatsen på uddannelsesområdet skal ses i lyset af, at der rent faktisk er mangel på arbejdskraft - vel at mærke uddannet arbejdskraft - på visse område. I dag spores der således mangel på uddannet personale i sundhedssektoren såvel som uddannede håndværkere.

Landstinget har besluttet at forhøje pensionsalderen til 63 år. Det vil på sigt betyde, at en del af aldersgruppen mellem 60 - 63 år vil overgå til førtidspension, som følge af nedslidning, mens resten vil blive længere på arbejdsmarkedet.

2.3 Landskassens økonomi
Lærernes overenskomst har været retningsgivende ved forårets overenskomstforhandlinger med forskellige faggrupper. SIK fik ved overenskomstforhandlingen et resultat på 5,63 % samt 1 % til forbedring af pensionsordninger mod lærernes 7 % og der mangler endnu forhandlingsresultater med henholdsvis Læger, Jurister- og Økonomer (DJØF) samt Journalister.

Der er således skabt et løntryk i dele af den offentlige sektor, og med de tegn, der er på en "overophedning" på det private arbejdsmarked, kan der nemt opstå en lønskrue. En sådan udvikling vil være ugunstig, da det høje lønniveau allerede er et grundlæggende strukturelt problem. Stabil vækst i økonomien forudsætter, at jorden gødes for de værdiskabende aktiviteter. En lønskrue modvirker dette og risikerer at skubbe udviklingen af et konkurrencedygtigt erhvervsliv endnu længere ud i fremtiden.

Landsstyret vil derfor stramme den økonomiske politik, så man reducerer risikoen for en generel lønglidning, som i sidste ende vil være til skade for samfundets konkurrenceevne. Det forhøjede lønniveau vil derfor stille krav om større produktivitetsforøgelser i erhvervslivet. Tilsvarende skal den strukturelle arbejdsløshed nedbringes gennem målrettet uddannelse af den hjemmehørende arbejdskraft mhp. at reducere de høje omkostninger forbundet med at tilkalde arbejdskraft.

2.3.1 Udviklingen i landskassens økonomi 1994 - 2002
Det fremgår af tabel X neden for, at landskassens udgifter stiger hurtigere end indtægterne. På trods af vigende indtægter har hjemmestyret formået at skabe positive resultater i perioden 1988 og frem til 1997. Det er resultatet af en stram udgiftspolitik, som dog blev slækket fra 1997, og som resulterede i et underskud på regnskabet for 1998.

Det ekstraordinært store overskud på DAU-regnskabet i 1996, skyldes primært KNI og Tele Greenlands førtidige indfrielser af gæld til landskassen på samlet 329 mio. kr.

Den udgiftspolitiske lempelse i 1998 og 1999 vækker bekymring. Den i sig selv positive udvikling i indkomster og produktion pga. stigende rejefangster taler for, at der bør ske en stramning af den økonomiske politik mhp. konsolidering af økonomien og en jævnere udvikling på arbejdsmarkedet.

Finansloven for 1999 er allerede i midten af finansåret udsat for udgiftspres i form af et større finansieringsbehov på grund af lønstigninger.

2.3.2 Udviklingen i landskassens budget
Nedenfor i tabel 1 er landskassens udgifter og indtægter skitseret i perioden fra 1994 til og med budgetoverslagsåret 2002.

//////Tabel 1 Landskassens indtægter og udgifter i perioden 1994 - 2002
Mio. kr. R 1994 R 1995 R 1996 R 1997 R 1998 FL 1999 inkl. TB 1/1999 2000 2001 2002 Indtægter 4.015 3.953 4.063 4.178 4.304 4.423 4.396 4.395 4.390 Driftsudg. -3.251 -3.316 -3.380 -3.492 -3.698 -3.853 -3.836 -3.835 -3.840 Anlæg -584 -595 -545 -637 -707 -628 -592 -581 -570 Udlån 139 6 390 40 39 58 31 21 20 Extraord. poster     -26             Resultat 319 49 502 89 -62 - 43 -1 0 0

/////Landskassens indtægter
Landskassens indtægter i 1998 steg med 126 mio. kr. i forhold til 1997. Heraf tegner bloktilskuddet fra Staten sig for en stigning på 63 mio.kr. som følge af almindelig prisfremskrivning. Skatter og afgifter er i samme periode stegt med 56 mio.kr. - hvorfor der i udgangspunktet kan forventes ekstra indtægter i 1999 på niveauet 100 mio.kr. i forhold til 1998.

Landskassens indtægter i 1999 udgøres således af statens bloktilskud, skatter og afgifter samt EU - fiskerilicenser, hvilket er udgangspunktet/grundlaget for landsstyrets økonomiske prioriteringer.

/////Landskassens udgifter
Hvis landskassens driftsudgifter udvikler sig som hidtil, så vil landskassen om bare fire år have opbygget et underskud på niveauet 300 mio. kr. En sådan udvikling vil indebære, at der optages nye lån i udlandet med støt voksende gælds- og rentebyrde for landskassen til følge. En øget gældsbyrde er uacceptabel ud fra det hensyn, at landsstyrets politiske og økonomiske råderum mindskes i takt med at gælden vokser. Det må konkluderes, at dersom vi ønsker ikke at genopleve en tendens mod økonomisk nedgang og et indskrænket politisk råderum, som senest ramte os i slutningen af 1980'erne, så skal udviklingen vendes og driftsudgifterne bringes under kontrol.

Det er derfor tvingende nødvendigt, at der gennemføres besparelser på finansloven for år 2000 - 2003 med henblik på at opretholde den finansielle balance samtidig med, at der er råderum for nye aktiviteter og efterlevelse af forpligtelser som følge af udviklingen i uomgængelige udgifter.

Besparelser skal hovedsagligt søges indenfor driftsområder som administration og forskellige servicekontrakter. Servicekontrakterne skal rationaliseres i samarbejde med virksomhederne og serviceniveauet tilpasses.

Landskassens anlægsudgifter udgøres i det væsentligste af anlæg og anlægsudlån på områderne boliger, landingsbaner, Nukissiorfiits anlæg samt anlæg på institutionsområdet. I de kommende år vil renoveringsopgaven spille en central rolle i anlægsbudgettet. Der er afsat knap 65 mio. kr. i en central renoveringspulje for 1999 og godt 80 mio. kr. årligt frem til og med 2002. Aktivitetsniveauet på byggeriet af de regionale landingsbaner forventes at aftage væsentligt.

2.3.3 De hjemmestyreejede virksomheder
Grønlands Hjemmestyre oparbejdede i 1980'erne en betragtelig gæld til udlandet. Ved stram finanspolitisk styring og fastholdelse af overskud på DAU-saldoen er situationen for hjemmestyret udviklet således, at hvor gælden var 769 mio. kr. i 1993 er den vendt til et nettotilgodehavende på 266 mio. kr. i 1997.

En del af forklaringen på hvorfor det har været muligt at afvikle gælden så hastigt er, at de hjemmestyreejede selskaber har afdraget hurtigere på deres gæld til hjemmestyret end forudsat. Virksomhederne har afdraget mhp. omlægning til lån optaget i udlandet. Landskassen frigøres dermed for sine direkte låneforpligtelser, men mister på samme tid en kilde til finansiering i form af de løbende renteindtægter. Låneindfrielserne betyder også, at afdragene ophører som kilde til finansiering af den ovenfor anførte vækst i driftsudgifterne.

Således optog de 5 største af de hjemmestyreejede virksomheder lån for 1,6 mia. kr. fra 1993 til 1997, som det fremgår af tabel 2 nedenfor.

//////Tabel 2 Samfundets nettogæld - nettogæld i landskassen og de 5 største hjemmestyreejede virksomheder.
Mio.kr. 1993 1994 1995 1996 1997 Royal Greenland 982 1.012 1.546 1.883 1.924 KNI (Service) -54 34 4 147 57 KNI (Detail) 21 40 45 135 139 Royal Arctic Line 96 437 531 473 469 Tele Greenland *** -76 -112 56 29 I alt, selskaber 1.045 1.447 2.014 2.694 2.618 Landskassen 769 630 279 -311 -266 Samfundets nettogæld 1.814 2.077 2.293 2.383 2.352 Samlet set må det altså konstateres, at samfundets nettogæld er vokset støt, idet særligt Royal Greenland har øget gældsætningen til udlandet betragteligt. Royal Greenland A/S voksende gældsætning må betegnes som bekymrende i lyset af virksomhedens utilfredsstillende økonomiske resultater.

Landsstyret forventer derfor, at de hjemmestyreejede virksomheder opnår en indtjening og konsolidering, der kan forsvare den store låntagning - om nødvendigt ved omstrukturering af virksomhederne - således at tilskudsbehovet og virksomhedernes afhængighed af Grønlands Hjemmestyre mindskes i videst mulige omfang.

Hjemmestyrets engagement i erhvervslivet udspringer af strukturelle problemer, som på kort sigt fastholder landskassen i væsentlige økonomiske forpligtelser - blandt andet i form af et medansvar for serviceringen af den oparbejdede gældsbyrde i de hjemmestyreejede virksomheder.

Kravene til de hjemmestyreejede virksomheder vil fremover blive skærpet. Den store gældsbyrde og landskassens indirekte seviceringsforpligtelse taget i betragtning, må Grønlands Hjemmestyre som minimum forvente, at virksomhederne har en sund økonomi. Virksomheder med overskud skal bidrage til ejeren i form af øgede udbyttebetalinger. Virksomheder, som ikke genererer overskud, skal motiveres til at reducere deres omkostninger. Dette kan ske f.eks. ved udlicitering, deregulering og kostægte priser på infrastruktur.

2.4 Kommunernes økonomi
Kommunerne har overordnet set en god økonomi. Der er dog forskel kommunerne imellem, hvilket kan aflæses af udviklingen i de skattepligtige indkomster ovenfor i figur 6. De konstaterede stigninger i den skattepligtige indkomst slår igennem på de kommunale regnskaber.

Kommunernes indtægter og driftsudgifter steg nogenlunde i samme takt i perioden 1993 - 96, hvorefter indtægterne i 1997 tog et markant spring opad i forhold til driftsudgifterne.

Tabel 3 viser en samlet oversigt over kommunernes indtægter og udgifter i perioden 1993 - 97. Udgifterne er delt op på drifts- og anlægsudgifter.Tabel 3 Kommunernes udgifter og indtægter 1993-1997 Mio.kr. 1993 1994 1995 1996 1997 Indtægter 1.632 1.650 1.680 1.754 1.940 Udgifter i alt 1.561 1.580 1.620 1.735 1.799 Driftsudgifter 1.465 1.486 1.510 1.571 1.659 Anlægsudgifter 96 93 110 163 140 Overskud 71 70 60 19 141   Likvider 139 176 262 285 386 *Af hensyn til sammenligneligheden er indtægter og udgifter i 1993 korrigeret for udgifter og bloktilskud til pensioner på 292,3 mio. kr., idet finansieringen af pensioner fra og med 1994 er omlagt til refusion fra Landskassen.

Kommunernes økonomi synes at have stabiliseret sig. Regnskaberne viser overskud i perioden 1993 - 1997. Indtægterne stiger hurtigere end udgifterne, og det har ført til en løbende stigning i kommunernes likvide beholdning siden 1993.

En væsentlig del af udgiftsforøgelsen i kommunerne kan tilskrives den demografiske forskydning mod flere helt unge samt flere ældre i pensionsalderen, med deraf følgende udgifter til skoler og sociale sikringsydelser.

//////Tabel 4 Kommunale udskrivningsprocenter i perioden 1993 - 1998
1993 1994 1995 1996 1997 1998 25,8 % 26,2 % 26,4 % 26,6 % 26,6 % 26,7 % Det fremgår af tabel 4, at den kommunale udskrivningsprocent er stigende - i modsætning til både landsskat og fælleskommunal skat, som har været fastholdt på 11 % hhv. 4 % siden 1993. Den samlede udskrivningsprocent dækker over lokale udsving i udskrivningsprocenten, som varierer mellem 20 - 29 % kommunerne imellem.

Stigningen i de samlede kommunale indtægter kan fortrinsvis henføres til en stigning i bloktilskuddet og stigningen i det skattepligtige indkomstgrundlag.

Hjemmestyret indgik i 1996 aftale om budgetsamarbejde med KANUKOKA med det formål at samordne kommunernes økonomiske udvikling med landsstyrets økonomiske politik, herunder tilsikre en koordinering af investeringsplanlægningen.

Hjemmestyret overdragede pr. 1. januar 1998 ansvaret for den offentlige byggemodning til kommunerne.
Figur 8 giver et billede af den årlige udvikling i de skattepligtige indkomster fordelt på kommuner. Som det fremgår, er den økonomiske vækst særlig markant i Qaqortoq, Nuuk, Maniitsoq, Sisimiut, Ilulissat, Uummannaq samt Upernavik.

I figur 9 nedenfor illustreres udviklingen i de skattepligtige indkomster fordelt på kommuner. Den første søjle viser den samlede udvikling i perioden 1993 - 1997. Den anden søjle viser den isolerede udvikling fra 1996 - 1997.
TAC står for Total Allowable Catch, hvilket vil sige den største tilladte, totale fangstmængde.