Hjemmestyrets tyveknægte må frem i lyset

... vi (må) håbe, at en eller anden i systemet lækker oplysningerne med tilstrækkelig dokumentation til, at aviserne kan offentliggøre (navnene på de fem skattebedrøvere).

Torsdag d. 23. september 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Etik, Love og konventioner, Politik.

DE FEM SKATTEBEDRØVERE, som vi omtalte i sidste uge, slipper for offentlig tiltale. I en artikel i sidste nummer fortalte vi, at der bliver rejst ansvarssager imod dem, og det betyder, at de kan vedkende sig en bøde, som skattemyndighederne pålægger dem for at have snydt i skat. Så er den historie ude, og livet kan fortsætte.

Men sådan burde det ikke være.

Det er ikke fordi der er noget galt i, at en sag kan ordnes administrativt og i mindelighed. Det kan sagtens foregå rimeligt og retfærdigt, og det sparer tid for retsvæsenet, så vigtigere sager kan ekspederes. Det er godt nok.

Det er vel også godt nok, at skattesager indtil en vis størrelse og en vis grel karakter afgøres administrativt og inden for skatteforvaltningens fire vægge. Men kun meget små sager. Skattesnyd er nemlig en usædvanlig grov forbrydelse. Den er rettet imod medborgerne, og den går ud på at blive rig på andres bekostning. Det er en form for tyveri imod alle. Man kan næsten ikke blive værre tyv. Tænk at have været i alles lommer.

En tyveknægt, der i den grad foragter sine medborgere, at han vedholdende år efter år forsætligt stjæler fra alle, mister anseelse og andre menneskers respekt. Hvis det bliver opdaget...

Det er det, denne lille kommentar handler om.

FJORTEN MENNESKER får nu reguleret skatten, fordi de ikke har opgivet deres "frynsegoder" korrekt. Ni af dem har åbenbart ikke gjort noget forkert med vilje, og sagerne ordnes alene med en regulering af skatten, mens de fem sidste til gengæld ikke har rent mel i posen. De har gjort sig skyldige i skattesnyderi og får en bøde.

Der er altså tale om folk, der har haft hænderne i alle grønlandske medborgeres lommer. De arbejder i hjemmestyret. Nogle er formentlig politikere, måske endda toppolitikere, som jo har fri bil og telefon, så det batter. Den omstændighed, at skatterådet ikke engang vil oplyse, om der er politikere imellem, beviser, at det er der.

Disse politikere, der nu får en bøde for at have beriget sig på de øvrige skatteyderes bekostning, er sat til at forvalte landets penge og de demokratiske beslutninger. De har snydt sig til nogle goder, som alle andre skal betale for. De har diskvalificeret sig selv som politikere. De må gå af, for de har vist, at de ikke kan passe deres arbejde. De har svigtet den tillid, vælgerne havde til dem.

De er ikke bedre, end økonomichefer, der render med kassen og andre kassebedrøvere, som bliver knaldet med hårde domme for deres underslæb og bedrageri.

De er faktisk værre, for de er folkevalgt. De er udpeget af borgerne som de bedste, dem vi vil satse på, blandt andet fordi vi stoler på dem. Det har der altså ikke været grund til. De har ikke levet op til de mest elementære forventninger.

DERFOR ER DET forkert, at denne alvorlige skattesag afgøres udenfor offentlighedens søgelys. Borgerne har krav på at vide, hvilke politikere, der har stjålet fra dem. Det er principielt vigtigt, at navnene kommer frem, så vælgerne kan tage affære, om ikke før så ved det kommende valg.

Skatteunddragelse svarer jo til, at en ansat stjæler fra sin arbejdsgiver - oven i købet op af arbejdsgiverens egen private lomme.

De politikere, der har unddraget sig skat, har forsætligt malket arbejdsgiverens private konto. Den forbrydelse er for alvorlig til, at forbryderen slipper med bøde, løftet pegefinger og fy-fy-skamme for lukkede døre og i dølgsmål.

Derfor må vi som borgere forlange at få at vide, hvem det handler om. Og hvis det ikke kan lade sig gøre med loven i hænderne, må vi håbe, at en eller anden i systemet lækker oplysningerne med tilstrækkelig dokumentation til, at aviserne kan offentliggøre dem.

AG melder sig gerne som aftager. Sandheden skal nemlig frem, ikke for straffens og for hævnens skyld, men for demokratiets.