Politikerne og pressen

Det nytter ikke den ene dag af ville lege stor international statsmand for den næste dag at påstå, at ude fra kommende kriterier for dit og dat underminerer grønlandsk kulturliv. Det runger hult og uovervejet og vidner om vigende dømmekraft.

Fredag d. 28. maj 1999
Christian Tidemand
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Etik, Kultur og samfund, Politik.

Her på det seneste har den hørte og skrevne presse været optaget af et emne omkring nyhedsformidlingens rolle i samfundet. Visse politikere og andre har ytret sig stærkt kritisk overfor denne skrevne presse, som anklages for at være for nærgående og personlig i sin måde af fremlægge sagsforhold på. Der fremkommer den vurdering, at journalister i for høj grad går efter manden og ikke bolden, når et forhold skal tackles og sendes ud i offentligheden. Men hvordan forholder det sig i realiteten? Hvad er presseetik i en grønlandsk kontekst? Og har grønlandske politikere en højere etisk standard end i andre lande? - så vi derfor som befolkning ubetinget må stole på, at de vil almenvellets bedste altid, og hver gang de spiller ud, må vi som befolkning give dem længere snor end andre, og det skulle gælde både TV, radio og avispressen. Når journalisterne griber fat i en sag med vid, bid og indsigt, bliver presseetikken lige pludseligt et udefra påført fremmedelement, som er ugrønlandsk. Når aviser tegner billeder af vort samfunds negative sider og hænger aben på dårlig politisk ledelse, så anklages pressen for tegne et negativt og fordrejet billede af samfundsforholdene. Jeg køber ikke påstanden om at vi antalsmæssigt, som folk er for lille til at have global-standardiserede etiske presseregler, som kan indebære afsløring af personlige forhold. Det synspunkt svarer til fremskridtspolitikerens synspunkt, der hævdede, at Danmark var for lille et sprogområde til at have en ballet. Det er et livsvilkår i Grønland, at alle ved hvor Sakæus og Benjamin har sovet i nat. Hvilken rolle skal pressen spille i samfundsdebatten. Hvilke etiske spilleregler opstiller den selv? Skal den være borgernes øje og øre? Skal pressen være det fjerde ben i en demokratisk magtstruktur? Skal den være moralens vogter eller en objektiv iagttager? Når en politiker siger, "det behøver ikke af være så dansk altsammen", er det da værd at bemærke, af journalistuddannelsen, som hovedparten af de øvrige uddannelsestilbud forlængst er blevet hjemtaget. Og havde man politisk ønsket at udarbejde en særlig kontekstuel grønlandsk presseetik, kunne man forlængst have lagt det element ind i uddannelsen, omend det objektivt set ville være tvivlsomt, ja endda ikke-ønskeligt. Det undrer mig såre at Amnesti International, evt. med henvisning til artikel 19 i menneskerettighedserklæringen ikke har vist sig på banen og er gået i brechen for pressen. De er der ellers nok, når Dalai Lama gør opmærksom på forsøg på knægtelse af menings- og ytringsfriheden i Tibet. Og her er dog et slet tilsløret forsøg lige her ret ud for vor egen isfod. Det nytter ikke den ene dag af ville lege stor international statsmand for den næste dag at påstå, at ude fra kommende kriterier for dit og dat underminerer grønlandsk kulturliv. Det runger hult og uovervejet og vidner om vigende dømmekraft. Med sådanne synspunkter rejser sig den opgave, at vi som befolkning på et langt bredere grundlag end hos den politiske magtelite giver os i kast med en diskussion af livsbetingelserne i det grønlandske samfund. At vi skaber tværfaglige fora, hvor den etiske dimension langt synligere gøres klar. For den verserende pressedebat fordrer det og betinger det. Der er mange "er- og bør-udsagn" i den standende debat. Helt uigennemtænkt går debatten fra det målelige til det subjektive, og det er vist ikke hensigtgmæssigt eller tilladeligt. Det kaldes også den naturalistiske fejlslutning, nemlig således forstået, at man lægger sine egne værdidomme over i en beskrivelse af naturen og det faktiske. I ældre tid føltes det ikke som nogen fejl, fordi man anså etiske og religiøse udsagn som virkelige på samme måde, ja sat på spidsen, som udsagn om faktuelle forhold. På den måde spærrer man i virkeligheden etikken inde i et lille subjektivt rum - hør her: patentet på virkeligheden ligger hos den grønlandske magtelite. Udenfor - som beskrivelse af de faktiske forhold, har den ikke noget af gøre. Og den brede befolkning har ikke krav på at høre, hvad virkeligheden indeholder. Men vi har som befolkning lov til at få klar besked: At "er udsagn og bør-udsagn" mixes efter elitens forgodtbefindende. Det er der i og for sig intet odiøst i, når bare vi oplyses om at sådan er spillereglerne. Vi ved fra os selv, at vi hver eneste dag overtræder den naturalistiske lov, at vi forsynder os mod det filosofiske forbud mod at blande er og bør sammen. Et politisk udsagn som "børnefamilierne har svært ved at klare sig økonomisk" implicerer umiddelbart, "at de bør have mere hjælp" medmindre der er grunde, der ligefrem taler imod. For eksempel at den grønlandske finanslov ikke har afsat midler til det, fordi landsstyret har vurderet den ikke magter det økonomisk. Helt ned i dagligdagen bruger vi i flæng "er og bør-udsagn". Kommer jeg ind i et lokale og siger, "det trækker", har jeg også indirekte sagt, "døren eller vinduet bør lukkes". Det kan være, vi skulle begynde af genopdage disse mekanismer, så frimodigheden med de etiske udsagn bliver større. Så konklusionen i den standende debat mellem pressen og politikerne står der, hvor politikerne siger: "Pressen er for hård ved os, de bør give et mere nuanceret samfundsbillede". Mens pressen siger: "Politikerne er ikke så fine i kanten, som befolkningen bør kunne forvente". Og jeg er mere i tvivl, end jeg burde være, men vi har alle fortjent de politikere vi har stemt på. Godmorgen.