Et paradoks i grønlandsk fiskeripolitik

Det er i forvejen ikke let at holde flere af de eksisterende fabriksanlæg i gang på 100% kommercielle vilkår. Et yderligere konkurrenceforvridende tiltag i form af indhandlingsskibe vil uundgåeligt føre til tab af mange arbejdspladser.

Lørdag d. 27. juli 2013
Brian Buus Petersen, Direktør, Grønlands Erhverv
Jess G. Berthelsen, Formand for SIK
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Siumut.

Man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden. Derfor spørger vi direkte vores ansvarlige politikere: Hvor mange landbaserede arbejdspladser må det koste at indsætte indhandlingsskibe med det ene formål at give fiskerne en mulig kortvarig gevinst?

I både SIK og Grønlands Arbejdsgiverforening har vi den allerstørste sympati for, at fiskerne får så gode priser for deres fangst som muligt. Men det er et ejendommeligt paradoks, at samfundet med den ene hånd forlanger, at virksomhederne investerer i produktionsanlæg på land for at opretholde lokale arbejdspladser i fiskeindustrien -når man så efterfølgende er parate til at indsætte indhandlingsskibe, der med sikkerhed vil fjerne en stor del af de samme arbejdspladser.

I samarbejde med SIK gør landets fiskerivirksomheder en stor indsats for at skabe så mange arbejdspladser i Grønland som muligt. Men det siger sig selv, at disse arbejdspladser skal være rentable og konkurrencedygtige. Og dette kan kun lade sig gøre, hvis de pågældende virksomheder kan være sikre på stabile tilførsler af råvarer -og i øvrigt kan regne med fair vilkår. Og stole på, at løfter i en ophedet valgkamp om at skaffe endnu bedre priser til en enkelt erhvervsgruppe ikke spærrer vejen for en sammenhængende politik til gavn for hele samfundet.

Valgløfter eller realpolitik?
Vi har stor respekt for, at politikerne gerne vil forbedre forholdene for befolkningen. Det vil vi alle sammen gerne. Men vi må forlange af de samme politikere, at de ser virkeligheden i øjnene, og vurderer de samlede konsekvenser, som deres politiske beslutninger har. At politikken med andre ord hænger sammen.

Et helt aktuelt eksempel på manglende sammenhæng vil være indsættelsen af indhandlingsskibe i Upernavik – som omtalt i Sermitsiaq den 12. juli. I Upernavik har Upernavik Seafood i forvejen overkapacitet på sin fabrik. Netop på grund af de politiske ønsker om at fastholde en landbaseret produktion. Ja, skiftende regeringskoalitioner har endda truet med, at der ville blive indsat indhandlingsskibe, såfremt virksomhederne ikke opretholdt arbejdspladserne i land. Disse udmeldinger har man så rettet sig efter, i tillid til at indgåede aftaler bliver overholdt.

Det er i forvejen ikke let at holde flere af de eksisterende fabriksanlæg i gang på 100 % kommercielle vilkår. Et yderligere konkurrenceforvridende tiltag i form af indhandlingsskibe vil uundgåeligt føre til tab af mange arbejdspladser. Oven i købet i områder, hvor der allerede er en betydelig arbejdsløshed. Det forekommer os at være en høj pris at betale for at opfylde et valgløfte overfor en gruppe, der ikke kan betragtes som specielt dårligt stillede i forhold til så mange andre i dagens Grønland.

Og en andet ting med hensyn til valgløfter. Siumut gik til valg på, at befolkningen skulle inddrages i beslutningsprocesserne. Derfor vil tillade os at minde om, at vi i fiskerirådet i sin tid netop anbefalede politikkerne, at der ikke indsættes indhandlingsskibe, netop med samme argumentation som ovenfor.