Fritidsfangst sikrer imod udsmid af kød

NuKa A/S erkender, at der stadig er kød på lager fra sidste år, både rensdyr fra renbruget i Sydgrønland og lam fra sidste års slagtninger. Hvor meget, vil selskabet ikke ud med, men kilder siger til AG, at salget har været en katastrofe, og at lagerbeholdningen er alarmerende stor

Tirsdag d. 17. juli 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Fritid, Kultur og samfund, Politik.

DET RYSTEDE IKKE Grønland, da AG i midten af juni kunne fortælle, at 60-70 procent af kødfangsterne i Grønland går til spilde. Kun én reaktion fik vi. Det var en repræsentant for fritidsjægerne i Ilulissat, der var oprørt over, at så meget kød smides ud. - Men det er folk i Nuuk og andre steder, der smider kød væk. Det forekommer ikke i Ilulissat, mente han.

Og så var den historie ikke længere. Debatten udeblev.

Siden har vi fået tal for hvidhval og narhval. Antallet af nedlagte dyr sammenholdt med de indberettede solgte mængder (hovedsageligt mattak) fortæller åbenlyst historien om menneskets foragt for fangstdyrene. Det vender vi tilbage til i en artikel senere på sommeren.

Blandt meget andet spændende læsestof bringer vi i dag en artikel om vanskelighederne med afsætning af grønlandsk kød. NuKa A/S erkender, at der stadig er kød på lager fra sidste år, både rensdyr fra renbruget i Sydgrønland og lam fra sidste års slagtninger. Hvor meget, vil selskabet ikke ud med, men kilder siger til AG, at salget har været en katastrofe, og at lagerbeholdningen er alarmerende stor.

NU GÅR DET så for alvor løs med rensdyrene. Om to uger starter jagten på mere end 23.000 dyr, fortrinsvis beregnet for erhvervsjægere, der alene kan sælge kødet privat eller på brættet. Der er tale om enorme mængder, som med sikkerhed ikke kan omsættes på brættet. Ikke til de priser, vi har set de sidste mange år.

I Sydgrønland er der ikke tradition for at spise rensdyr, og mange bryder sig simpelthen ikke om det, mens vi i de traditionelle rensdyrområder holder meget af det. Alligevel skal gennemsnitligt hver eneste borger, fra vugge til grav, hvert år spise mere end 20 kilogram rensdyrkød. For at leve op til normen skal en familie på fem personer altså spise to gennemsnitsrensdyr.

Det kunne muligvis lade sig gøre, hvis ikke markedet i forvejen var oversvømmet med billigt kød af høj kvalitet. Og hvis ikke butikkernes frysere til overflod var fyldt med grønlandsk kvalitetskød til udsalgspriser, for eksempel 15-16 kilo hele lam til 695 kroner.

Efterspørgslen på rensdyrkød er altså ikke nær så stor som det udbud, vi kan forvente fra 1. august til 30. september.

LANDSSTYREMEDLEM Alfred Jakobsen udsendte for nylig en appel til rensdyrjagtens aktører - både til kommunerne, som forvalter jagten, og til fangerne. Heri opfordrede han til, at man bruger hovedet - både ved fordelingen af de lokale kvoter og ved afsætningen af kødet.

Mellem linierne skrev Alfred Jakobsen med store bogstaver, at nok skal alle dyrene skydes, fordi der er et kødressource og dermed en værdi for landet, men der skal ikke gå kød til spilde! Mellem linierne skrev han også, at priserne skal tilpasses efterspørgslen, for dermed at sikre, at alt kødet bliver solgt. Og det betyder så, at rensdyrkødet skal være langt billigere, end vi er vant til. Hans vink til kommunerne gik desuden ud på, at en ikke ringe del af kvoten skal gå til fritidsjægerne, som under alle omstændigheder sætter de nedlagte dyr på spisebordet.

DET LØSER imidlertid ikke problemerne. Dels var landsstyremedlemmet for sent ude til at påvirke kommunerne, dels er rensdyrjagt et meget hårdt stykke arbejde, som næppe kan honoreres rimeligt i forhold til omkostninger og strabadser. Hvis for eksempel efterspørgslen tilsiger en pris på 25 kroner kiloet, betyder det, at et gennemsnitsdyr indbringer 1.250 kroner. Det kan - hvis uheldet er ude - koste en hel dags voldsomt slid og slæb fra tidlig morgen til sen aften. Selvom det også kan gå noget lettere, er der en smertegrænse for, hvor langt en fanger, der har jagt som egentligt erhverv, kan gå ned i pris. Salgsprisen skal jo også dække transport med båd, benzinforbrug, omkostninger i lejren, jagtredskaber, afskrivninger med mere.

Det kan på den baggrund være svært at få øje på erhvervsværdien af rensdyrjagt, og det leder tanken hen på de "gode, gamle dage", hvor jagten var fri for alle. Dengang blev der nedlagt cirka 20.000 rensdyr i de gode år, og intet gik til spilde (når man ser bort fra de søllefangere, der kun tog den kostbare bagkrop med hjem og lod resten ligge til ræve og ravne).

DET FÅR OS også til at tænke på, hvorfor et begreb som erhvervsfanger overhovedet er opstået. I rigtig gamle dage var alle fangere og forsøgte efter bedste evne at forsørge familien selv. Den struktur har levet helt op til vore dage, men i de sidste 20-30 år har fangererhvervet udviklet sig til noget i retning af et monopol på naturen. De såkaldte erhvervsfangeres særlige ret til fangstdyrene har været en torn i øjet på de tusindvis af fangere, der ved siden af et andet arbejde igennem det meste af deres liv har drevet fangst til eget brug, men som efter indførelsen af erhvervsfangernes jagtmonopol oftest har været nødt til at holde sig hjemme.

Vi kender alle følelsen af rigdom, når vi samler forråd til egen brug. Det er en rigdom, vi hæger om. Den fangst, vi skal sælge til andre, er blot et middel til rigdom, som pristaktisk kan holdes tilbage eller kasseres.