Nul-tolerance medfører ikke nul minedrift

Radioaktive stoffer findes naturligt i vores omgivelser, og der findes ingen steder, hvor den radioaktive stråling er nul. Der vil således ved brydning af malm stort set altid være et mindre baggrundsindhold af radioaktive grundstoffer. Nul-tolerance-politikken gør sig gældende for efterforsknings- og mineprojekter, hvor indholdet af radioaktive grundstoffer overstiger den naturlige baggrundsstråling.

Torsdag d. 17. marts 2011
Ove Karl Berthelsen, Landsstyremedlem for erhverv og arbejdsmarked  
Emnekreds: Efterforskning, Minedrift, Uran.

Efterforskningsselskabet Greenland Minerals and Energy A/S har fornylig husstandsomdelt såvel en dvd som en avis med partsindlæg om uran-politikken. I den forbindelse fremføres der en del påstande om nul-tolerance-politikken overfor uran og dets implikation på minedrift i Grønland. Nogle af påstandene, som alle selvfølgelig er Kuannersuit News redaktionens ansvar, er eksempelvis:
  • ”Nul-tolerance medfører nul minedrift”;
  • ”Begrebet nul-tolerance lukker ganske enkelt helt af for netop at føre en mere nuanceret debat om radioaktive stoffer”;
  • ”Nul-tolerance overfor radioaktive stoffer er derfor efter vore begreber ikke et brugbart styringsredskab i forbindelse med beslutning om minevirksomhed i Grønland”;
  • ”At benytte begrebet nul-tolerance er et tegn på, at man ikke tror på den lovgivning, man selv har vedtaget, og det eneste, man får ud af det, er en fastlåst umulig situation”.

Dette giver anledning til at præcisere, at påstandene ikke er korrekte og ikke giver et nuanceret billede af den førte politik specielt set i lyset af tidligere adskillige pressemeddelelser fra landsstyret om dette emne.

Råstofloven foreskriver, at før der kan gives tilladelse til egentlig minedrift og produktion af et mineralkoncentrat skal det mineselskab, som står for aktiviteten, dokumentere, at det kan udføre aktiviteten på en miljømæssig og sundhedsmæssig forsvarlig måde og minimere effekterne for miljøet. Det følger videre af råstofloven, at der skal udarbejdes en såkaldt VVM redegørelse for hvordan et projekt vil påvirke det omgivende miljø inden der kan gives tilladelse til minedrift. Det er således et ufravigeligt krav i gældende råstoflov – nu og i fremtiden - at al råstofaktivitet skal ske sikkerheds-, sundheds- og miljømæssigt forsvarligt og i henhold til bedste internationale praksis. Lovgivningen forhindrer ikke minedrift og fastlåser heller ikke situationen selvom der er en nul-tolerance politik overfor radioaktive grundstoffer.

Landsstyret har godkendt nye bestemmelser i standardvilkårene for efterforskningstilladelser, der gør det muligt at kunne gennemføre miljø- sikkerheds- og sundhedsmæssige undersøgelserne, selv om det konstateres, at der er et forhøjet indhold af radioaktive grundstoffer.

Radioaktive stoffer findes naturligt i vores omgivelser, og der findes ingen steder, hvor den radioaktive stråling er nul. Der vil således ved brydning af malm stort set altid være et mindre baggrundsindhold af radioaktive grundstoffer. Nul-tolerance-politikken gør sig gældende for efterforsknings- og mineprojekter, hvor indholdet af radioaktive grundstoffer overstiger den naturlige baggrundsstråling. Det blev i et svar fra medlem af Nalakkersuisut for erhverv og råstoffer af 18. oktober 2010 på et paragraf 36 spørgsmål fra Karl Lyberth oplyst, at:

”Det naturlige indhold af uran ligger typisk mellem 4 – 60 ppm for granittiske bjergarter med alkaligranitterne i den høje ende (20 – 60 ppm) og almindelige granitter i den lave ende (4-5 ppm uran)”.

Selskaber, som har fundet og afgrænset mineralske råstoffer med et delindhold af radioaktive grundstoffer, kan i henhold til standardreglerne ansøge om at få tilladelse til at udarbejde vurderinger af virkningen på miljø og samfundsmæssig bæredygtighed. Dette sker ud fra et ønske fra landsstyret om, at få mere viden om konsekvenserne af efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer. Disse bestemmelser giver ikke ret til efterforskning og udnyttelse af radioaktive grundstoffer på nogen måder.

Konklusionen fra landsstyret er, at det er muligt at efterforske og udnytte mineralske råstoffer og at lovgivningen er klar indenfor den gældende nul-tolerance-politik. Der er en række råtstofprojekter, som vil kunne gennemføres inden for rammerne af den nuværende uran nul-tolerance politik.

Der er fornylig udsendt et omfattende offentligt informationsmateriale om uran. I efteråret 2010 udsendtes den uafhængig videnskabelige rapport ”Information og fakta om udvinding af uran i Grønland” af GEUS og DMU. Ligeledes i efteråret 2010 blev der i KNR vist en udsendelse med informationer om uran og minedrift i Grønland. Udsendelsen indeholdt et interview med videnskabelige eksperter. Udsendelsen bliver genudsendt i KNR efterfulgt af en TV-debat med blandt andet telefon-spørgsmål fra borgerne i de kommende uger.