Rimelig skævhed

Naturligvis skal de mest urimelige skævheder, som Henrik Skydsbjerg nævner, udlignes. Det har været urimelig dyrt for Kangaatsiaq af få selvstændig kommunestatus. . .. Men det behøver ikke nødvendigvis at være lige så »sjovt« at være politiker i Kangaatsiaq som i Nuuk.

Tirsdag d. 14. oktober 1997
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Økonomi.

GRØNLAND er et land med helt utrolige skævheder. Det skriver Henrik Skydsbjerg om i dagens kronik, hvori han redegør for de ulige vilkår, der gælder for de grønlandske kommuner. Han er helt sikker på, at det ikke er nær så sjovt at være politiker i Kangaatsiaq som i Nuuk.

Det har han uden tvivl ret i. Vi ved for eksempel, at Kangaatsiaq ikke har nogen overbygning på folkeskolen, og at samtlige elever, der ønsker folkeskolens afgangsprøve, flytter til Aasiaat for at få den. Det betaler Kangaatsiaq med et beløb, der svarer til en trediedel af kommunens skatteindtægter.

Vi ved også, for det skriver Henrik Skydsbjerg i sin kronik, at alene driften af den minihal, kommunen har ønsket sig i årevis, svarer til en øget skat på to procent.

Nej, det er ikke sjovt at være kommunalpolitiker i Kangaatsiaq.

Anderledes er det naturligvis i Grønlands rigeste kommune, Nuuk. Her er der flere penge at gøre godt med, og dagens kronikør kalder den årlige budgetlægning i kommunen en ren leg. Han lægger i øvrigt op til, at der fastsættes en ens skatteprocent for hele landet, og at skatteindtægterne fordeles efter objektive kriterier, så alle kommunalbestyrelser i Grønland får ens vilkår.

Det lyder unægteligt både logisk og rigtigt. Det vil rette op på nogle af skævhederne i indtægtsfordelingen, men næppe dem alle. Spørgsmålet er blot, om det er det mål, vi skal sætte os.

BEHØVER vi virkelig et fuldstændig lige indtægtsgrundlag? Og hvad ville det i givet fald betyde for udviklingen?

De fattige kommuner vil naturligvis få en garanteret indtægt, som stiller dem lige med alle andre i forhold til befolkningstal, antal skolesøgende børn, pensionister, geografisk beliggenhed og hvilke andre kriterier, der nu kunne komme på tale, og Kangaatsiaq ville uden tvivl få sin minihal, som byen har så stort behov for. Men er det formålstjenligt at sikre et indtægtsgrundlag i områder, der måske ad åre burde reduceres i takt med den fraflytning, som erhvervsgrundlaget uundgåeligt bør føre med sig?

Det tror vi ikke på her på redaktionen. Det kunne nemlig betyde en uhensigtsmæssig fastlåsning af et udviklingstrin, som spænder ben for en økonomisk samfundsstruktur. Men det kommer selvfølgelig helt an på, hvad den politiske målsætning er, og den har vi ikke helt rede på efter magtskiftet i landsstyret.

Men vi har fået indtryk af, at den nye landsstyreformand er anderledes opmærksom på den økonomiske udvikling i Grønland, end hans forgænger. Der skal strammes yderligere op på økonomien, for om føje år er kassen tom. Udsigterne til nye indtægter er knap så gode, som Lars Emil Johansen gav udtryk for, og en anden og mere rationel samfundsstruktur er en af måderne at stramme op på.

ET ANTAL STÆRKE kommuner, hvor væksten af naturlige årsager har bedre vilkår end i størstedelen af landet, er ikke nødvendigvis en usolidarisk tilstand. De kan hjælpe med til at hæve den økonomiske standard for landet som helhed, men naturligvis ikke uden "omkostninger" for en række lokalområder, der uundgåeligt vil blive opslugt af de mere driftige kommuner. Fraflytning og affolkning er en udvikling, som kendes fra alle samfund verden over. Den skaber mange problemer, og dem må vi naturligvis være opmærksomme på og imødegå. Men den er også med til at skabe gunstigere vilkår for den økonomiske udvikling fremover.

Grønland har i mange år være præget og plaget af det efterhånden velkendte elendighedssyndrom, som bygger på en alt for gammel sandhed om, at vi alle skal have det ens (læs lige elendigt). Men det fører ikke til andet end stagnation og elendighed.

Hvis vi skal ud af "elendighedssuppedasen", må vi sluge nogle kameler, og uanset, hvor solidariske vi er af indstilling, sind- og følelsesmæssigt - så bør vi koncentrere vor indsats om at skabe optimale vilkår der, hvor mulighederne er til stede. Og så naturligvis afbøde ulemperne for de kommuner, det går ud over.

ISBRYDERE arbejder bedst, når de har godt med brændstof ombord. Hvis vi tapper dem for energien, svækker vi deres egenskaber som frontbrydere og trækkraft.

Den fuldstændigt sociale og økonomiske lighed mellem de grønlandske kommuner er lige så tung og hæmmende som det kommunistiske princip om, at alle mennesker skal have lige løn uanset hvilket arbejde de udfører. Det dræber initiativet og lysten og skaber stagnation eller tilbagegang.

Naturligvis skal de mest urimelige skævheder, som Henrik Skydsbjerg nævner, udlignes. Det har været urimelig dyrt for Kangaatsiaq af få selvstændig kommunestatus. Før i tiden var omkostningen til folkeskolens overbygning kommunens, nemlig Aasiaats. Sådan er det ikke mere, og kommunen skal selvfølgelig have hjælp til en anstændig tilværelse.

Men det behøver ikke nødvendigvis at være lige så "sjovt" at være politiker i Kangaatsiaq som i Nuuk.