Arbejdskampen skal handle om boliger

Det er regulær stavnsbinding til arbejdspladsen, som således bliver en livsstilling på vilkår, som arbejdsgiveren ensidigt fastsætter. Han har nemlig det stærkest tænkelige magtmiddel, boligen, som især under vore arktiske himmelstrøg bør være en indlysende menneskeret.

Tirsdag d. 4. maj 1999
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Erhverv, Løn og overenskomster, Sociale spørgsmål.

SÅ GIK ARBEJDERNES kampdag over Grønland endnu engang. Flag og bannere blev hentet frem fra udhuset, repareret til den store dag, og marchen til politikernes højborg begyndte. I Nuuk blev det kun til en lille håndfuld mennesker, som til gengæld havde favnen fuld i forsøget på at bære faner og slogans. Demonstrationen lignende aktørerne i et loppecirkus, der bærer rundt på en fjerdusk for at man kan få øje på dem.

1. maj har ikke rigtigt fat i befolkningen her i landet. Det kan naturligvis skyldes, at kampdagen i år faldt på en lørdag - altså en fridag, som ingen ønsker at kæmpe imod. Det kan også være, at folket føler, det ikke nytter at kæmpe. At det er som at slå i en dyne, at politikerne ikke lytter eller i alt fald ikke gør noget ved det.

Det kan også skyldes, at SIK-folket lige har fået syv procent mere i løn og har erklæret sig ganske tilfreds med resultatet. Og det kan forlede os til at tro, at der ikke rigtigt er noget at kæmpe for mere. At vi alle har det så godt, at vi er blevet ukritiske og tager tingene sådan lidt mere fra oven og nedefter.

- Det går jo godt, ikke? Så hvorfor gå i demonstration 1. maj, kan man spørge.

Fy-da-føj for et sløvsind.

DET KAN VÆRE, vi i virkeligheden bare skal finde noget andet at kæmpe for. Der er stadig rigelig med politisk ligegyldighed og manglende erkendelse. Der er stadig masser at henlede opmærksomheden på, væsentlige problemer, som ikke bare skal frem i lyset, men som nødvendigvis må gøres til genstand for egentlig kamp - i den fagpolitiske terminologi.

I alt fald dur de hidtidige kampsange ikke mere. Med det sociale sikkerhedsnet, der - trods mange fejl og mangler - er opbygget, er det ikke på lønnen, arbejderne bliver undertrykt. Men de bliver undertrykt. De har rigeligt at slås for, og SIK-formanden, Jess G. Berthelsen, er opmærksom på det:

BOLIGMANGLEN er blevet et redskab til at tryne de svage. Boligproblemerne, som langt ind i vore børnebørn og oldebørns tid vil være en undertrykkende faktor på arbejdsmarkedet, kræver handling og fagkamp - rettet mod myndighederne.

I dag er det sådan, at mange arbejdspladser har sikret sig tjenesteboliger til de ansatte. Det har ikke spor med personalepleje at gøre, men skyldes alene nødvendighed. Den arbejdsplads, der råder over tilstrækkeligt mange boliger, har mulighed for at ansætte personale efter kvalifikationer.

Omvendt er en arbejdsplads, der ikke råder over personaleboliger, afhængig af medarbejdere, der har egen bolig. Den primære kvalifikation bliver således egen bolig.

Det er klart, at denne sidste situation er ugunstig for erhvervslivet og for hele erhvervsudviklingen de steder, hvor boligproblemet har disse dimensioner. Men er det noget at kæmpe for? Hvad har erhvervslivets problemer med arbejderne at gøre?

En hel del!

FOR DET FØRSTE er det erhvervslivet, der skaber basis for beskæftigelse både privat og offentligt. Uden erhvervsliv går den ikke. I alt fald ikke andre steder i Verden.

Men der er mere håndgribelige måder at se det på for en kæmpende arbejder:

Det er regulær undertrykkelse af medarbejderne, at deres boliger følger jobbet. Arbejdsgiveren har på den måde krammet på medarbejderne i helt urimelig grad. Det skaber let vaklen i fagkampens geledder og spiller arbejdsgiveren en helt urimelig stor magt i hænde.

Hvem tør sætte sig op mod en arbejdsgiver, der ikke bare kan fyre en fra arbejdet, men sætte hele familien på gaden.

Og selv uden dramatiske omstændigheder som fyring er der tale om undertrykkelse: Den enkelte har nemlig ikke mulighed for at skifte arbejde efter eget ønske. Det er regulær stavnsbinding til arbejdspladsen, som således bliver en livsstilling på vilkår, som arbejdsgiveren ensidigt fastsætter. Han har nemlig det stærkest tænkelige magtmiddel, boligen, som især under vore arktiske himmelstrøg bør være en indlysende menneskeret.

DETTE ER KAMPSANGEN. Teksten er flere boliger! Melodien skal være et råb fra de tusindvis, der mangler bolig. Anledningen skal være demonstrationer 1. maj, på nationaldagen - på et hvilket som helst tidspunkt, hvor mange mennesker samles. Tomme boliger og huse i Nuuk bør besættes, fordi de sociale forhold, som boligmanglen skaber, er urimelige og undertrykkende. De fastholder en ringere livskvalitet, ringere uddannelsesforhold og efterlader de socialt dårligt stillede familier med indbyggede samlivsproblemer, som først kan forvindes, når der skabes tilstrækkeligt gode boligforhold.