Boligproblemerne må løses

De kaotiske forhold på boligområdet er ikke blevet nemmere ved, at landsstyret overtræder landstingets lovgivning og nægter boligafdelingerne at forhøje huslejen, hvor der er brug for det. Det betyder, at en række boligafdelinger er ved at gå konkurs. De har ikke nogen penge og de må ikke forhøje huslejen, så de kan spare op til den almindelige vedligeholdelse.

Fredag d. 9. april 1999
Sermitsiaq
Emnekreds: Boliger.

Det er en menneskeret at have en bolig. Her i landet er det det offentlige, som står for det meste boligbyggeri, og som har de fleste boliger. Boligproblemerne i de store byer er derfor også det offentliges ansvar. Men det offentlige kan ikke magte opgaven. Dels på grund af dårlig planlægning, dels fordi man ikke har accepteret udviklingen, nemlig at folk flytter til de store byer, hvor der er mulighed for job og uddannelse. Dels fordi andre politiske hensyn har modarbejdet en mere naturlig udvikling på boligområdet. Private har ikke haft mulighed for at løse problemet, for der har ikke været byggemodnede grunde til at bygge på. De boliger, som hjemmestyret overtog den 1. januar 1987, var i forfald, og der er ikke gjort nok for at renovere boligerne i årenes løb. Siden etableringen af INI A/S har man forsøgt at få styr på boligområdet. En række af problemerne er løst, men der er langt igen. På redaktionen modtager vi konstant klager fra lejere, som ikke synes de bliver serviceret ordentlig. I dagens avis drejer det sig om slam, der driver ned ad væggen i en lejlighed, tilsyneladende på grund af utætte rør fra toilettet ovenpå. Hidtil har INI ikke villet gøre noget ved det. Først da pressen begyndte at stille spørgsmål, skete der noget. På Nuussuaq har beboerne klaget over byggefejl. Kritikken gik ud over INI og burde nok være rettet mod kommunens tekniske forvaltning, men balladen gik igen ud over de uskyldige - lejerne. Myndighederne magter ganske enkelt ikke opgaven at servicere landets borgere på boligområdet. Omkring ventelisterne er der kritik af administrationen på trods af, at den er blevet langt bedre, end da kommunerne forsøgte at styre dem. Men nu skal folk også betale for at stå på ventelisterne for at få en bolig. En boligsøgende, som har stået på ventelisten i adskillige år, og som troligt har betalt år efter år, fik ikke noget girokort i efteråret 1998. Betalingen glippede, og da hun i november henvendte sig til INI, fik hun at vide, at hun var strøget fra ventelisten. Hun kan med andre ord starte forfra. I Nuuk er det ikke morsomt. Det betyder ti år. Selv om det er samfundets skyld, at der ikke er boliger nok, skal de boligsøgende betale for at få lov til at stå på en venteliste. Det er urimeligt, at INI skal tjene på denne administration. Hvis det ikke er formålet, hvorfor sender man så ikke girokortene ud og i det mindste hjælper folk på den måde. Igen manglende service over for hovedpersonerne. Det er dog for lejernes skyld at den mægtige administration er oprettet - eller tager vi fejl? De kaotiske forhold på boligområdet er ikke blevet nemmere ved, at landsstyret overtræder landstingets lovgivning og nægter boligafdelingerne at forhøje huslejen, hvor der er brug for det. Det betyder, at en række boligafdelinger er ved at gå konkurs. De har ikke nogen penge og de må ikke forhøje huslejen, så de kan spare op til den almindelige vedligeholdelse. Samtidig rejser landsstyreformanden til Danmark og beder de danske skatteydere om hjælp til vedligeholdelsen af boligerne. Landsstyret har et forklaringsproblem. De dårligt vedligeholdte boliger betyder samtidig, at der bruges for meget varme. Den fløjter ud af utætte døre og vinduer. Moderne temostatventiler på radiatorerne sætter man heller ikke på. Det er enten fuld tryk på varmen eller ikke nogen varme. Nukissiorfiit har det fint med det, for jo mere vi bruger, jo bedre har selskabet det. De er bestemt ikke interesseret i, at vi skal spare på varmen. For så udnytter vi ikke selskabets kapacitet. Men samfundet og lejerne har en interesse i, at vi sparer på energien. Tilsyneladende er myndighederne igen ligeglade og vil ikke støtte lejerne. Boligafdelingerne må ikke gøre noget, for det vil betyde huslejeforhøjelse, og det må man jo ikke for landsstyret, selv om lovgivningen siger det modsatte. Igen et paradoks og igen et eksempel på de dårlige forhold på boligområdet. I sidste uges avis oplevede vi så, at INI’s tidligere bestyrelsesformand, landsstyremedlem for erhvervsområdet, Simon Olsen, i kraftige vendinger kritiserede boligselskabet, fordi selskabet ikke vil bruge Siku-blokke i byggeriet. Nu er INI den absolut største forbruger af byggematerialer. Hvis vi i Grønland nogensinde skal kunne opbygge en lokal produktion af byggematerialer, må INI derfor på banen. Selvom INI ikke er et erhvervsudviklingsselskab, er det op til INI om det skal lykkes mindre lokale firmaer producere byggematerialer. Hvis INI ikke vil være med og kun vil bruge materialer fra Danmark, lykkes det aldrig. Det gælder for så vidt ikke kun Siku-blokke det gælder eksempelvis også vinduer og andre initiativer på at starte lokal produktion. Vi støtter køb grønlandsk, hvis man kan leve op til kravet om pris og kvalitet, det bør INI også. Generelt er der behov for oprydning og styring på boligområdet. Det er myndighedernes og boligselskabets ansvar at servicere lejerne og skabe så gode og trygge rammer på boligområdet som muligt. Det er ikke lejerne, der skal servicere INI.