Nomade i Nuuk

Jeg har fuld forståelse for mange grønlænderes ambition om selvstyre, og jeg er enig i en gradvis overdragelse af ansvarsområder fra statsmagten til hjemmestyret. Men hvis ikke hjemmestyret er i stand til at honorere et elementært behov for varig bolig til tilkaldt arbejdskraft, er overdragelsen efter min mening uholdbar.

Tirsdag d. 5. maj 1998
Peter Brix Adsersen
Emnekreds: Boliger, Politik.

Efter 2 år som udsendt i et af Verdens fattigste udviklingslande, Mozambique, bestemte min kone og jeg os for at søge nye udfordringer i hendes hjemland, Grønland. Alle vores ting var i forvejen opmagasineret, og eAer et par års fravær var båndene til Danmark løsnet. Vores store børn var godt i vej sekunderet af deres respektive far og mor, så skulle det være, så var det nu. Etablerede vi os først i Danmark med arbejde og bolig, ville vi ikke komme afsted foreløbig. Min kones familie havde længe sukket efter, at hun skulle vende hjem til Grønland, og i Nuuk skulle vi begge have gode muligheder for faglige udfordringer. Allerede et par uger efter vores hjemkomst, i november måned sidste år, fik vi faxet et stillingsopslag på en underviserstilling, som passede fint til mine faglige ønsker. Jeg søgte stillingen, og fik den tilbudt allerede først i december måned, og tiltrædelse blev aftalt til 16. januar. De følgende 5 - 6 uger var en målrettet forberedelse, hvor vores opmagasinerede bohave blev revideret, og vores beskedne formue blev spenderet på hårde hvidevarer, musik- og fjernsynsanlæg, samt computerudstyr. Umiddelbart før vores afrejse blev alt pakket i en 20 fods container, og afsendt til vores kommende hjem i Grønlands hovedstad. Vi var forberedte på, at mere end klimaet ville være anderledes i Nuuk, end i Næstved - eller end i Niassa i Mozambique. Trods et højere prisniveau, ville min løn være markant lavere i Grønland end i Danmark (siden min sidste ansættelse i DK har jeg lidt et bruttotab på ca. 5.000,-kr. pr. md.) Dette var jeg forberedt på, og mens mit idealistiske sindelag drev mig mod arktiske himmelstrøg, betragtede besindige danske mænd og kvinder undrende min færd. Jeg mente imidlertid, at min Grønlandsfærd var mere besindig end min forrige til Mozambique. At der var vel mere styr på forholdene i Grønland, var jeg ganske overbevist om. Ifølge min ansættelseskontrakt, som Hjemmestyret suverænt havde dikteret, er jeg berettiget til en anvist bolig. Ikke nok med at lønnen er lav, men anciennitet indenfor det fag, jeg skulle undervise i, kunne skam ikke tælle med, så jeg starter forfra igen i lønsystemet. Ja, for en idealist bærer arbejdet næsten lønnen i sig selv. Retfærdighedsvis vil jeg ikke undlade at nævne, at min arbejdsgiver har betalt min kones og min udrejse og bohaveforsendelse, og så ville de jo sørge for en bolig til os. Størrelsen kunne vi ikke selv bestemme, vi ville få anvist en 3 rums bolig, og da boligsituationen for tiden var lidt anstrengt i Nuuk, ville vi i første omgang få anvist en såkaldt vakant-bolig, som, fik jeg forklaret på Hjemmestyrets Danmarkskontor, er en møbleret lejlighed. Nå ja, tænkte jeg, det kan vel gå an en overgang. Ugen før vi rejste herop oplyste min kommende chef mig, at de ville hente mig i lufthavnen, og at der var bestilt værelse til mig på Sømandshjemmet. Der var desværre endnu ikke en vakant-bolig klar til os. Nå ja, det får jeg vel så til den l. februar - og så fremdeles tænkte jeg mange positive tanker, idet jeg rejste med megen velvilje og i lutter forventning. Nuvel, jeg er vågnet op, og efter nogle uger som nomade i Nuuk, og særligt med et uvist perspektiv i sigte, vendte velviljen til vrangvilje og forventningen til fejlfinding. Den første måned boede vi på Dansk Sømandsmissions Hjem, som åbenlyst ikke har alkoholbevilling, og som konsekvent har forbudt alkoholindtagelse på hjemmet. Nydeligt sted og flinke mennesker, men den tilhørende kantine, som er det eneste nærliggende alternativ til vores måltider, lægger efter min smag en noget ensidig kostplan. Kantinen er meget populær blandt byens erhvervschauffører bl. a. lørdage og søndage ca. ved ni-tiden, når vi godt kunne tænke os at indtage vores morgenmåltid. Tilbage på værelset indtil lastbilerne kører ud ibyen igen, hvorpå vi kan skære os gennem røgtågerne i kantinen, og bide surt i bagerens dårlige øje. Jeg ønsker ikke at blande mig i Sømandsmissionens alkoholpolitik, endsige i kantinens kostplan eller rygezone-forvaltning, endnu mindre ønsker jeg at anfægte chaufførernes hævdvundne ret til formiddagskaffe efterfulgt af en cigaret i Sømandshjemmets kantine, men hvis det skal forestille også at være mit hjem, så holder det op med at være sjovt. Jeg vil gerne selv bestemme, hvor og hvornår der må drikkes og ryges, og så vil gerne have min morgenmad, når jeg står op, og aftensmaden fortrækker jeg at spise efter kl. syv om aftenen. Med andre ord Sømandshjemmet egner sig fint til herberg for søfolk og andre rejsende, som midlertidigt har brug for husly, men som en erstatning for en manglende bolig, kan det højst gå an, så mange uger, som en hånd har fingre. Nogle få dage var vores husly usikkert, men de følgende 12 dage boede vi på Hotel Hans Egede, hvor vi straks måtte omstille os fra alkoholforbud til en fristende hjemmebar med mulighed for at fremtrylle utallige spændende drinks. Vi huskede at forhøre os om prisniveauet for selvbetjening i baren, hvilket afholdt os for denne udskejelse. Udsugningen på Restaurant Sky Top er afgjort bedre end i Sømands-hjemmets kantine, og betjeningen mindre ubehjælpsom. At vi ikke oplevede tilsvarenede problemer med pladsmangel i restauranten, mener jeg hænger sammen med prisniveauet. Det er dræbende at bo i længere tid på et hotel af international standard, hvor vi dog udviklede et dynamiske element af hjemlig tilsnit gående ud på, om hvilken elevator vi skulle tage, eller om vi skulle vove trappen, hvor lyset måske gik ud undervejs op. De følgende 20 dage lånte vi en lejlighed, som en flink mand med et usædvanligt veludviklet samfundssind, stillede til vores disposition under sin tjenesterejse til Danmark. Når man i en periode har været afskåret fra køkkenadgang, bliver et komfur og en køkkenvask genstand for et stærkt begær. En indkøbstur i supermarkedet, hvor kurven fyldes med pilsner, pasta og pålæg efter eget valg bliver en begivenhed, som dernæst eskalerer i de lånte køkkenregioner, når råvarerne tilberedes, og siden kulminerer under fortxringen ved den flinke mands spisebord. Lejligheden var veludstyret med musikanlæg samt fjernsyn og video, som udmærket erstatter vores nyerhvervede udstyr, der de sidste par måneder har stået og frosset nede på Atlantkajen i havnen. Fremdeles udeblev dog den mentale renholdelse af øregangen, som for mit vedkommende udføres mest effektivt med klassisk musik. Når jeg tænker på min familie, kunne det lindre på savnet at kigge lidt i et fotoalbum, og når jeg skal forberede mig til undervisningen, ville mine fagbøger være mig en god hjælp. Men stort set alt hvad jeg ejer, lige med undtagelse af de 3 skjorter, 4 sweat-shirts, 4 par bukser, 2 par sko, og hvad jeg ellers kunne medbringe i min ledsagede bagage, henstår i en iskold container. Alle vores spændende minder fra 2 års ophold i Afrika har været gemt bort i et halvt år; vores polarudstyr, som kufferterne ikke kunne rumme, er vi langsomt begyndt at erstatte, ligesom vi nu er blevet ejere af 2 kaffemaskiner. Senest har jeg indkøbt endnu et musikanlæg i et desperat forsøg på at skabe et surrogat-hjem og højne det almene funktionsniveau. Når jeg gerne vil arbejde på computer, tager jeg ned på min arbejdsplads i week-enden, da vores egen maskine endnu står usamlet på kajen. Engang når den bliver samlet, vil maskinen allerede være forældet, og kunne købes til spotpris. I sagens natur har vi talt med mange om vores jammerlige situation, og alle uden undtagelse har udtrykt deres dybe medfølelse og forargelse over boligpolitiken. Det ville ikke undre mig om det ansvarlige landsstyre medlem og bestyrelsesformanden for boligselskabet ville synge med på den samme sang. Det er vældig rart med forståelse, men når alle mener det er så galt, hvorfor er det mon sådan. Vi er jo langt fra de eneste i denne situation, andre har ventet endnu lxngere end os. Problemet er åbenbart tilbagevendende med jævne mellemrum, for alle kan fortælle om lignende forhold. Jamen tager man da ikke ved lære af de erfaringer, man gør sig politisk? De menneskelige omkostninger kan være svære at måle, men min vel færdskurve er hastigt faldende, og om skilmisse- og selvmordraten blandt nomader i Nuuk by vil være stigende kunne være et interessant sociologisk studie, (populationen har efterhånden en størrelse, så der kan forskes i problematiken). Det er jo så forbandet, at man med et uindfriet løfte om personalebolig, reelt ikke har alternativer i Nuuk. Det er praktiskt talt umuligt at finde en ejerbolig, og andelsbolig-markedet endnu mere utilgængeligt. Private lejemål er ubetalelige, og selvom nabobyen Paamiut har boligoverskud, kan jeg jo ikke, som i Danmark bo der, og passe mit arbejde i Nuuk. Jeg føler mig med andre ord bondefanget; taget herop på falske præmisser, og ude afstand til selv at ændre på min situation, medmindre jeg opgiver mit forsørgelsesgrundlag og rejser tilbage til Danmark. I DK kunne jeg sikkert finde et arbejde, og helt sikkert finde en bolig; men vi er rejst til Nuuk for at slå os ned her. Jeg spørger mig selv, hvordan skal vi fungere socialt og etablere et netværk, når vi end ikke har et fast holdepunkt, hvor potentielle venner vil kunne finde os. En bekendt af min kone, som vi havde mødt heroppe, traf jeg den anden dag. Hun havde forsøgt at kontakte os, men sporet endte blindt ved Hotel Hans Egede. Familien i DK skal løbende holdes underrettet om nye tlf.numre, hvor vi kan træffes, så vi ender med at blive sværere at finde end i bushen i Afrika. Dette fører hen til den næste ufrivillige investering, som vi netop har gjort: For ikke at blive væk for os selv og hinanden har vi indkøbt en mobiltelefon og oprettet abonnement. Den fine internet-pakke, som fulgte med vores computerudstyr, skulle ellers gøre det nemt og billigt at holde linierne varme over hele kloden, heroppe er pakken endnu ikke tøet op! Nu vil jeg imidlertid bede læseren om at sætte sig sikkert i stolen, og lægge skarpe og farlig gentande fra sig, for nu kommer jeg til de økonomiske konsekvenser af boligpolitiken. Jeg ved godt, at Hjemmestyret endnu ikke har givet afkald på et solidt bloktilskud, men hold fast alligevel: De næste 3 mdr. er der reserveret plads på Sømandshjemmet til min kone og mig, hvilket beløber sig til ca. 78.000,-kr. - skriver syvtiottetusinde kroner - desuden oppebærer vi i samme periode dagpenge, da vi er afskåret fra at lave vores egen mad, hvilket beløber sig til ca. 25.000,-kr. - skriver totifemtusinde kroner. Elementære konsekvenberegninger på disse tal indebærer en samlet kvartalsudgift på på over 100.000,-kr., og for det første halve år, hvor vi helt sikkert vil være hjemløse ca. 200.000,-kr., og hvis vi forstår at udvikle vores tilpasningsevne til endnu et halvt år: ca. 400.000,-kr. Den talglade læser kan selv fortsætte. Jeg er ikke bekendt med, hvor mange medarbejdere Hjemmestyret har på kost og logi, men jeg har fået oplyst, at jeg er nummer 23 på en venteliste til en to-rums vakant-bolig. Det fortæller mig, at der er er mange i samme situation som os, men jeg er for stor en kujon til at beregne de økonomiske konsekvenser heraf. Jeg har fuld forståelse for mange grønlænderes ambition om selvstyre, og jeg er enig i en gradvis overdragelse af ansvarsområder fra statsmagten til hjemmestyret. Men hvis ikke hjemmestyret er i stand til at honorere et elementært behov for varig bolig til tilkaldt arbejdskraft, er overdragelsen efter min mening uholdbar. Af førnævnte grunde vil tilkaldt arbejdskraft have vanskeligt ved at fungere optimalt og etablere sig socialt. På min lille arbejdsplads med for tiden 8 medarbejdere er halvdelen tilkaldte / danske, og alle undervisere er ikke-grønlandske. Til en netop opslået stilling som akademisk underviser er kun kommet danske ansøgere; men kan man være bekendt at tilbyde en familie med små børn indkvartering på Sømandshjem på ubestemt tid? Mit svar er nej; det er i forvejen en stor beslutning at flytte 4000 km. mod nordvest, tage børnene ud af skole og daginstitution, væk fra venner og familie, men dernæst at være ude af stand til at skabe de basale rammer for et almindeligt familieliv, er vel nærmest en sag for menneskerettighedskommisionen. Den netop udsendte rapport om den grønlandske erhvervspolitiske udvikling har jeg set omtalt i både danske og grønlandske aviser. Hos boghandleren må den rubriceres blandt gyser- og skra:klitteratur sammen med Royal Greenlands regnskaber. Det ligner en udbredt dårlig vane at binde hundredtusindvis af kroner på arbejdspladser, som ikke har bæredygtighed, samtidig med at der bliver tilkaldt arbejdskraft i størrelsesordenen 5000 personer fortrinsvis fra Danmark. På en del af denne styrke binder man yderligere tusindvis af kroner på grund af en forfejlet boligpolitik. Pengene er i rigt mål tilstede i samfundet, når de bliver strøet med rund hånd til fiskerierhvervet og andre hjemmestyresubsidierede virksomheder som f. eks. Nuuk Imeq. Jeg er ikke kommet til Grønland for underholde om, hvor galt det er fat heroppe, det ligger mig faktisk fjernt, men når jeg føler mig ramt på mine elementære levevilkår, og det ligner en brik i et mønster, hvor samfundets midler forvaltes uansvarligt, kan jeg ikke undlade at reagere.