Om boligdemokrati

Den konkrete sag har vist, at beboerdemokrati blot er et smukt ord uden indhold. Efter INI’s mening skal boligafdelingerne blot være kaffe-klubber, der skal skabe hygge trods træk og et sygdomsfremkaldende indeklima.

Torsdag d. 29. januar 1998
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger.

BEBOERDEMOKRATIET ER et godt element i nyordningen med boligselskabet INI. I alt fald på skrivebordet. Det er helt naturligt, at beboerne får ansvar for deres lejeboliger og indflydelse på, hvad der skal ske med dem.

Men det fungerer ikke, og det skyldes først og fremmest, at beboerne de fleste steder ikke engagerer sig i arbejdet. Alt for længe har boliger været en del af det offentlige servicesystem, som har fungeret med de begrænsninger, vi nu engang har vænnet os til. Samtidig har mange beboere haft vanskeligt ved at få øje på den demokratiske struktur. Afdelingerne er ikke foreninger, men et forum, hvor der er mulighed for en vis indflydelse for dem, der vil have den.

Men nogle få steder er de særdeles aktive. En af dem er boligafdelingen på Narsaq (Lille Slette) i Nuuk. Her har motivationen været i top fra starten, fordi boligerne er pibende utætte, og der længe havde været talt om renovering.

Boligafdelingen på Narsaq har en kompetent ledelse, som har tid til at arbejde på at fremme beboernes ønsker omkring renoveringen af de ti blokke. Beboerne ønsker at få repareret de skader, som tidens tand har bidt i de gamle huse. Det gælder først og fremmest utætte vinduer og døre, som vinterkulden blæser ind ad.

Afdelingen mener derfor, at forbedringen af blokkene skal ske nogenlunde samtidig for alle beboere. Efter vinduer og døre kan der gennemføres andre forbedringer i takt med de økonomi-ske muligheder.

Men sådan skal det ikke være. Boligselskabet INI har en helt anden plan. Den går ud på at gennemføre en omfattende renovering blok for blok, indtil målet er nået om en halv snes år. I mellemtiden kan beboerne, hvoraf mange er gamle og førtidspensionister, sidde og hakke tænder. Formanden for afdelingen, pensioneret læge Niels P. Broberg siger, at boligerne er usunde, og at ældre mennesker kan blive livsfarligt syge i boligernes elendige indeklima.

EN virkelig aktiv og interesseret boligafdeling kæmper altså for at få indflydelse på, hvordan deres boliger skal istandsættes. Men de har ikke gennemslagskraft. INI forklarer, at der er grænser for beboerdemokratiet, og at det naturligvis er ejeren, altså hjemmestyret (INI er forvalter), der bestemmer, hvordan tingene skal gøres. Beboernes ønsker søges så vidt muligt indarbejdet, men i den konkrete sag er deres krav for vidtrækkende.

Boligafdelingen mener, at INI’s renoverings-planer er hovedløse og har søgt aktindsigt vedrørende renoveringens økonomiske forudsætninger. Det faldt INI så meget for brystet, at selskabet har sendt en tilrettevisning til boligafdelingen. Heri gør INI opmærksom på, at det bestemt ikke er meningen, at boligafdelingerne skal gå så håndfast til værks. Afdelingerne skal interessere sig for små nære ting og arrangere fællesaktiviteter som kaffemik og St. Hans-bål.

Det er ikke lige, hvad boligafdelingen på Narsaq forstår ved beboerdemokrati. Her havde man fra begyndelsen anderledes høje tanker om intentionerne i den nye boligstruktur. Det har man ikke mere.

NARRESUT er det rette ord for beboerdemokratiet i INI’s boligforvaltning. Irettesættelsen til boligafdelingen på Narsaq er simpelthen en hån mod de mennesker, der gør et stort stykke arbejde for at leve op til nyordningens intentioner.

Det er naturligvis rigtigt, at der er grænser for beboerdemokratiets konsekvenser. Lejerne har ikke den overordnede kompetence for deres boligafdeling, og der kan vel opstå situationer, hvor der må tages beslutninger, som strider mod beboernes aktuelle interesser. Men beboerdemokratiet må nødvendigvis bygge på kommunikation og samarbejde. I den konkrete sag har boligafdelingen talt for døve øren. Den har ikke fået svar på sine henvendelser og er i det store og hele blevet negligeret.

Den konkrete sag har vist, at beboerdemokrati blot er et smukt ord uden indhold. Efter INI’s mening skal boligafdelingerne blot være kaffe-klubber, der skal skabe hygge trods træk og et sygdomsfremkaldende indeklima.

Det ville være mere fair at droppe det såkaldte beboerdemokrati i INI, for så ved vi, hvor vi står. Så må den enkelte slås mod boligforvaltningen, som vi altid har gjort. Det er mere regulært, og det er bedre end at foregøgle lejerne et demokrati, der i virkeligheden ikke eksisterer.